Biografanmeldelse
26. okt. 2023 | 19:08

Songs of Earth

Foto | Speranza Films A/S

På en klippetop betragter 84-årige Jørgen hjemstavnen forneden og reflekterer over et levet liv i højderne.

Hypnotisk smuk hyldest til naturen og et ældre ægtepar er Norges Oscar-kandidat, der giver stof til eftertanke.

Af Kjartan Hansen

Rundt om kloden indstiller lande hvert år en film til verdens mest prestigefyldte filmpris. 

De går efter hæderen med særlige – ofte eksotiske – film, men som kvalitetsmæssigt kan måle sig med den lukrative amerikanske drømmefabrik. 

Ofte vælges et fiktionsværk. 

Det gælder ikke årets Oscar-bud fra Norge, der har indstillet noget så usædvanligt som en umiddelbart udramatisk naturdokumentar. 

Men måske er valget genialt. 

Med sin overvældende naturlige skønhed og underliggende fortælling om natur, familie og norsk lokalhistorie præsterer Songs of Earth noget, som Hollywoods fængslende filmmagi har svært ved at kunne matche. 

Halvanden time i de norske bjerge flyver afsted i selskab med det kloge, aldrende ægtepar Jørgen Mykle og Magnild Mykløen, som bliver filmet af deres datter og filmens instruktør, Margreth Olin. 

”Vores første kærlighed var naturen,” står der på en sort skærm, når filmen starter og slutter. Et kryptisk budskab, som mærkes hele vejen igennem. 

Storslåede indstillinger foreviget med et bevægeligt kamera og lyden af fodspor i frisk frost blander sig med vinden, sirlige strygere og nationalromantiske viser sunget af Magnhild. 

Dertil kommer dokumentaristens forhold til forældrene, der fra barnsben har givet hende naturen som sjælelig gave. 

Undervejs fortæller de om slægtens historie og tilknytning til Oldedalen, der er omringet af stejle bjerge til alle sider undtagen nord, hvor Oldevandet grænser op til landsbyen. 

Men Songs of Earth er ingen blåøjet forherligelse af den paradisiske natur. 

Margreths tipoldefar beretter i sin dagbog om et jordskred, hvor atten slægtninge døde. De overlevende stod uden tag over hovedet, og landbrugsjorden blev forvandlet til golde klipper. 

Når kameraet bevæger sig under havets overflade, hvor ruinerne fra gården endnu ligger, læses ofrenes navne op. 

De medvirkende ved godt, at katastrofen hverken er den første eller sidste af sin slags. Tænk blot på de voldsomme ødelæggelser efter stormene i Norge i sommer. 

Dokumentaren følger de fire årstider og afspejler menneskelige livsstadier. I sit livs forår gik Margreth ture med farmand Jørgen i bjergene og hørte hans fortællinger. 

Den gamle mand ses på knæ, hvor han slukker tørsten i en å af nysmeltet is fra bjergene. Over ham flyver en ravn, som leder efter et bytte, mens hjorte hviler sig i græsset og ser solen gå ned. 

Ved nattetid kan man stadig se nordlyset, selv om lyse nætter snart fortrænger det gådefulde vejrfænomen. 

Jo længere filmen skrider frem, jo mere sprudler den af liv i form af sommerens blomster, bier og fugle. Samtidig nærmer efteråret og vinteren sig. Man mærker tingenes forgængelighed og oplever visheden om, at forældrene heller ikke vil være der for evigt. 

Fordums symbiose med naturen er også forbigående. Igennem generationer er den blevet svækket, mens mennesker i stigende grad samles i byerne. 

Hvad det får af betydning for kendskabet til naturen, mens klimaforandringer lurer i en ikke så fjern fremtid, får vi kun antydningen af. 

Mens den endnu består, er den vilde natur immervæk rørende at betragte i stille sekvenser mellem beretninger fra egnen. 

Mens Danmarks flade landskaber er udmærkede til landbrug, består to tredjedele af Norge af bjerge. Derfor præges højderne, udsigten, fauna og flora mindre af menneskelig indblanding. 

Ligesom filmen er den smittende glæde i det ældre ægtepars øjne hypnotisk. Den finder hverken sin mage i storbyen – omend der er mere bekvemt at bo – eller i filmhistoriens ypperste skuespilpræstationer.

Trailer: Songs of Earth

Kommentarer

Titel:
Songs of Earth

Originaltitel:
Fedrelandet 

Land:
Norge 

År:
2023

Instruktør:
Margreth Olin 

Medvirkende:
Jørgen Mykle, Magnhild Mykløen 

Spilletid:
95 minutter

Premiere:
2. november

© Filmmagasinet Ekko