For mange børn af 1990’erne har Space Jam en helt særlig plads i hjertet.
Tidens største sportsikon, basketspilleren Michael Jordan, mødes i en delvist animeret film med børnenes elskede Snurre Snup og resten af Looney Tunes-holdet.
Filmen indtjente omkring 250 millioner dollars, og Warner Bros. ville angiveligt lave en sequel dengang, men Jordan takkede pænt nej. Gudskelov, for en dårlig opfølger ville føles som et forsøg på at spinde guld på originalen.
Men godt 25 år senere, er det (mis)lykkedes med en ny version i form af Space Jam 2: A New Legacy. Instruktør Malcolm D. Lee har fundet det tætteste, man kommer på Michael Jordan i dag: LeBron James, også kendt som King James.
Resultatet er en mærkelig hybrid mellem en decideret kopi af den forrige film og én lang reklamefilm for hele Warner Bros.’ store katalog af populære karakterer. Hvis man endelig skal lave en fortsættelse af Space Jam, skylder holdet bag at skabe et univers, der ikke virker som en uopfindsom salgstale for at abonnere på HBO Max, som snart bliver rullet ud i Danmark.
Det bedste at sige om filmen, er, at den forsøger med en fortælling om at være sig selv. Men den spinkle morale bliver smøret ud i løbet af ganske få minutter og understreges noget så tykt i resten af filmen, at man bliver kvalt i den.
Space Jam 2: A New Legacy følger mere eller mindre den gamle films historie. LeBron James, der spiller en semi-fiktionel udgave af sig selv, bliver suget ind i en tegneserieverden, hvor der skal spilles en kamp med alt er på spil.
I originalen var det Looney Tunes-figurerne, der bortførte Jordan ind i deres univers, fordi de var truet af rumvæsener. I den nye bliver LeBron trukket ind i Warner Bros.- verdenen med sin søn Dom af en ond algoritme ved navn Al-G-Rhythm, som har menneskekrop i form af Don Cheadle.
Al-G-Rhythm skaber nye idéer for Warner Bros. Han drømmer stort, og savner anerkendelse for sit arbejde som algoritme for selskabet. Derfor vil han gerne associeres med King James, men det lykkes ikke for den megalomane algoritme. Han får i stedet lokket LeBron og Dom ind i sin server-verden, hvor Al-G-Rhythms plan er at besejre basketstjernen og dermed blive en stjerne selv.
Sønnen Dom er en dygtig computerspilskaber, som arbejder på et basketspil. Men farmand vil have, at Dom skal spille basket og arbejde hårdt for at blive den bedste. Den manglende anerkendelse fører til, at Al-G-Rhythm kan udnytte splittelsen og indlemme sønnen på sit hold. Og så er der pludselig en kamp i gang.
Det er tydeligt, at de visuelle effekter er blevet bedre de seneste 25 år. Den nye version står skarpere, men bortset fra det, er det kun gået ned ad bakke.
Særligt forstyrrende er det, at historien drukner i product placement.
Superman, Batman, Rick og Morty, Matrix, Wonder Woman, selv drager fra Game of Thrones, Jernkæmpen og King Kong gør deres entre. Warner Bros. fører os endda helt tilbage til 1942 for at vise, at selskabet også står bag Casablanca!
Det er ganske enkelt uværdigt, at den sublime basketspiller LeBron James skal rende rundt og gøre opmærksom på, hvor mange fede film og figurer, der er kommet ud af Warner Bros.
Forsøget på meta-humor falder hårdt på halen. Hovedpersonen afviser kort inde filmen Al-G-Rhytms forslag om at blive en del af Warner Bros. med sætningen: ”Når sportsfolk spiller skuespil, så bliver det aldrig rigtig godt.”
Den slags ironisk distance som rykdækning fungerer kun, hvis man ikke for sig selv tænker, at han skulle have lyttet til sig selv.
Den vittige og charmerende 1996-udgave fortjener ganske enkelt bedre. Oasen i den lange reklame-ørkenvandring er gensynet med de elskværdige Looney Tunes, som man ville ønske fyldte mere.
Når man laver en opfølger, bør spørgsmålet altid være hvorfor. I dette tilfælde er der nogle, som er svar skyldige.
Kommentarer