Solo: A Star Wars Story

Disney har haft en del at bevise med den nyeste Star Wars-film.

Rygtemøllen har kværnet lystigt, siden Disney fyrede branchens bedste komedieinstruktører, Phil Lord og Chris Miller, og satte den solide spændingssnedker Ron Howard til at forløse Solo: A Star Wars Story.

Nu hvor røgen har lagt sig oven på filmens Cannes-premiere, hvor reaktionen bedst kan beskrives som et kollektivt skuldertræk, står en blankpoleret, overflødig og alligevel formfuldendt underholdende gangsterhistorie tilbage.

Den unge gadeknøs Han hustler sig væk fra slumkvarterets fornedrelse for ham selv og kæresten Qi’ra. Men da de bliver adskilt under flugten, melder den desperate Han sig til Imperiets fascistoide hær i håbet om at skaffe et skib og vende tilbage for at befri Qi’ra.

Hovedpersonen bliver hurtigt træt af livet som laserkanonføde, og da Han støder på den luskede Beckett under et Saving Private Ryan-kaotisk slag, beslutter han sig for at desertere.

Beckett, der spilles med et skurkagtig glimt i øjet af karismatiske Woody Harrelson, har nemlig kun kastet sig ind i kampen for at stjæle et skib. Han er et himmelsendt forbillede for den unge smugler in spe, der prompte hægter sig på planerne om et lukrativt togrøveri.

Røveriet eksekverer veteraninstruktøren Ron Howard med samme åndeløse spænding som racerscenerne i Formel 1-filmen Rush. Der er ingen smalle eller bare langsomme steder, når det gælder tempo og tjubang, og det er realiseret med noget nær carte blanche på budgettet.

Lawrence Kasdan, der skrev The Empire Strikes Back og Return of the Jedi samt The Force Awakens, står bag manuskriptet til filmen om Han Solo sammen med sønnen Jonathan. Kasdan har seriens blanding af fantasifuld realisme og episk historiefortælling på rygraden. Det er den følelse af et utæmmet, mangfoldigt univers, der har fået generationer af nørder til at dykke hovedkulds ned i franchisen.

Da Disney overtog rettighederne, jublede mange fans ved udsigten til historier, der ikke handler om Skywalker-familien. Og ganske som forrige års Rogue One er Solo: A Star Wars Story et enkeltstående eventyr, der ikke rykker ved Episode-filmenes spillebrikker.

Det er faktisk, når den forsøger at bygge bro til hovedsagaen, at Solo er mindst engagerende.

Der er selvfølgelig en barnlig glæde ved at se Han møde Chewbacca for første gang. Men hvem interesserer sig virkelig for Hans store forelskelse i Qi’ra, der dukker op igen som en vaskeægte femme fatale og gangsterløjtnant? Vi ved jo, at han ender med Prinsesse Leia.

Og hvor charmerende han end er, bliver Alden Ehrenreich aldrig den Han Solo, vi kender.

Harrison Ford havde en hvas kant bag det skrå smil, mens Ehrenreich smiler op til begge ører. Selv om filmen handler om, hvordan den unge gadehustler bliver en intergalaktisk slyngel, er han et ret anonymt bekendtskab. Mere Luke end Han.

Det er en kamel, som man dog godt kan sluge, for her er rigeligt kræs for en Star Wars-fan.

Det har altid været en præmis for serien, at galaksen er et lovløst sted. Men ingen af filmene har brugt så meget tid blandt mordere og gangstere og så lidt på den store konflikt mellem Godt og Ondt.

Kraften nævnes ikke én eneste gang, hvilket er befriende.

Solo: A Star Wars Story er en gangsterfilm i rumopera-klæder, frit efter The Sting, hvor den smarte tager røven på den mindre smarte. Der har aldrig været mere snusket i galaksen langt, langt borte, og der har heller aldrig været så meget sex.

Qi’ra introducerer Lando Calrissian (et kærkomment gensyn, også selv om multitalentet Donald Glover spiller ham lidt for selvfedt) for Han: ”Han har ulastelig smag og stil for ikke at nævne hans enorme …”

”Ja tak,” afbryder Han. ”Vi har forstået det!”

Man kunne have ønsket sig flere af den slags frækheder, men nu er traditionelle Ron Howard bag roret i stedet for det opsætsige instruktørpar Lord & Miller. Og han leverer Disney-Star Wars, som vi efterhånden kender det: sjovt, eventyrligt og medrivende som bare pokker. Men vi nærmer os et mæthedspunkt.