Sorg og glæde

Hvor ville jeg ikke gerne kaste mig i armene på Nils Malmros og lykønske ham med hans ny film, Sorg og glæde, for jeg beundrer ham og alt det, han har gjort for at forhøje niveauet i dansk film.

Jeg bøjer mig ærbødigt for flere mesterværker i hans arbejde – også dér, hvor jeg er mindre entusiastisk, for håndværket er altid i orden, og instruktøren ved både, hvad han vil og kan.

Når jeg i den aktuelle sammenhæng oplever forbehold, er det ikke helt nemt at forklare hvorfor. Alle præmisserne indfries, spillet er upåklageligt professionelt og naturligt, ingen falske toner får lov til at slippe igennem det lydfilter, som er et af Malmros’ prærogativer. Han vil gengive tingene, som de er og var.

I dette tilfælde handler det om et 29 år gammelt sår, som næppe nogensinde vil læge. Johannes (som instruktøren hedder i filmen) må opleve, at hans kone Signe dræber deres fælles barn, værre kan det næppe blive.

Hustruen har tidligere vist psykotiske (manisk-depressive) træk, netop graviditeten bringer hende tilsyneladende flot, men så indtræder katastrofen alligevel, selvom alle har villet forhindre den.

Det medfører den sædvanlige henkogning i paragraffer og jura, voldsom medicinering og overvågning og en ændring i forholdet mellem mand og hustru, men ikke et egentlig radikalt brud. Der skal heles og ikke rives itu, blandt andet fordi man må tro, at Johannes taler sandt, når han hævder, at han stadig elsker mordersken, ja måske endda mere end før det uafvendelige sammenbrud.

Det lykkes ham ikke at dæmpe hendes jalousi, og et eller andet sted har Signe jo ret: Han elsker sine film og sine kvindelige hovedpersoner mere end hende eller i det mindste den flirt med erotikken, som skal til for overhovedet at kunne skabe. Der ligger en æstetisk diskussion begravet her, som mange kunstnere vil nikke genkendende til.

Men som med så meget andet i filmen gennemspilles temaet med sordin, for meget sordin, og hermed nærmer vi os med forsigtige skridt, hvad det er, der er i vejen med den.

Jeg burde være den sidste til at sige det, men den fornuftige kærlighed, der binder de to mennesker sammen efter katastrofen, er for fornuftig til at bringe den indlagte dramatiske ladning frem til eksplosion.

Ingen tvivl om, at Johannes fra et menneskeligt synspunkt gør det rigtige og handler, som han skal, men det gør historien mindre interessant, end den kunne have været, hvis pænheden var blevet erstattet med den form for spænding, vi alle er til fals for og ofte falder for. Han fristes af Maja Dybboes smukke bryster, men går artigt ikke til biddet, han holder nallerne for sig selv, og hun lister af.

Hvis Malmros ikke var så god og kompetent, som han er, kunne man selv blive uartig og sige, at filmens første kvarter leder én hen på tanken om, at man er indlagt til gennemsyn af endnu et pædagogisk anskuelsestrip i fjernsynet.

Men spillet (med Jakob Cedergren som Johannes og Helle Fagralid som Signe) redder tingene, og de agerendes varme og sensualitet er til at tage og føle på, så filmen vider sig ud og tillader at antyde en slags poesi i det grønne. Glæden er der altså også.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor man generelt bliver så deprimeret og uforløst af at se Sorg og glæde.

Det er givet, at tragedien optræder med samme styrke i hytte og på slot. Til gengæld har den en tendens til at skrumpe, hvis den forvises til småborgerligheden.

Når Malmros insisterer på at vise tingene, som de er og var, må han tage indsnævringen med. Da Signe fornemmer, at Johannes gør nar ad hende, fordi det småborgerlige stikker sit hoved frem, dér hvor hun bor, trumfer han over ved at vise hende sit eget hjem, der ikke er en tøddel mere sofistikeret, når det kommer til stykket.

Det er bare en anden form for småborgerlighed i udstyret, han kan demonstrere, og han forsikrer da også den elskede om, at det hele ikke spiller nogen rolle, og at han ikke ligger under for æstetisk snobberi.

Det giver i længden en forpinthed, der også sætter sig i det seksuelle, hvor Johannes må gøre vold på sig selv for at blive inden for rammerne af det, man kan og må, en slags destruktiv selvkontrol i det godes tjeneste, som ikke giver ham det dræbte barn tilbage, men kun reflekset af en mulig kærlighed, der udspiller sig med hænderne over dynen og en stadig følelse af skyld.

Han er ikke blot tragediens offer, men også miljøets, hvor han må påtage sig den egentlige skyld, ”fordi han ikke passede godt nok på Signe”. En slags bytte bytte købmand / aldrig bytte om igen.

Der er næppe tvivl om, at filmen vil tiltrække et publikum og dets medbragte bedetæpper, for der er tale om alvor, rigtig ægte alvor fra Aarhus, og den har man respekt for.

Det kan måske forføre hin enkelte til at tro, at Sorg og glæde er en stor film, hvad den ikke er, lige meget hvordan man vender og drejer den. Meget ”personlig” i kraft af sit emne og dets hjerteknugende ustyrlighed, men skæbnesvangert begrænset og mondæn, fordi der kun er tale om en gestus og ikke et kompromisløst stormangreb på noget afgørende, der ikke kan forsvares, ikke engang af ophavsmanden selv.