Smølferne – Den hemmelige landsby

Smølf da smølf, hvor er Smølferne – Den hemmelige landsby bare smølf!

Det havde været rart at kunne sige om det nyeste skud på smølfestammen, men den animerede børnefilm er et velmenende stykke blåfarvet metervare, der nok skal underholde de små poder i halvanden time, men så heller ikke meget mere.

Det starter ellers ganske godt.

Hurtigt zoomer filmen ind på den mest interessante af smølferne, nemlig den, der slet ikke er en rigtig smølf: Smølfine.

Som om hun ikke var interessant nok ved at være ene høne i den hanegård, der er smølfelandsbyen, er hun også blevet skabt af den onde troldmand Gargamel. Derfor adskiller hun sig fra de blå mænd ved ikke at være defineret af en enkelt kvalitet, der indgår i figurens navn – som for eksempel Gnavensmølf.

Tværtimod suger hun indtryk til sig. Når hun sætter sig på bænken sammen med Gnavensmølf, prøver hun at efterligne hans karakteristika. Det kan hun selvfølgelig ikke, da hun er mere kompleks end som så – og det voksne publikum forstår hurtigt, at det er den sandhed, hun skal erkende i løbet af filmen.

Smølfine drager på eventyr med tre af herresmølferne – Brillesmølf, Stærksmølf og Klodsetsmølf – da hun opdager, at der i den forbudte skov findes titlens hemmelige landsby, hvor der også bor smølfer. Dem vil Gargamel fange og høste for magi, så hun beslutter sig for at advare dem.

Derfra føres vi ud på en rejse, hvis animation er vældigt medrivende.

De blå væsner bliver visuelt levendegjort, når vi både kommer op at flyve og ud at svømme med dem i actionfulde sekvenser, der holder tempo og humør højt – af og til så højt, at man godt kan savne et tankefuldt pusterum mellem de heftige dansepoptoner.

Den største styrke i Smølferne – Den hemmelige landsby er netop animationen, eller rettere: At den er 100 procent animeret og ikke et blandingsprodukt som de to forrige.

Smølferne og Smølferne 2 fra henholdsvis 2011 og 2013 slap spilopmagerne løs i virkelighedens New York og Paris over for rigtige skuespillere som den morsomme Neil Patrick Harris. Men det fungerede absolut ikke at blande kød og blod med de blåhvide væsner, og det er klogelig blevet besluttet at overlade det hele til animationens fantasi.

De danske stemmer, der tæller Julie Zangenberg som Smølfine og Mikkel Boe Følsgaard som Klodsetsmølf, rammer glimrende figurernes udtryk. For en gangs skyld savner man ikke de originale amerikanske stemmer, fordi filmen lægger sig op ad den europæiske stil, som den belgiske skaber Peyo etablerede ved undfangelsen i 1950’erne.

Manuskriptet har dog svært ved at finde balancen mellem det fjollede og mere raffinerede.

I forhold til de forskellige smølfers karaktertræk er Klodsetsmølf sjovere, når han reagerer på sin frygt for mørket, end når han bare går og vælter ting. Men mon det helt unge publikum er med på, hvad det vil sige at stress-spise, når man bliver bange?

Og mens det er en givtig lektie for det unge publikum, at tanke og handling – personificeret af Brillesmølf og Stærksmølf – begge er vigtige træk, bliver kontrasten mellem dem aldrig til mere end lidt drillende samspil.

Ethvert tegn på reel dramatik bliver nemlig hurtigt afløst af den slags hyggehumor, som det åbenbart er blevet bestemt, at børn foretrækker. Her kunne man godt have ønsket noget, man kunne have slået sig på.

Når det er sagt, lykkes Smølferne – Den hemmelige landsby velsagtens med missionen at underholde børnene.

Når smølfeflokken med Smølfine i front endelig når frem til den hemmelige landsby, møder de en slags smølfer, der uden at afsløre for meget har en hel del tilfælles med gruppens kvindelige medlem.

Det er forståeligt nok, at der ikke foregår den store kønsdebat i en film om smølfer, men det havde været sjovt med nogle lidt skarpere replikker end: ”Pigesmølfer er ikke til at spøge med …”