Det begyndte vel med De urørlige i 2011, hvor fransk film lancerede en nogenlunde ny genre.
I en række film mødes mennesker på tværs af hudfarve og stand, syge som raske, på trods af klasseskel og anden etnisk baggrund.
Grundtanken er, at alle besidder menneskelighed og et almenmenneskeligt sind, som kan slippes løs og blomstre.
Aparte mennesker støder tilfældigt ind i hinanden, og snart opstår der sød musik, så forskelligheden smider sin maske. Man møder sin næste, ikke kun som en socialt jævnbyrdig, men også som et ægte medmenneske.
Smukke sind er et helstøbt og charmerende eksempel på genren.
Handicappede Igor er bud for en økologisk grønthandler og cykler rundt med alskens varer til kunderne i schweiziske Lausanne. En dag bliver han kørt ned af bedemanden Louis, som sørger for at få Igor på hospitalet.
Der er ikke sket nogen stor skade, så Igor kan besøge Louis’ store bedemandsforetagende, hvor lig bliver sminket og kister med indhold brændt til aske og lagt i urne.
I starten af filmen har vi set Igor læse filosofi i sit lille kammer, når han har fri. Der er tale om Nietzsche, Platon, Spinoza og Descartes – tunge tænkere, hvis citater siden krydrer filmens forløb.
Igors mor er bekymret for ham, men han kan godt klare sig selv med mad i mikroovn.
Han har en stoisk selvironi i forhold til sit handicap, der får ham til at gå som en zombie og tale som en robot. Louis derimod synes fastholdt i fortiden med et krakeleret ægteskab og et vanemæssigt singleliv uden anden kærlighed end den, han kan købe sig til.
Så drejer handlingen sig sådan, at Louis skal levere en kiste og en urne nede sydpå. Louis tager selv turen med rustvognen, men næppe er han kørt af sted med sine døde, før en sprællevende Igor viser sig at være blind passager ved en fejltagelse.
Undervejs samler de en ung kvinde op. Hun skal til polterabend i Montpellier. Her oplever de to mænd livsglæden sammen i fuldt flor via en escortpige.
En nærhed opstår, og filmens sidste begravelse bliver også en forsoning med livet som den festbanket, græske filosofi mener, at man skal opfatte tilværelsen som.
På fransk maner bliver der talt længe og inderligt om kærligheden og dens afarter.
Smukke sind lykkes langt hen ad vejen med sit projekt om at være en uforbederlig feelgood-film.
Den franske skuespiller Bernard Campan, en institution i Frankrig som medlem af komikergruppen Les Inconnus (der betyder ”de ukendte”), har sammen med Alexandre Jollien skrevet og instrueret filmen.
Førstnævnte spiller den tørre træmand af en bedemand, som i mødet med Igor folder sig ud som andet end mand, der tager sig af de døde.
Jollien, som selv er født handicappet, gestalter Igor. Også i virkeligheden er skuespilleren den filosofiske fætter, som strør om sig med citater og livsvisdom, hvilket kan være lidt trættende.
Men de to supplerer hinanden med indblik i det at være henholdsvis bedemand og handicappet. Deres omgivelser er dem dog overvejende venligt stemt.
Jeg har sjældent set en film, hvor der er så mange sympatiske mennesker. Det er lige ved at blive for meget, dette overflødighedshorn af venlighed.
Et øjeblik tror man, at der er fare på færde, en konflikt på trapperne. Men filmen glider af og har fast besluttet sig for udelukkende at være livsbekræftende og vedvarende varm.
Filmens franske titel er Presque, der kan oversættes til ”næsten”. Det siger Igor om sig selv, at han næsten er et normalt menneske.
Smukke sind er på samme måde næsten en fremragende film. Den er en indsmigrende og indbydende bagatel, der med billeder af smukke landskaber skaber forførisk livsglæde og gode viljer.
Kommentarer