I et rumskib i nærheden af Jupiter sidder Adam Sandler og lytter, mens en kæmpeedderkop fortæller ham, hvor dårlig en ægtemand han er.
Det lyder måske som endnu en jammerlig komedie fra Sandlers Happy Madison-selskab, men faktisk er det en af de seriøse film, som skuespilleren er ved at få smag for.
Hans dovne karisma viste sig at være guld værd i Paul Thomas Andersons fremragende kærlighedsfilm Punch-Drunk Love, og hans enerverende vrælestemme og sleske udtryk er perfekt til stresshelvedet i Safdie-brødrenes geniale Uncut Gems.
I Netflix-filmen Spaceman leverer han sin mest afdæmpede præstation til dato.
Filmen er baseret på den tjekkiske roman Spaceman of Bohemia. Den handler om kosmonauten Jakub (Adam Sandler), som er halvvejs på en etårig rummission, da det går op for ham, at hans ægteskab på jorden er i opløsning.
Det er svært at koncentrere sig om arbejdet, når der er bøvl på den fjerne hjemmefront, så Jakub går stilfærdigt i hundene på sit store tomme kontor.
Den svenske instruktør Johan Renck står bag hyldede afsnit af kæmpeserier som Breaking Bad og Chernobyl. Men mere relevant i denne sammenhæng har han instrueret de smukke musikvideoer til David Bowies sidste to singler: Lazarus og Blackstar.
Blackstar foregår i et mytologisk rumunivers, hvor en astronaut – måske Bowies berømte Major Tom – har mødt sit enlige endeligt.
I Spaceman udnytter Renck endnu engang sit talent for at visualisere kosmisk tomhed, og blandt andet ved hjælp af et mildt lyddesign gør han Jakubs ensomhed imponerende mærkbar.
Sandler gør intet for at udfylde tomrummet med sit spil, og ligesom Jakub hungrer man efter en anden person, han kan interagere med. Så meget, at det er velkomment, da det enorme og talende edderkoppevæsen Hanuš dukker op i rumskibet uden invitation.
Hanuš er ved første øjekast et uhyggeligt element, men hurtigt viser han sig som en behagelig figur med Paul Danos bløde, terapiagtige stemme.
Den bedårende, omnipotente edderkop elsker hasselnøddecreme. Og edderkoppen har evnen til at aktivere livlige minder i Jakubs hjerne. Minderne tvinger ham til at forstå, at han har ladet sine barndomstraumer ødelægge ægteskabet med Lenka.
Sjovt nok giver filmen på overfladen associationer til den fabelagtige Moon – instrueret af Bowies søn Duncan Jones – men Spaceman er noget mere spacey end Jones’ rå månefortælling.
Stemningen i de lange dialogscener mellem Jakub og Hanuš er nærmest bedøvende i deres demonstrative rolighed. Og filmen starter som et pirrende syretrip med komponisten Max Richters forsigtigt mystiske Moog-synthesizere i baggrunden.
Men lsd-frimærket viser sig at være en sovepille, for sammen med Sandlers lidt for underspillede præstation slår ambiancen hurtigt over i det decideret søvndyssende.
Samtalerne krydsklippes med vores planet, hvor altid glimrende Carey Mulligan spiller Lenka i scener, der effektivt, men kedeligt viser konsekvenserne af ægtemandens fravær.
Det hele bygger op til et smukt, episk klimaks, som ender med den forbavsende forudsigelige konklusion, at kærlighed er det vigtigste i kosmos.
En sød pointe, men efter så meget filosofisk fabulering er det et skuffende banalt sted at ende. Mest fordi så mange andre film har sagt det samme stærkere, og uden at man har skullet kæmpe med at holde sig vågen undervejs.
Så da rulleteksterne kører, og glamrockerne Sparks spiller deres og Max Richters summende sang, Don’t Go Away, sidder man tilbage med en ophøjet, storladen følelse af at være blevet snydt.
Kommentarer