Det kan være svært nok i sig selv at få styr på sit liv som ung. Læg så oveni, at du ikke tilhører den øverste sociale klasse i samfundet og står som alenemor med en lille dreng.
I den nye sæson af komedieserien SMILF følger vi fortsat Bridgette (Frankie Shaw) og hendes kamp for at få tilværelsen til at hænge sammen som singlemor.
Titlen SMILF leger selvfølgelig med udtrykket MILF (Mother I’d Like to Fuck). I denne sæson lægger det sig imidlertid til det overordnede tema: ”Single Mom Is Losing Faith,” og serien tager fat i spændende emner som at miste sin vej i livet og prøve at finde den igen.
Hvordan er det at være single, efter at man har fået et barn, og hvordan kan Bridgette give sin søn den bedst mulige fremtid?
I de forholdsvis korte afsnit af omkring en halv times varighed er vi i godt selskab med Bridgette, og serien leverer en lang række yderst humoristiske øjeblikke, der overdrives i en sådan grad, at de både forbavser og fascinerer.
Det er morsomt og befriende at se en kvinde, som ikke aner, hvordan hun skal gebærde sig i livet. Bridgette er et værre vrag, og mens sønnens pæne og renlige far har styr på livet og kærligheden, ser vi Bridgette i et desperate forsøg på at opfylde sin to-do-liste.
Med uldent hår, gammel, udtværet make-up og grimt nattøj stiller hun sig op i midten af sit rodede værelse og gør et ynkeligt forsøg på noget, der ligner yoga. Hun må dog opgivende og tungt falde til gulvet midt i en armbøjning. Mavefedtet bliver også gransket nøje i spejlet, og hun forsøger at tage bukser på, som hun ikke længere kan lukke. Den pointe går ikke rent hjem, da Bridgette er en slank kvinde.
SMILF har dog også bid.
Serien spidder den overfladiske og materialistiske kultur. Vi ser kvinderne i Bridgettes omgangskreds, der iscenesætter sig selv som mannequindukker, når der skal tages billede til diverse sociale medier.
De har altid øjentape klar i tasken, hvis makeup-stregen skal rettes, og de drikker champagne hos frisøren, mens de forklarer, hvilken filmstjerne de vil have samme frisure som. Alle er de bedste veninder, indtil én rent faktisk virkelig har brug for hjælp.
Da er de pludselig svære at få øje på.
Vi bliver draget af Bridgette, og trods sin overdrevne facon virker serien rå og ægte, fordi den lader os blive en del af alle facetter af Bridgettes liv. Også de mindre tiltalende sider.
Serien er fyldt med nuancer. I et flashback kommer vi med under Bridgettes fødsel af sønnen. Scenen springer fra, at hun tisser og kaster op på samme tid, til hun stolt står sammen med barnets far Rafi (Miguel Gomez) og stille læner panden ind mod ham.
Der vises et helt liv, som både er fuld af smukke, rørende øjeblikke og mindre flatterende stunder – nogle gange næsten oven i hinanden.
Ud over Bridgette har serien også et interessant persongalleri, hvor personerne får masser af plads til at udfolde sig. Ikke mindst overklassekvinden Ally (Connie Britton), der går mere op i at få den dyreste taske end sine egne børn, som slås med dæmoner og er fuldstændigt fængslende at iagttage – et nervevrag, som kan eksplodere hvert øjeblik.
SMILF er derfor et godt bekendtskab, som både byder på morsomme øjeblikke og rørende stunder.
facebook
twitter
Kommentarer