Under 1960’ernes frie kærlighed opstår en kunstnerkommune af forfattere og malere på den græske ø Hydra. Alle drikker for meget og har affærer på kryds og tværs. Det udføres med en tilbagelænet selvfølgelighed.
Den unge Marianne Ihlen (Thea Sofie Loch Næss fra La Palma) kommer til øen hele vejen fra Norge sammen med sin meget utro og sygeligt selvoptagede forfatterkæreste Axel Jensen (Jonas Strand Gravli). De to får et barn, som faren slet ikke kan rumme at forholde sig til.
I mellemtiden møder Leonard Cohen den norske blondine, der lægger navn til et hans største hits: So Long, Marianne, som blev udgivet i 1967 på debutpladen Songs of Leonard Cohen. Han mener, at han er forelsket i den enlige småbørnsmor, før han har lært hende det mindste at kende. En i grunden meget uromantisk romantisk kliché.
Det er til gengæld meget troværdigt, når de to begynder at flirte og finder sammen.
Seriens absolutte højdepunkt er Leonard Cohens replikker, når han flirter, hvilket han gør i næsten alle sine interaktioner med andre mennesker. De er humoristiske, opfindsomme og poetiske, hvor sidstnævnte dog hører under hate it or love it-kategorien. Da Marianne bemærker, at stjernerne blinker på nattehimlen, mener Cohen, at de ”vasker deres hår i regnen”.
Den karismatiske canadier spilles med en udsøgt, indstuderet præcision af amerikanske Alex Wolff (Hereditary, Oppenheimer). Wolff bevæger sig, taler og synger overbevisende ligesom den ikoniske verdensstjerne og spiller med stor intensitet. Det er dragende, når han nogle enkelte steder bryder den fjerde væg og taler direkte til kameraet. Eller til sig selv med sit vilde blik placeret nøje på seeren.
Wolffs Cohen veksler nærmest personlighedssplittet mellem at være højst charmerende og dybt frastødende. Serien kan ikke dy sig fra at idolisere kunstneren en smule, men den fremstiller også Cohen som forfængelig og selvoptaget. Han øver sig ofte på at forføre foran spejlet og klynker over en pris, han ikke har vundet, mens Marianne ligger i en hospitalsseng efter en ufrivillig abort.
Den fattige forfatter er besat af succes.
Han er selvfølgelig også utro ligesom resten af persongalleriet, og han bruger kvinder til, hvad man kan kalde sutttekludsex. Da han vinker farvel til Marianne og øen, placerer han tårevædet sin tommeltot i mundvigen og bliver i nogle sekunder en mandebaby som lidende mandlige kunstner.
Cohens mange psykiske nedsmeltninger er pludselige, tilsyneladende ulogiske og helt skabagtige. Han minder indimellem om et hysterisk børnehavebarn, der i indkøbskøen bliver nægtet en vare på grund af forælderens sukkerpolitik.
Serien tager musikerens skrøbelige psyke seriøst, men de vilde udslag af stor indre lidelse er så teatralske og uudgrundelige, at det ikke vækker medlidenhed. Hvorfor skriger han helt uventet på stuegulvet? Er det sådan en mandlig skriveblokade ser ud?
”Det lyder lidt prætentiøst,” siger Marianne på første date med den smilende og lidende mand. ”Lad mig lave dig en prætentiøs sandwich og skænke dig noget prætentiøs vin,” svarer han prompte.
Cohen har i serien stor selvironi, men den har serien ingen af. Og på trods af sine brave forsøg på at nedbryde myten om kunstneren og musen ender den med selv at blive lidt af en prætentiøs sandwich med mange lag og insisterende gentagelser.
Leonard skriver, Marianne laver ingenting og ser godt ud. Han kaldes til Montreal for at promovere en bog, som sælger dårligt. Så kommer der en anden bog og endnu én. Marianne leder ikke efter et arbejde og forventer vel, at Cohen forsørger de to og hendes baby. Men samtidig er hun irriteret over, at han må skrive og rejse for at tjene penge.
Det er, som om seriens prøver at give musen karakter ved at sætte hende til at skændes og brokke sig. En kedelig karikatur af den hjemmegående husmor, og Mariannes egentlige personlighed forbliver umærkelig serien igennem. Alle hendes handlinger er reaktioner på manden.
Hun har ingen personlige ambitioner og drømme i store dele af serien, indtil der pludseligt dukker bisætninger op om skuespil og mode. De føles påklistrede, når vi ikke en eneste gang ser hende designe og sy, mens vi i timevis skal se Cohen skrive og synge.
So Long, Marianne er primært skabt af Øystein Karlsen, der stod bag seerhittet Exit. Serien er smukt filmet og eksperimenterer indimellem med billederne på stemningsfulde måder.
Men det, der for alvor løfter serien, er Cohens sange, som er gudkommeligt smukke – også når de fortolkes af Alex Wolff. De sætter handlingen og dramaet i perspektiv, og det er i det hele taget forbløffende, at Cohens sange fra de første plader for mere end 50 år siden ikke har mistet det mindste af deres kraft.
Marianne og Leonard bevarede kontakten i hele livet. Da hun blev syg i 2016, skrev han en e-mail til hende:
”Jeg er lige bag dig, tæt nok på til at tage din hånd. Denne gamle krop har givet op, ligesom din også har. Jeg har aldrig glemt din kærlighed og din skønhed. Men det ved du godt. Jeg behøver ikke sige mere. God rejse, gamle ven. Vi ses længere fremme. Uendelig kærlighed og taknemmelighed.”
Hun døde 28. juli 2016, han 7. november 2016.
Kommentarer