Smagen af rust og ben

Det er tilsyneladende ikke et handicap at fortælle om et handicap, når man er talentfuld fransk filminstruktør og gerne vil have sin film ud over landets grænser. I to af sidste års mest markante franske film spiller et synligt handicap en væsentlig rolle. Komedien De urørlige (jeg gav den fire stjerner i forrige nummer) er blevet set af millioner over hele verden.

Profeten-instruktøren Jacques Audiards ret fremragende Smagen af rust og ben, der havde verdens- premiere i sidste års officielle Cannes-program, er næppe så bred, den er mørkere, hårdere, mere kantet. Den er dog lige så meget en genrefilm som De urørlige, et i bund og grund højspændt og en smule kulørt melodrama, forklædt som virkelighedsfortælling.

Smagen af rust og ben, der er meget løst baseret på en novelle- samling af canadiske Craig Davidson, fortæller om to forslåede individer, der mødes i en verden, hvor alt synes håbløst og forudbestemt, men hvor de sammen kan hive hinanden op af den mentale sump og blive mennesker, som er i stand til at forme og styre deres egen skæbne.

Den forhutlede, småkriminelle, men attraktive og maskuline wannabe- bokser Ali (Matthias Schoenaerts) ankommer med sin femårige søn til feriebyen Antibes ved den franske Riviera. Han er på flugt fra sin fortid og kender knap nok sin egen dreng. Han rykker ind hos sin søster, der arbejder i et supermarked, som hun stjæler kasserede færdigretter fra.

For Ali og hans flok gælder det om at overleve. Han får et job som dørmand på et diskotek, hvor han en aften hjælper en smuk kvinde, Stephanie (Marion Cotillard), der er rendt ind i nogle øretæver. Stephanie har fulgt sin livsdrøm og lever af at træne spækhuggere og optræde med dem i forlystelsesparken Marineland. En dag kommer hun ud for en alvorlig ulykke – en spækhugger følger sit instinkt – hvor hun mister begge sine ben. Hendes liv går i stykker, men i sit mismods vinter kontakter hun Ali, som på sin egen grove facon har vist hende interesse, og hov, pludselig har vi en situation, der minder om den i De urørlige: Den ikke så empatiske underhund viser sig på sin ligefremme, usentimentale måde at være den mest empatiske af alle og den bedste handicaphjælper for den stækkede kvinde.

Ali lærer hende at acceptere de vilkår, hun nu har. Han gør hende til sin manager, da han begynder at tjene penge på at deltage i ulovlige nævekampe, hvor han både vinder og taber og får nogle på sinkadusen og bogstavelig talt mærker smagen af rust og ben. Han giver hende sex. Men det går galt på et tidspunkt, da han, uciviliseret som han jo er, scorer en anden kvinde for næsen af hende. Ali skal også lære, og det gør han på den hårde måde, der måske/ måske ikke koster et menneskeliv (jeg røber intet).

Den lækre ferieby Antibes har næppe nogensinde fremstået grimmere og mindre luksuriøs. Filmen foregår i gyderne og baggårdene, selv stranden ligner et sted, hvor sjælene fryser, selvom det netop er i vandet, Ali og Stephanie for alvor nærmer sig hinanden. Skuespillerne er deres roller, og sjældent har jeg set CGI-effekter blive brugt bedre end her, uden at man tænker over, at det er CGI: Vi tror på, at Stephanie har mistet sine lange ben. Vi forstår hendes smerte ved at opdage, de er væk. Vi mærker næsten fysisk hendes kamp.

Jovist er filmen hård, men blødere end det mesterlige fængselsdrama Profeten (2009), der dog også havde en sær ømhed for sine personer midt i brutaliteten. Ligesom Profeten føles den ganske lang og kræver lidt tålmodighed. Omvejene er med til at styrke følesen af, at dette kunne ske i virkeligheden, selvom alt i historien er nøje planlagt. 60-årige Audiard viser sig endnu engang som en af nutidens instruktørmestre. Smagen af rust og ben er på sin egen anti-smukke måde en smuk film.