Spider-Man: No Way Home

”Jeg er den mest berømte person i hele verden, og jeg er stadig flad,” siger Peter Parker (Tom Holland) ironisk.

Efter at hans hemmelige identitet som Spider-Man blev afsløret i forrige film, Spider-Man: Far from Home, får teenageren og hans familie og venner nu unødvendigt meget opmærksomhed.

Mange mener decideret, at han er en skurk, der kun skaber kaos, død og ødelæggelse.

Internetjournalisten J. Jonah Jameson (J.K. Simmons) er hans hårdeste kritiker og forsømmer ikke den mindste lejlighed til at spinne en historie, så edderkoppedrengen fremstår som den onde.

Derfor beslutter Peter sig for at opsøge troldmanden og med-Avenger Stephen Strange (Benedict Cumberbatch). Håbet er, at han har en trylleformular, så folk glemmer, at Peter Parker er Spider-Man.

Noget går dog galt.

I stedet for at folk glemmer, kommer der flere personer til vores verden, som ved, hvem der gemmer sig under Spider-Man-masken.

Multiverser er nu en del af Marvels filmiske univers, som vi i år har set det i flere af Marvels serier på Disney+. Derfor kan figurerer fra Spider-Man-film i dette årtusinde medvirke i Spider-Man: No Way Home.

Det er nu op til Peter Parker at indfange de forskellige skurke, så der kan komme orden i universet igen. Det lugter af fan service, men der er faktisk en pointe i, at Peter skal konfronteres med alle disse personer.

Trods nu tre solo-film og en håndfuld gæsteoptrædener i andre Marvel-film er vi endnu i starten af Tom Hollands inkarnation af Spider-Man. Han er stadig en syttenårig knægt, der dybest set bare vil hænge ud med sin kæreste MJ (Zendaya) og bedste ven Ned (Jacob Batalon).

Men som ordsproget lyder: Med store evner følger et stort ansvar.

Så selv om han rimelig nemt formår at nedkæmpe den første skurk, der kommer efter ham – Doctor Octopus fra Spider-Man 2 – er det ikke ensbetydende med, at han har fuld kontrol over situationen.

En ting er at tæve en gut i en slåskamp. Noget andet er at skulle bekæmpe en håndfuld af de stærkeste bad guys fra tidligere Spider-Man-film. Vel at mærke samtidig med at skulle bevare sin menneskelighed og ikke give efter for de umiddelbare følelser, han får, hvis tingene går skævt.

Det er et interessant dilemma, som manuskriptforfatterne Chris McKenna og Erik Sommers arbejder med, og det klæder filmen at huske, at hovedpersonen er en gut i starten af livet.

Følelserne hænger uden på tøjet, og fejl vil blive begået. Spørgsmålet er, hvordan man lærer af fejlene og håndterer den modgang, som livet byder på.

Dermed ikke sagt, at instruktør Jon Watts har lavet et dybt eksistentialistisk drama. Det er stadig rendyrket underholdning, og især anden halvdel af Spider-Man: No Way Home leverer al den action, man kunne tænke sig – og lidt til.

Historien er rimelig forudsigelig, og har man skævet til et par af rygterne på nettet angående, hvem der er med i filmen, ryger de fleste af overraskelsesmomenterne.

Men gudskelov er det actionen blandet med de rørende øjeblikke, som er kernen i oplevelsen.

Tom Holland er stadig en fremragende Peter Parker/Spider-Man. Han klarer elegant både de fysiske og følelsesmæssige strabadser til UG.

Men man mærker, at det begynder at knibe med kreativiteten hos beslutningstagerne.

Til gengæld er udførelsen visuelt det bedste, der er set i en Spider-Man-film. Selv den ofte kritiserede de-aging-teknologi fungerer perfekt, så Alfred Molina rent faktisk ser ud som dengang, han spillede Doctor Octopus i 2004.

I det hele taget har skurkene og de andre hemmelige personer aldrig set skarpere ud. I den forstand er det en værdig måde at hylde fortiden og gøre klar til næste kapitel i fortællingen om Tom Hollands Peter Parker, den venlige edderkoppemand.