Smagen af sult handler ikke om mad.
Eller jo, selvfølgelig gør den det, Filmen emmer af fascination for topgastronomiens benhårde miljø og svælger i fetichistiske billeder af gourmetmad.
Den er rundet af nye nordiske madparoler om lokale råvarer og hylder endda den demokratisk jævne pølsevogn.
Smagen af sult handler om mad, så man må tørre sig om munden. Den handler om mad, så jeg akut måtte finde en ristet hotdog efter visningen. Og starte en opsparing til et besøg på Noma.
Men den madfilm, Christoffer Boe – Hr. Boe, bevares – har præsteret, består først og fremmest af jagende scener fra et ægteskab, hvis parter er ved at udslette sig selv i jagten på ... ja, på hvad?
På succes, naturligvis, og på den Michelin-stjerne, der kan validere ægteparrets restaurant, Malus, og løfte Nikolaj Coster-Waldaus stjernekok Carsten op i gastronomiens øverste rækker.
Hans bedre halvdel Maggie (Katrine Greis-Rosenthal) er også på jagt efter noget, som er sværere at indkredse. Hendes sult er mere et persontræk end en tilstand.
Filmen åbner med et citat fra en af punklitteraturens systemstormere, Kathy Acker: ”Hvis du spørger mig, hvad jeg vil have, skal jeg sige dig det: Jeg vil have det hele.”
Maggie har øje for restaurantbesøget som en helhedsoplevelse.
Stiligt design, afdæmpet belysning, henslængt jazz og tjenere, der træder frem og tilbage, som kommer de lige fra danseskolen. Han er kokken, men da en Michelin-kritiker får serveret deres signaturøsters med overfermenteret citron, er det hende, der farer ud ad døren.
”Jeg må bestikke ham, hvis det er. Alle har en pris.”
Maggie tager også af sted for at konfrontere sin elsker, efter hun finder et bekendelsesbrev adresseret til Carsten. ”Din kone elsker en anden.”
Det er et udsøgt kærlighedsdrama, Hr. Boe og Hr. Lindholm, det vil sige Tobias Lindholm, filmens medforfatter, serverer for os. En appetitvækker af romantisk pingpong.
”Jeg datede engang en katolsk præst,” siger Maggie, mens hun forklarer, at den forbudne frugt ikke er et sølle dansk æble, men en eksotisk figen.
En hovedret af ægteskabelig frustration og langtidsforholdets evindelige genforhandling af dit, mit og vores. Og så en tredjeaktsdessert, som føles overraskende, men også som den naturligste kulmination på en dristig menu.
Metaforerne ligger lige for. Boe har aldrig kunnet dy sig for at kommentere på sin proces, og her afspejles dramaturgien i madkunstens blanding af sødt, surt, fedt og salt, der er titlerne på filmens flashbacks.
Fortællingen flyder så let, at man dårligt mærker, hvor sofistikeret den er. Skruerne strammes, for hver afstikker til fortiden, indtil Maggies flugt gennem natten føles mere som en af de intense københavner-thrilers, instruktøren også excellerer i, end et forholdsdrama fra den kulinariske klasse.
Det er ægteskabet som suspense, utroskabet som gys, særligt i én medrivende scene, der leder tankerne hen på klassikere som Nicolas Roegs Rødt chok. Og Boe har overraskelser gemt i ærmet, hvormed han med isnende effekt placerer en overraskende karakter i en central rolle.
Skuespillet er helt i top. Nikolaj Coster-Waldau nyder i disse år et dansk comeback, og han har aldrig været bedre end som Carsten, der er stjernekok først og familiefar efter behov.
”Du snakker lidt for meget om mad, far,” siger datteren Chloe. Af børn skal man høre sandheden, og Chloe har øje for det meste.
Men filmen hviler, sikkert, på skuldrene af Katrine Greis-Rosenthal. Maggie er en fænomenalt sammensat figur, fanget mellem selvsikker ambition og tvivlende sårbarhed. Styrke og skrøbelighed. Skuespilleren giver det hele fra sig, så man tager det på sig og ikke kan gøre andet.
Svenske Charlie Gustafsson er også god som Maggies forsmåede elsker, mens Nicolas Bro længere nede i ensemblet vrisser skønt som Carstens stivstikker af en storebror: ”Jeg giver jer seks måneder, før I bringer ud af huset.”
Smagen af sult er smuk og forførende, men også en helhedsfortælling, der taler lige så meget til maven som til hjerne og hjerte.
Manuel Alberto Claros billeder er lige så præcise og svulstige som noget, han har leveret for Lars von Trier, og det er intet under, at Christoffer Boe også har gjort filmen til en VR-installation.
Kommentarer