Ikke siden Sam Raimis mesterlige Spider-Man 2 fra 2004 har der været en god film om edderkoppen. På trods af forskellige skuespilleres ambitiøse fortolkning af Peter Parker og tre forskellige instruktørers indædte forsøg på fornyelse har filmene været forbløffende ens og sjælløse.
Indtil nu.
Alle kan blive Spider-Man uanset køn, alder eller hudfarve. Det er budskabet i Spider-Man: Into the Spider-Verse, hvor Peter Parker ikke længere har en altdominerende rolle. Han må nøjes med at være med på sidelinjen som midaldrende mentor til hovedrollen, en af de nyere figurerer i Marvel’s univers, den purunge afroamerikanske knægt fra Brooklyn – Miles Morales – og det er en tiltrængt forandring.
Historien om edderkoppen startede oprindelig som en tegneserie, og den nye films særprægede tegneserieagtige look er fascinerende og ulig noget, jeg før har set lavet på computer. Det krævede 140 animatorer at lave filmen, og man fatter hvorfor. Hvert et billede er i sig selv et kunstværk.
Publikum bliver revet med ind i et vanvittigt tegneserieunivers, hvor alt kan lade sig gøre. Figurernes inderste tanker dukker op sort på hvidt i tænkebobler, og højlydte eksplosioner markeres på skrift i skriggule blokbogstaver som flimrende ”BOOOM”.
Ligesom Peter Parker bliver Miles Morales bidt af en radioaktiv edderkop. Det giver ham superkræfter, som han gradvis skal lære at bruge. Men selv om der er en slående lighed mellem de to unge mænd, er Miles ingen Peter Parker. Han er fuldkommen sin egen.
Præcis det samme kan siges om Spider-Man: Into the Spider-Verse, der adskiller sig markant fra sine mindre vellykkede forgængere.
Miles får superkræfter og opdager snart, at han ikke er den eneste Spider-Man. Der findes et utal af parallelle universer med hver deres unikke version af edderkoppen.
Miles føler sig ikke klar til at påtage sig rollen som moralens vogter eller berømt superhelt. Men da den morderiske gangster Wilson Fisk, som fans kender som en af tegneseriernes mest makabre skurke, forsøger at få de parallelle universer til at kollidere for at dræbe så mange Spider-mænd og kvinder som muligt, må alle de forskellige versioner af edderkoppen stå sammen for at redde menneskeheden fra total undergang.
Vi bliver præsenteret for sprudlende popart – sekvenser, der kunne være grafiske udsnit af Roy Lichtensteins værker – vild og farverig japansk-inspireret manga, Looney Tunes-lignende karikaturer og det klassisk vestlige tegneserieudseende, som vi kender helt tilbage fra 1960’erne.
Vi møder Spider-Man noir, en dyster figur, der kommer fra 1930’ernes depressionsramte USA.
Gwen Stacy er bedst kendt fra de tidlige tegneserier som Peters forsvarsløse kæreste, der bliver brutalt myrdet af en af heltens mange fjender. Her optræder hun som Spider-Gwen, en moderne, elegant og over-cool ung kvinde, der som en anden balletdanserinde altid lander på tåspidserne – selv efter et tripple-backflip!
Peter Parker bliver aldrig ældre i tegnserierne, selv om hans mest trofaste fans, der har fulgt ham loyalt helt tilbage til starten af 1960’erne, kradser af omkring ham. Han havde for længst manifesteret sig som den evige Spider-Man, eller måske endnu mere sigende: den eneste Spider-Man.
Men her kommer Spider-Man: Into the Spider-Verse og sejrer, fordi den med humor og kærlighed til tegneserierne tør give fanen videre til en anden og vise sit publikum, at der ikke findes én, men mange måder at tolke og være Spider-Man på. Enhver med integritet, mod og indre styrke kan gemme sig bag masken.
Kommentarer