Snowfall

Det ligner et glimt af paradis i åbningssekvensen til periodedramaserien Snowfall.

På en solbrændt gade i 80’ernes Los Angeles løber afroamerikanske børn og unge rundt og leger blandt tårnhøje palmer og havesprinklere. Sekvensen er et godt eksempel på seriens styrke, nemlig skildringen af underklassemiljøet i englenes by anno 1983.

Med dynamiske kamerakørsler, som slingrer forbi velinstruerede statister i troværdige 80’er-outfits, ofte med et funky musiknummer i baggrunden, mærker man stemningen i de små kvarterer, der holder sammen som én stor familie.

Idyllen brydes af et par unger, som stjæler is fra ismanden. Men en af seriens hovedpersoner, teenageren Franklin Saint (Damson Idris), når at give dem en opsang, inden de stikker helt af. Det er ironisk ud over alle grænser, fordi seriens bærende plot handler om, hvordan Franklin ved et tilfælde får adgang til en masse kokain, som han straks begynder at sælge i sit nabolag.

Historien om Franklin har et heftigt tempo og er ganske nervepirrende. Især da han første gang møder den israelske forbryderkonge Avi (Alon Aboutboul), som forlanger at skyde Franklin iført en skudsikker vest, før han vil være hans leverandør.

Adrenalinen pumper, og seriens første tre afsnit slutter alle med cliffhangere, som gør den nem at binge-watche.

Til gengæld er seriens to andre hovedfortællinger sværere at finde rundt i – specielt i det første afsnit.

Wrestleren Gustavo (Sergio Peris-Mencheta) slår sig sammen med Lucia Villanueva (Emily Rios), datteren af en mexicansk forbryderkonge, med det formål at komme ind på kokainmarkedet.

Selv om det er Lucias historie, dominerer Gustavo deres fortælling med sit velfungerende underspil. Men ligesom Franklins historie er det tydeligt, hvor vi skal hen, og det er nedad. Og som trofast tv-serie-elsker har man set lignende narkoforfaldshistorier hundrede gange, blandt andet i serieklassikere som Breaking Bad, The Wire og Narcos.

Man hepper på den CIA-ansatte Teddy McDonald (Carter Hudson), som får lov at gå undercover for at få pusherne ned med nakken, men hans dilemma mellem farligt CIA-arbejde og hans dejlige lille familie vipper fra start så tydeligt til den mørke side, at hans glidebane virker forudsigelig.

Til gengæld er det underholdende at se, hvordan han opfinder en flabet og selvsikker version af sig selv for at omgås de hårde typer i LA’s undergrund.

Det er dog Franklins historie, som står klarest, fordi den er skarpt fortalt og fokuserer på et lille antal af personer. Teddy og specielt Lucias historie kan godt drukne i bipersoner, der slører fortællingens fokus.

Men alle historier har en intens nerve, og man forstår, hvor fatalt det er, hvis en part i en narkohandel mister enten kapitalen eller produktet, der skal til for at handlen går igennem. Så er fanden løs, og hovedpersonerne, der ellers alle har hjertet på det rette sted, kastes ud i situationer, hvor de er nødsaget til at bruge vold for at overleve i det barske miljø.

Indtil videre har historierne ikke meget andet med hinanden at gøre end nogle fælles bipersoner, og derfor er det en smule forvirrende, når der hele tiden skiftes imellem de tre historier.

Til gengæld er skuespillet oftest lige i skabet, og især den snu og eftertænksomme Franklin samt den nervøse, men også snedige Teddy er karakterer, som har en dynamisk dobbelthed.

Snowfall har tre gode historier at fortælle med mindst to elskværdige hovedpersoner, og det hele foregår i et pulserende og troværdigt miljø. Men for at hamle op med de største narkoserier skal den binde historierne bedre sammen og have en overraskelse gemt i ærmet.