”Jeg elsker, at du er så trist.” Sådan falder ordene i skuespillerinden og instruktøren Nicole Garcias franske drama Sommersøndag.
Baptiste (Pierre Rochefort) er da også indbegrebet af sørgmodig ordknaphed. Han er en ung lærervikar, der lever et stille liv med køkkenudsigt til den skole, han underviser på.
Men forhistorien lurer. Den bliver turneret i filmens allerførste sekvens, hvor et flashback fører os tilbage, til dengang Baptiste levede som hjemløs i et mørkeland blandt hylende hunde og mænd på flasker.
Det er ikke første gang, Garcia har fat i tematikken om drenge, der skal blive til mænd og deres besvær med at være det. Ifølge Charlie om en lille dreng og syv mænd, hvis veje på mystisk vis krydses igen og igen, fik i 2006 hård kritik på Cannes. Efterfølgende skar Garcia femten minutter ud af den, men alligevel landede den ikke helt forløst i de danske biografer.
Det gør Sommersøndag desværre heller ikke, på trods af den ubesværede kameragang, der med solbeskinnet lethed følger Baptiste gennem dagen fra skolebussen, til basketbanen og klasselokalets grønne tavleregning i en sydfransk by. Eleverne holder af Baptiste, og i en monologisk lovprisning tilbyder skolens leder at fastansætte ham.
Men i samme scene antydes det, at vi har at gøre med en hemmelighedsfuld enegænger, der ikke bliver på nogen matrikler i lang tid ad gangen.
Fra sit vindue ser Baptiste med et sørgmodigt blik eleven Mathias (Mathias Brezot) stå og vente ved skolen. Da ingen forældre samler ham op, går Baptiste i aktion og kører drengen over til faren, der hellere vil hænge ud med sin unge kæreste i dyre biler og overlade ansvaret til lærervikaren.
Derefter bliver scooter-motoren sat i kurs mod Mathias’ mor, der arbejder som servitrice på en strandbar længere mod syd. Moren Sandra (Louise Bourgoin) er naturligvis en smuk kvinde, der også bærer på en svær fortid. Hun skylder penge til højre og venstre, og da hun får én på lampen af et par lånehajer, tager filmen en ny drejning lige i armene på Baptistes fortid og et kærlighedsforhold mellem de to voksne.
Baptiste viser sig at være fra en hovedrig familie, der lever et herregårdsliv med langbord og tennisbaner, krebsegilder og dyr hvidvin. Med sine hemmelige millioner kan han redde Sandra ud af gældskrisen (så er det jo også lettere at leve med, at han er så uendeligt trist).
Baptiste viser sig som et følsomt sind, der ikke levede op til sin nu afdøde fars høje forventninger. Men tvunget af Sandras økonomiske omstændigheder vender han nu hjem som den fortabte søn og til ikke helt omfavnende arme hos søskende og matriark (forrygende spillet af Dominique Sanda).
Her i dette økonomisk set paradisiske lykkeland er alle fortabte på den smukke franske måde, der virker for øjet, men som i dette tilfælde desværre hverken rammer hjerte eller hjerne.
Nicole Garcia kan dog trække point hjem i sin sikre personinstruktion. Bourgoin (Lykkelige omstændigheder) og Rochefort (søn af Jean Rochefort og Nicole Garcia selv) leverer gennem hele filmen sikkert underspil til den alt for ”store” historie og bliver bakket op af fotografen Pierre Milons suggestive billedsprog, både når det udfolder sig mørkt og brutalt eller finder roen i den helt langsomme pastelskønhed.
Men der er for meget arvesynd på spil i Sommersøndag og så meget smerte at mætte sig i, at det ender som et tomt postulat. Garcia har ikke evnet at vikle hovedpersonernes dilemmaer ordentligt ind i hinanden. De har alle ondt i livet, men som tilskuer er det ikke rigtigt til at mærke.
Kommentarer