Smallfoot

”Hey folkens! Hør lige, kom lige her: ’Jeg har set et monster,’” siger yetien Migo stakåndet efter sit første møde med et menneske. 

Den gamle myte om Bigfoot bliver vendt på hovedet. Yetierne findes, og i deres verden er smallfoot’eren myte. Så da Migo første gang ser en smallfoot, synes han, at mennesket er enormt skræmmende – selv med pibestemme. 

Men Migo kan ikke overbevise byens folk. De tror, at han lyver. Derfor må byens høvding, Stenmesteren (Liam Nygaard O’Connor alias rapperen L.O.C.), udvise Migo. Heldigvis bliver Migo indlemmet i den hemmelige yeti-gruppe, Smallfoot’ernes Forsknings Forening (SFF), som agter at bevise monstrenes eksistens. 

I menneskeverdenen forsøger naturelskeren og tv-værten Percy (Silas Holst) i bedste Morten DD-stil at bevise yetiernes eksistens i sit naturprogram, så han kan genvinde sin tabte popularitet blandt mennesker. 

Det er i sammenstillingen af de to kulturer, at filmen brillerer. Selv om kulturerne er forskellige, er problemerne universelle. 

Migo og Percy bliver naturligvis venner på tværs af skel.

Første gang Migo viser Percy frem til SFF, kravler Percy rundt i sin sovepose som en anden kikset kålorm. Men langsomt får han lynet puppen op og kan brede sine arme og små fødder ud. Gruppen er henrykt! 

Man skal altså ikke skue hunden på hårene. 

Men da den videbegærlige leder for SFF, Meechee (KARUI), går på opdagelse i menneskenes verden, bliver hun netop skuet på hårene og angrebet. Det er nærliggende at se det som en allegori i børnehøjde over flygtningekrisen. 

Det er blot et af de svære temaer, filmen lægger op til, og man som forælder kan tale videre om med sine børn. 

Religion spiller også en vigtig rolle i yetiernes samfund. Men her er der ingen gud, der tilbedes. I stedet følger man stenenes indgraverede budskaber, der er en blanding af profetier og love, som Stenmesteren bærer rundt. 

Lovene og profetierne viser sig dog hurtigt at være misvisende. Alligevel har de sørget for yeti-byens overlevelse og succes. Skal byen fortsætte deres tro eller forkaste deres eksistensgrundlag og dermed gentænke hele deres samfund? 

Et etisk dilemma, som filmen elegant besvarer uden at fortabe sig i svære spørgsmål. 

SFF tvinger smilene frem hos publikum, når de tror, at en toiletrulle – efterladt af en smallfoot – er en skriftrulle med usynlig visdom. Senere bliver Percy bedt om at oversætte rullen, men i stedet tørrer han sig i røven med den. 

Den største anke mod Smallfoot er animationerne. Frost var en tour de force i animerede vinterlandskaber, hvor iskrystallerne både kunne være uhyggelige og romantiske. Det lykkes ikke Warner Bros. at ramme Disneys tårnhøje niveau. Specielt SFF-medlemmerne ligner et uheldigt mix af My Little Pony og Sulley fra Monsters, Inc. 

En bestemt scene er dog fabelagtig. I en supertotal med de hårde bjerge i den ene side af billedet og skyer farvet lilla af solnedgangen i den anden ser man Migo falde igennem skydækket, mens man selv sidder og holder vejret. 

Heller ikke sangene kan måle sig helt med Frost. Der går ikke mange minutter, før det første beat pumper. I stedet for at være potente syng-med-sange som Frost-hittet Lad det ske forfalder komponisterne til dundrende diskobeats, hvis holdbarhed overskrides hurtigere end en øko-mælk. 

Instruktørerne forsøger dog noget nyt, når de lader Stenmesteren rappe benhårdt om yetiernes historie. Det er et modigt valg, som sikkert falder i god jord hos mange drenge, der synes, at de ofte romantiske sange er pinlige. L.O.C. bringer noget kant til filmen, selv om han fornuftigt nok afstår fra at rappe om bitches og hårde stoffer. 

Lad det være et slag for flere rapsange i kommende animationsfilm!