Verden er lille. Det siger man, når man uventet render ind i en slægtning på charterferie, eller ser sin nabo i den modsatte ende af landet.
Men verden er selvfølgelig den samme. Det er sandsynligheden, der er lille. Sammentræf er hverdagens magi og altid godt filmbrændstof.
Men er det så ikke lige så interessant, hvilke møder der statistisk burde indtræffe, men som vi misser med en hårsbredde?
Søstrene Gusmãos usynlige liv er et Cannes-belønnet brasiliansk epos om to tvangsadskilte søstres mangeårige kamp for at genfinde hinanden. De tror, at de er adskilt af Atlanterhavet og senere mere eksistentielle skel, men bor begge i Rio de Janeiro, mens årtierne passerer revy.
Savnet flår i dem, og det gør livets faser også. Fraværet føles ikke som en mangel, men som en stædig ild, der brænder i skiftende farver, ofte i baggrunden.
Vi møder søstrene som store teenagere i 1950’ernes overklasse.
Guida er Gusmão-familiens vilde datter, der stikker af med en sømand og lægges på is af faren, da hun vender gravid og efterladt hjem. Eurídice er lillesøsteren, som tager familiebyrden på sig og stifter familie, selv om talentet er til at blive koncertpianist.
Verden tilhører mændene, men Guida og Eurídice udfordrer med stædig trods den præmis ved ikke at glemme løfterne, de har givet hinanden.
Der er noget gammeldags og samtidig herligt oprørsk over Karim Aïnouz’ film.
Det er et melodrama fra en sjælden skuffe, der er fuld af bryske patriarker, knægtede kvinder og tårevædede samtaler. Vel at mærke helt uden noget teflonlag af ironisk distance eller pastiche.
Søstrene Gusmãos usynlige liv hed oprindeligt Eurídice Gusmãos usynlige liv med en velvalgt duft af græsk antik. Eurydike var kvinden, hvis søn ofrede sig for byen, og som stod alene tilbage med smerten.
Ifølge et andet sagn var det også Eurydike, der ikke blev reddet op fra dødsriget af sin Orfeus. Den tragiske rolle er kvindens lod.
Samtidig er det en vilter film, fordi stilen er det. Farverne gløder i takt med kvinderne: smaragdgrøn, bordeauxrød, blå som himlen på retoucherede, gamle postkort.
Hélène Louvarts billeder hiver baggrundene frem, så familiehavens ranker samler sig klaustrofobisk om filmens personer. Atmosfæreladet er ikke ordet.
Det er febrilt, saftigt, tropisk.
Louvart har tidligere fotograferet for Claire Denis, Alice Rohrwacher og Agnès Varda, og hun må være håndplukket.
Søstrene Gusmãos usynlige liv er en sammenblanding af alle disse instruktørers tonelejer. Skiftevis passioneret, kropsfascineret og risikovillig på en måde, hvor ingen kameravinkel forbliver uprøvet.
Fortællingen er af en uforudsigeligt boblende, bristefærdig karakter, som havde en otte timers telenovela fået alle de stillestående sekvenser skåret ud.
Vi hader Eurídices mand inderligt, da han viser sit macho-jeg på bryllupsnatten, og vi forelsker os afgrundsdybt i enemoren Guidas beskytter, en tidligere prostitueret med guldhjerte. Vi mærker suset af verden og stanken i rendestenen, mens filmen vokser i perspektiv fra dynasti- til samfundskrønike.
Instruktøren Karim Aïnouz debuterede med Madame Satã i 2002, et flamboyant transvestit-portræt anno 1970’erne. Siden har han blandt andet lavet den fascinerende, collageagtige I Travel Because I Have to, I Come Back Because I Love You, der skildrer det at være fremmed rejsende.
Filmenes detaljemættede, uforskønnede miljøer mødes smukt med det flamboyante og periodebeskrivende i Aïnouz’ nye film, der fuldt fortjent vandt Un Certain Regard-prisen i Cannes.
I Søstrene Gusmãos usynlige liv er det ikke de store set-stykker eller skuespilpræstationerne, der gør varigt indtryk. Men derimod den usædvanlige kombination af fuld følelsespedal, stil over realisme, feministisk indignation og sydlandsk charme.
Kort sagt, en usædvanlig, men elskelig storfilm.
Kommentarer