Sparta

Sidste års Rimini handler om den fallerede schlagersanger Richie Bravo i titlens norditalienske badeby. Sparta handler om hans bror Ewald (Georg Friedrich), en skabspædofil, der starter et judoakademi for unge drenge i Rumænien.

I begge af østrigske Ulrich Seidls film besøger brødrene deres demente gamle far (Hans-Michael Rehberg), der synger nazistiske slagsange, så man forstår, at hans fascisme har skadet de to sønner.

Eller gør man? Det er svært at vide sig sikker med Seidl, der elsker at chokere publikum for at tvinge os til at overveje, hvad vi finder så chokerende.

Som scenerne i Paradis: Kærlighed, hvor midaldrende, hvide europæiske kvinder betaler unge kenyanske mænd for sex. Eller Richie Bravos nebengesjæft i Rimini som gigolo for sine ældre, kvindelige fans.

Det groteske afhænger af øjnene, der ser – mener Ulrich Seidl.

I Sparta siger ingen det højt, men det gøres klart, at Ewald er seksuelt tiltrukket af helt unge drenge. Hvordan skal vi ellers tolke det, når han ignorerer sin konventionelt sexede rumænske kæreste (Florentina Elena Pop), der poserer for ham i lingeri, mens han i smug studerer fotografier, han selv har taget af nøgne, tiårige drenge?

Ewald afslutter farcen med sin kæreste og indretter sig i en forladt skole ude på landet.

Filmens første halvdel udspiller sig om vinteren, og om sommeren ser vi en gruppe på fem-seks drenge mellem ti og seksten tilbringe det meste af deres tid på ”Sparta”, som Ewald kalder sin skole.

De er kun klædt i underbukser – og til tider en hjelm – mens de bryder med hinanden eller med Ewald. Han tager også brusebad med dem.

Drengene beholder underbukserne på, men Ewald er nøgen – og måske bare en anelse ophidset?

Kameraet zoomer aldrig ind på hans penis, som vi nidkært vogter for ethvert tegn på erektion. Vi ser aldrig Ewald udleve sine fantasier, men han aer drengene på håret, rører dem faderligt, lægger måske en forsigtig arm om deres skuldre.

Er dette værre, spørger filmen, end den behandling den blonde Octavian (Octavian Nicolae Cocis) modtager fra sin ubehøvlede stedfar, der tvinger ham til at drikke stærk alkohol og til at se på, mens drengens storebror slagter hans elskede kanin?

Da Ewald spørger Octavians mor om hans blå mærker, benægter hun på det stærkeste, at hendes søn bliver slået derhjemme.

Det er et godt spørgsmål, men nu bliver det mudret.

Kort før premieren på Sparta sidste år publicerede den tyske avis Der Spiegel en artikel, hvor forældre til nogle af børneskuespillerne fortæller, at de ikke anede, at Ewalds karakter er pædofil.

Artiklen nævner også, at børneskuespillerne blev presset til at fortsætte, selv når de var dårligt tilpas. For eksempel i scenen, hvor Octavian tvinges til at drikke alkohol, selv om filmholdet vidste, at barneskuespillerens far er en voldelig alkoholiker.

Forståeligt nok gendriver Ulrich Seidl beskyldningerne. Men kontroversen åbner for en debat om de etiske overvejelser, man bør gøre sig med ikke-professionelle skuespillere.

For at opnå den ønskede præstation er en instruktør nødt til at stikke til amatørerne for at få dem i den rette sindsstemning, og det gør det vanskeligt at adskille instruktion fra manipulation.

Og Seidl gør det ikke lettere ved at insistere på, at han instruerer spillefilm og dokumentarer på præcis samme måde: Alt er arrangeret for kameraet.

Helliger målet midlerne?

For få år siden ville både publikummer og kritikere måske have lykønsket Ulrich Seidl for hans villighed til at udfordre konventioner. Men i kølvandet på #MeToo og afsløringer af misbrug og umoralsk behandling i branchen, er det ikke lige så let at se bort fra beskyldningerne.

Moralsk tvetydighed er Ulrich Seidls spidskompetence. I sit modsvar klandrer Seidl journalisterne for ikke at have set filmen.

Det har jeg, og jeg har ingen lette svar.