Biografanmeldelse
12. okt. 2017 | 01:08

Snemanden

Foto | Jack English
Politimanden Harry Hole (Michael Fassbender) må gribe til våben, da en seriemorder på jagt efter unge kvinder dukker op i et dunkelt Norge.

Tomas Alfredson rammer igen genrehovedet på sømmet i makaber filmatisering af Jo Nesbøs seriemorder-bog.

Af Bo Tao Michaëlis

Den norske krimiforfatter Jo Nesbø brød i 2007 internationalt igennem med sin syvende roman, Snemanden. Den handler om den alkoholiserede og anarkistisk grænseoverskridende Harry Hole, der selvfølgelig er hårdkogt sårbar, men også halsstarrigt usårlig.

Nærmest øjeblikkeligt blev han også berømt i den engelsktalende verden og kom på amerikanske bestsellerlister. Næsten fra dag et var der tale om en filmatisering på det store globale plan.

Selveste Martin Scorsese var interesseret i at filmatisere denne forrygende og blodige historie. Om en seriemorder, der for det meste myrder unge kvinder og altid efterlader en primitiv snemand som kendemærke.

En kat efter musen-historie, hvor den jagtede med sine morbide aflivningsmetoder hele tiden er et skridt foran sine forfølgere.

Her i den sidste og gode ende faldt så valget på instruktøren Tomas Alfredson. Og det kunne ikke falde bedre.

I sine to fremragende genrefilm, Lad den rette komme ind og Dame, konge, es, spion, viser Alfredson, at han kan finde det makabre midt i nordisk hverdagsrealisme og skildre et team med et broddent kar, der går sine egne veje.

Alfredson har sans for episk drive og energisk elan for komplicerede sager. Gerne på grænsen til det irrationelle og gådefulde.

Alle disse talenter kommer til udtryk i thrilleren Snemanden. Det er en begavet udgave af en traditionel seriemordersag, som så alligevel vender klichéerne en gang til og det på en ny, inciterende måde.

Vi er fra starten i et snedækket Norge, hvor en frossen sø viser sig falsk som vand. Både det melankolske, voldelige og skæbnesvangre islæt bag den pæne, fritidsglade og artige nordiskhed er latent til stede. Og den kan bryde ud akut som en lavine udløst af lyden af ingenting.

Tomas Alfredson har udvalgt et gotisk Oslo og et bjergrigt Bergen, som netop hos Nesbø er de prangende nyrige metropoler, hvis mondæne oliepenge-modernitet ofte er en glaseret maskepi, der kan krakelere på grund af korruption og kriminalitet.

Specielt når det sner, og vintermørket sænker sig.

Selv om der er meget turistens smukke Norge i kulisserne, er der også landskaber, hvis sinistre skønhed er af samme stof som den indelukkede ondskab mellem fjelde og dale. Men også den stille villavej, hvor en snemand sjældent kommer alene.

Instruktøren har vellykket beholdt romanens småtragiske tone og formår at holde intrigens tråde adskilt.

Undgået er den værste amerikanisering, hvor alt og alle falder lykkeligt på plads, mens plottet taber gas og fiser ud. Her taler vi om Nordic Noir sortere end natten. Alfredson viser os dette bestialske bælgmørke med få og flygtige lyskiler, og det er tit sat ind i træbeklædte, klaustrofobiske interiører.

De bruger meget træ i Norge.

Og nok taler skuespillerne alle engelsk, men den norske accent er alligevel til stede med nationens maniske nationalisme.

Michael Fassbender er glimrende som historiens norske Philip Marlowe. Nok klog som detektiv, dum og dumstridig som drukkenbolt, men også en traurig romantiker på udkig efter kvinder i nød og en uretfærdighed at kæmpe og ikke mindst drikke for.

Rebecca Ferguson er følsom og fragil som hans partner med traumer hjemmefra i rygsækken. Kvieøjede Charlotte Gainsbourg er som hans vemodige ekskæreste Rakel mere koket fransk end rustik russisk som i bogen.

Vor landsmand David Dencik spiller igen slesk sjover. Han er ikke den eneste dansker. Søren Sveistrup har været inde over manus. Val Kilmer ses i en birolle som suspenderet strisser, der har kendt bedre dage og vodka, mens Sofia Helin fra Broener på kort visit.

Filmen formår ikke at splejse alle intrigens løse ender. Men lakmusprøven for en ferm spændingsfilm er, at selv om man ved, hvem seriemorderen er, bliver den aldrig kedelig. Tværtimod og det i dén grad.

Trailer: Snemanden

Kommentarer

Titel:
Snemanden

Originaltitel:
The Snowman

Land:
England, Sverige, USA

År:
2017

Instruktør:
Tomas Alfredson

Manuskript:
Hossein Amini, Peter Straughan

Medvirkende:
Michael Fassbender, Rebecca Ferguson, Charlotte Gainsbourg, Chloë Sevigny, Val Kilmer, J.K. Simmons

Spilletid:
119 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
12. oktober

© Filmmagasinet Ekko