I 1930’erne lavede en kendt tegnefilmproducent en filmatisering af Brødrene Grimms eventyr om Snehvide.
Max & Dave Fleischers Snow-White med Betty Boop i titelrollen og Cab Calloway som dansende, syngende spøgelse er sjov og sexet, blev et stort hit og regnes i dag for et hovedværk i tegnefilmens historie.
Sådan én må vi også ha’, tænkte Walt Disney og brugte fire år samt halvanden million dollars på at lave USAs første tegnefilm i spillefilmlængde.
Det var besværet værd. Snehvide og de syv små dværge fra 1937 er et regulært mesterværk, der vandt en æres-Oscar og i dag har overskygget Fleischer-brødrenes version.
Men som led i den endeløse strøm af fabriksproducerede, delvis computeranimerede og delvis liveaction-indspillede, versioner af tidligere tegnefilmhit har vi nu fået Disneys remake af Disneys gamle remake af Grimm-brødrenes genfortælling.
Kritikken har haglet ned over filmen, lige siden Disney til titelrollen hyrede en latina (der samtidig kom med ukloge formuleringer om blandt andet 1937-filmens kønsroller). Den færdige film gør det imidlertid helt rimeligt, at polsk-columbianske Rachel Zegler ikke har snehvid hud. Og kritikken af, at Gal Gadots Onde Dronning ikke behøver at være jaloux på Snehvide, løser filmen ved at gøre det til et spørgsmål om indre skønhed.
Og Gal Gadot er intet mindre end fremragende i rollen. Camp som en Hollywood-gudinde fra 1920’erne, smuk som et iskrystal og ond som vinteren.
Spørgsmålet er dog, om det store publikum overhovedet vil se filmen. Filmens teasertrailer har på YouTube i skrivende stund 102.253 likes og 1.480.094 dislikes, mens den endelige trailer har 57.390 likes og 1.622.306 dislikes.
Nu er filmen her endelig, og den skal selvfølgelig vurderes på sine egne betingelser.
Det ringeste er dværgene, der tydeligvis er computeranimerede og side om side med de levende skuespillere aldrig fremstår som virkelige væsner. Og de er ikke i nærheden af at have den elskelige natur og ikoniske styrke som Walt Disneys syv håndtegnede dværge.
Filmen er blevet kritiseret for ikke at bruge skuespillere med dværgvækst, men da nøden er størst reddes Snehvide af mesterskytten Quigg, som bliver spillet af den 1,37 meter høje skuespiller George Appleby.
Der er virkelig tænkt over tingene.
Prinsen er det svageste i 1937-versionen, og i den nye film er han slet ikke med. I stedet introducerer filmen en bedre helt, Jonathan (Andrew Burnap), der stjæler kartofler fra de rige for at gi’ dem til de fattige.
Filmen kan langt hen ad vejen beskrives som en Robin Hood-variation med Snehvide som Maid Marian, hendes far som den fraværende Richard Løvehjerte, den onde dronning som tronraneren Prins John og dværgene samt Jonathans kumpaner som Sherwood-skovens lystige svende.
Vi snydes dog ikke for essentielle Snehvide-højdepunkter som det magiske spejl, den ekspressionistiske skræmmeskov, det forgiftede æble eller helten, der kysser og derved genopliver sin udkårne.
En mand må ikke kysse en kvinde uden hendes tilladelse, som vi ved fra skandalen omkring den spanske fodboldboss Luis Rubiales. Et gennemført ulasteligt Snehvide-remake ville slutte med Snehvide i glaskisten – woke, men unwakable. Men den skæbne skånes Snehvide altså for.
En prinsesse bosat på et slot må ikke længere drømme om en sød bejler blandt gæsterne, så sangene I’m Wishing og Someday My Prince Will Come er erstattet af den tematisk diffuse Waiting on a Wish. Derimod går vi ikke glip af hverken jodlesangen, som alle danskere lærer at kende via Disneys Juleshow, arbejdssangen Whistle While You Work eller ørehængeren Heigh-Ho.
Rachel Zeglers Snehvide er ikke en nuttet eventyrprinsesse, men en opvågnende, revolutionær teenager, og sådan synger hun sangene. De nye sange er en smule generiske, men velegnede til at blive sunget kraftfuldt på Broadway. Whistle While You Work er arrangeret, så den kunne bruges til en militærparade.
Det er en lang og dyr film med luksuriøse kulisser i overflod. Dværgenes diamantmine er en kopi af minen i Indiana Jones og templets forbandelse, givetvis beregnet til at blive genskabt som Disneyland-forlystelse med gæster i minevogne.
Instruktør Marc Webbs konventionelle iscenesættelse blegner i sammenligning med de utallige kreative indfald i Wicked. Men det er solidt håndværk, og filmen er ikke i nærheden af at være den katastrofe, folkedomstolen på forhånd har villet gøre den til.
Ideelt vil Snehvide anno 2025 skabe fornyet interesse for Grimms folkeeventyr, Betty Boops jazz-adspredelse og Walts gamle håndtegnede genistreg.
Kommentarer