”Du danser som en drage i en orkan,” siger vor kære landsmand Jesper Christensen til James Bond lige før, han himler i den nyeste ramasjang, Spectre.
Men bare rolig.
Aldrig har man set en James Bond-film med så mange skurke i alle afskygninger, gradbøjninger og figurer. Alle er seje, har sort bælte i kampsport og som katten ni liv.
Men Jesper Christensen har også en datter, franske Léa Seydoux, hende har vi set før i galliske omgivelser i Adèles liv – kapitel 1 & 2 og Midnight in Paris. I hele sin fremtoning er hun her en hverdagsagtig rund og erotisk buttet heltinde. Behageligt ganske anderledes end de vanligt strømlinede Bond babes med hvepsetalje, vrikkende pariser-røv og stram barm i festhøjde.
Men Bond alias Daniel Craig synes også at mene noget med affæren med hende. Til sidst synes agenten med licens til at dræbe at lægge sine hænder i Hymens lænker og få en anden licens i kirken.
Det er selvfølgelig et spørgsmål, om den standhaftige Bond-fan kan goutere denne (små)borgerliggørelse og blødgørelse af vor menneskehelt, som satte ind fra første film med Daniel Craig i Casino Royale. Og det bliver yderligere forstærket af, at hans familierelationer i både Skyfall og denne film har tråde ind i skurkegalleriet.
Men ret skal være ret.
Spectre sparer ikke på hverken spektakulære eventyr, action, slagsmål eller skuddueller. Instruktøren Sam Mendes har i sin film nummer to om den hemmelige agent stadig respekt for James Bonds mytiske univers. I gearet fart og tempo i en film på to en halv time er forcen hans trofaste forståelse for genrens grundlæggende fascination – en cocktail på sex, slagsmål og spænding.
Omkring forbryderorganisationen Spectre, forfatteren Ian Flemings eget sammenrend af pensionister fra KGB, korsikansk mafia, forhenværende nazister og amerikanske gangstere med bagmanden Ernst Stavro Blofeld, der har hvid kat og piratfisk i vand.
I Spectre giver denne organisation, hvor der tales på tysk og italiensk af fine mappemennesker ved lange borde i gamle palæer, at give allegorisk ekko af engelsk paranoia over for EU, der truer britisk selvforståelse og uafhængighed. En ængstelse, som får accent af, at filmens Storbritannien selv vil afskaffe alle agenter og gå over til droner og andet isenkram.
Plottet fortsætter faktisk, hvor vi forlod Bond i Skyfall. Judy Dench blev afløst af Ralph Fiennes som M, og Naomie Harris blev til Moneypenny i forkontoret. De er begge her yderst aktive sammen med teknonørden Q, som også kommer med på mission.
Filmen viderefører dette univers’ snobbede, altmodische charme, hvor mænd klæder om til hvid smoking, og kvinder arriverer i lang silke. Vi får sågar et godt iscenesat togslagsmål som hilsen til 007 jages, hvor Sean Connery slås med Robert Shaw i Istanbul-ekspressen.
Spectre er frem for alt fejende flamboyant. Den er en fryd for øjet i brugen af bygninger, pladser, stræder og boulevarder – fra det gule og støvede Mexico City til det gråmelerede London med sin klassicistiske arkitektur og videre til det mørklagte Rom med en flere minutters lang biljagt igennem den evige stads trange gader.
Og så byder filmen naturligvis på de pittoreske aflivningsmetoder, pludselig død fra lyddæmpet håndvåben samt vor helts obligatoriske tur i torturkammeret. Østrigeren Christoph Waltz, som har givet nyt liv til den teutoniske skurk på det hvide lærred, spiller Franz Oberhauser med samme sleske elan og langsomme dræbersmil som i Tarantinos Inglourious Basterds.
Daniel Craig har beholdt sit kommunefarvede hår i sin fortolkning af den ellers så dunkle og sinistre agent 007. Men han er elegant som en elefant, hans sarkasme er for svag, og han minder mere om en engelsk angrebsspiller end en aristokratisk gentleman. Craig er nok den bedste skuespiller som Bond, han bliver bare aldrig den bedste Bond.
Spectre er ej heller den bedste Bond-film, men den er effektfuldt underholdende og flot som et langt festfyrværkeri.
Kommentarer