Guds børn er ikke til salg.
Sådan lyder det klare budskab i Sound of Freedom, der er blevet sommerens overraskende blockbuster i USA med et billetsalg på omkring én milliard kroner.
Filmen betegner pædofile som den værste form for kriminelle og opfordrer til at slå hårdt ned på børnehandel, der kaldes vor tids slaveri med – hævdes det – to millioner børn som offer hvert år.
Sound of Freedom har kristne undertoner, men er i det store hele en usentimental fortælling baseret på den autentiske Homeland Security-agent Timothy Ballard. Han dannede en nonprofit-organisation imod børnehandel, Operation Underground Railroad, og engagerede sig personligt i at finde kidnappede børn.
Filmen tager udgangspunkt i børnene.
I begyndelsen høres lyden af en lille pige, der spiller trommer, mens hun nynner en lille melodi på sit værelse. Hun bor i en by i Honduras med sin far og lillebror, da en kvinde henvender sig for at invitere dem til en sangkonkurrence.
Mødet ændrer betydningen af pigens melodi for altid. Da en børneflok senere reddes, og de lettede børn synger og trommer, kalder Tim Ballards allierede Vampiro (Bill Camp) det for ”the sound of freedom”.
Men tilbage i Honduras har elleveårige Rocio (Cristal Aparicio) en drøm. Og med sine bedende, store brune øjne overbeviser hun faren (Jose Zuniga) om, at hun og lillebroren Miguel (Lucás Ávila) skal deltage i sangkonkurrencen.
Faren har tillid til den smukke og glamourøse Katy-Gisselle (Yessica Borroto Perryman) og følger sine børn til audition uvidende om, at de blot skal fotograferes som salgsvarer og smugles ud af landet samme aften.
Timothy Ballard gør det til sin mission at redde Rocio, da han først har fået Miguel ud af kidnappernes klør. Forbryderne fremstår som gemene skurke uden formildende omstændigheder. Det er børnene og deres skæbne, der er filmens hjerte, og man kan ikke undgå at blive berørt, når faren med fortvivlelse i stemmen taler om de tomme senge i hjemmet.
Det er ikke stor kunst, men i hænderne på den mexicanske instruktør Alejandro Gómez Monteverde, der vandt publikumsprisen på Toronto-festivalen i 2006 med Bella, med er historien solidt og sikkert fortalt.
Sound of Freedom fungerer som spændingsfilm, hvor den især leverer varen i scener fra en redningsaktion i den colombianske jungle. Desuden er det et drama med en løftet moralsk pegefinger. Timothy Ballard siger om sin mission, at ”hvis Gud fortæller dig, hvad du skal gøre, kan du ikke tøve”.
Det sidste er i Jim Caviezels ånd.
Skuespilleren, der er underspillet og troværdig i rollen som familiefaren og agenten med det store hjerte, er praktiserende katolik. Han er mest kendt for rollen som Jesus Kristus, der har taget menneskehedens synder på sig i Mel Gibsons The Passion of the Christ.
Gibson optræder i rulleteksterne for Sound of Freedom som executive producer. Under de samme rulletekster toner Jim Caviezel frem i en video på lærredet og beder inderligt publikum om at sprede budskabet. En QR-kode vises, og skuespilleren opfordrer publikum til at forudbestille billetter og betale for dem nu og her.
Caviezel opfordrer i sin prædikelignende tale publikum til at sørge for, at Sound of Freedom bliver vor tids Onkel Toms hytte. Det var som bekendt romanen, der havde så stor indflydelse på befolkningens syn på slaveriet, at den var med til at starte den amerikanske borgerkrig i det 19. århundrede.
Det er meget svulstigt og en svaghed, at man ikke lader historien tale for sig selv. Men den uortodokse appel til publikum har åbenbart virket.
Sound of Freedom – som 20th Century Fox og Disney skrottede og i stedet er blevet distribueret af det lille, uafhængige Angel Studios – har nemlig givet storkommercielle film som Indiana Jones and the Dial of Destiny kamp ved billetlugerne i USA.
Samtidig er det blevet årets mest kontroversielle film.
Konservative medier som Ben Shapiros The Daily Wire og den højreorienterede Glenn Becks The Blaze har promoveret den, mens dele af venstrefløjen forbigår den i tavshed. Filmen er også blevet filtret ind i konspirationsteorier, der i de seneste år har hærget og forpestet USA.
QAnon, en politisk bevægelse på højrefløjen, påstår, at der findes et netværk af sataniske pædofile, der konspirerede mod Donald Trump. Og Caviezel holdt en tale på en QAnon-konference i Las Vegas i 2021, hvor han brugte QAnon-sloganet ”The Storm Is Upon Us”.
Det er instruktøren ikke enig i. Alejandro Gómez Monteverde har beskrevet filmen som ”mit kald”, efter han havde set dokumentarprogrammer om børnehandel, der ifølge rulleteksterne i Sound of Freedom rammer to millioner børn hvert år. Og han lægger ikke skjul på, at det er smerteligt for ham, at filmen bliver brugt politisk.
Lukker man af for udenoms støj og nøjes med at vurdere selve filmen, er der da heller ikke grundlag for at se den som et politisk statement.
I stedet for absurde konspirationsteorier og politiske agendaer kan man kun håbe, at folk vil fokusere på den vigtige pointe: At børnehandel rent faktisk er et samfundsproblem, som vi alle bør være med til at bekæmpe.
Kommentarer