Snake Eyes: G.I. Joe Origins

Jeg havde en Snake Eyes-figur, da jeg var barn. Af alle G.I. Joe-action-figurerne var den sortklædte ninjasoldat uden sammenligning den sejeste af dem alle.

Derfor har de to foregående filmatiseringer af Hashbro-legetøjet også en særlig nostalgisk plads i hjertet, på trods af at det ikke er synderligt gode film.

Og noget tyder på, at ønsket om at løfte kvaliteten har været en af grundene til det nyeste kapitel. For Snake Eyes fungerer ikke alene som en skabelseshistorie for den titulære figur, men også som en slags genstart af den lukrative franchise.

Lige siden hans far blev myrdet, har Snake Eyes (Henry Golding) haft et mål i livet: At finde farens morder.

Snake Eyes har ernæret sig som undergrundskæmper og rejst fra by til by, mens han leder efter det mindste spor. Det dukker op, da yakuza-bossen Kenta (Takehiro Hira) opsøger ham.

Han vil have Snake Eyes til at infiltrere den magtfulde japanske Arashikage-klan og stjæle en mystisk og magisk juvel, som klanen er i besiddelse af.

Som betaling kan Kenta give Snake Eyes identiteten på farens morder.

Snake Eyes kommer ind i den ældgamle klan på spektakulær vis. Ved hjælp af listigt bedrag overbevises den kommende leder Tomisaburo ”Tommy” Arashikage (Andrew Koji), at Snake Eyes har reddet hans liv.

Som tak får redningsmanden mulighed for at blive en af den magtfulde klans elitesoldater. Det kræver bare lige, at han består nogle tests kendt som ”krigerens tre prøver”.

Spørgsmålet er nu, hvor langt Snake Eyes er villig til at gå for at få den hævn, som han har viet hele sin eksistens til.

Resultatet er to timers underholdning, der endelig kan bryste sig af at være en god G.I. Joe-film.

En central grund er, at man har valgt at holde historien forholdsvis enkel og tæt. De globale stridigheder mellem terror-organisationen Cobra på den ene side og anti-terrorenheden G.I. Joe på den anden, er skubbet i baggrunden, så fokus i stedet er på hævn og de ting, mennesker er villige til at gøre for at opnå, hvad de stræber mest efter.

Og så er det en rigtig god actionfilm med den nødvendige slagkraftighed i kampscenerne, hvilket bør være minimumskrav for enhver actionbasker med ninjaer.

Det er en meget fysisk film, hvor der bliver slået på tæven med autoritet, og hvor sværd- og slagvåben bliver brugt med herlig brutal effektivitet.

Henry Golding lægger patent på fremtidige gestaltninger af figuren. Tidligere har Snake Eyes primært været skildret som stum og konstant under maske, men det er heldigvis ikke tilfældet her.

Den britiske skuespiller har en naturlig karisma, hvor han elegant veksler mellem charmetrold og intens hævner. Hans smittende smil og skarpe repliklevering gør, at man godt kan forstå, hvorfor han til tider bliver nævnt som outsider til at blive den næste James Bond.

En træningssession mellem ham og den ferme sikkerhedschef hos klanen Akiko (Haruka Abe) er et klasseeksempel på dette.

”Ram mig,” siger Akiko, hvorefter Snake Eyes giver hende et hurtigt slag midt på næsen. Både hun og vi som publikum ved, at hun mente med sværdet, som hun også pointerer over for ham.

Gavflabsmilet afslører, at han godt vidste det.

Den helt store nydelse er dog samspillet mellem Henry Golding og Andrew Koji. Vi ved på forhånd, at Tommy bliver til Snake Eyes’ nemesis Storm Shadow, men langt hen ad vejen er det faktisk den noble arvtager i klandynastiet, der opfører sig retskaffent.

Koji, der fik sit store gennembrud i den fremragende serie Warrior, er superb. Han passer perfekt til rollen fysisk, men formår også at vise, hvordan en forudbestemt skæbne kan være en velsignende ro, men også et helvede, når noget truer skæbnen.

Det er sådanne små gode og kompetent udførte elementer i historien – sammen med et væld af herlige biroller, heriblandt kampsportsfilmstjernen Iko Uwais – der gør, at Snake Eyes har en eksistensberettigelse.

Vel at mærke ikke kun for børn og anmeldere, der har haft legetøjet, da de var mindre.