Spionen fra U.N.C.L.E.

Med jævne mellemrum dukker der absurde propagandabilleder op af Vladimir Putin. Det er lige dele komisk og skræmmende, når præsidenten i en ubåd eller et træningscenter forsøger at overbevise Vesten om, at Rusland igen har militære muskler, der skal tages alvorligt.

Den kolde krig er ikke så fjern, som den har været.

Derfor virker det heller ikke helt bedaget, når Guy Ritchies nye spionfilm handler om CIA, KGB og atombomber.

Ritchie slog igennem med de tarantinoske voldskomedier Rub, stub og to rygende geværer og Snatch. Og så har han instrueret to Sherlock Holmes-film med Robert Downey Jr. i hovedrollen.

Ritchie er en mester til at koreografere action, og også denne gang leverer han yderst potente kampscener. Desværre synes han ikke at vide, hvad der skal ske mellem bragene.

Spionen fra U.N.C.L.E. foregår i 1960’erne, altså på samme tid, som forlægget kørte over amerikanske tv-skærme. Serien The Man from U.N.C.L.E. blev et stort hit, og James Bonds far havde endda en finger med i spillet under skabelsen.

Det skulle være Ian Fleming, der kom op med spiongenrens mest svulstige navn til en agent: Napoleon Solo!

I den nye udgave spilles Solo af Henri Cavill, der er kendt som Superman i Man of Steel. Hans ansigt er hugget i granit, og håret er evigt velfriseret – selv efter den intense biljagt omkring Berlinmuren i starten af filmen.

Den djærve Napoleon opsøger den smukke mekaniker Gaby (Alicia Vikander) i Østberlin. Hun er datter af manden, der ligger inde med formlen til atombomben. Han er imidlertid blevet kidnappet af et megalomant, italiensk ægtepar. Gaby skal hjælpe CIA med at finde ham.

Men KGB er også interesseret i atom-geniet. Så russiske Illya (Armie Hammer) dukker også op hos den kvindelige mekaniker. Og så starter biljagten! Kommunisten kører selvfølgelig i en Trabant.

CIA og KGB er dog begge klar over, at de hurtigt må gøre noget, hvis de gale italienere finder ud af at berige uran på den rigtige måde. For en stund må USA og Sovjetunionen glemme alt om ideologi, og Napoleon og Illya bliver partnere i en konstellation, der døbes ”U.N.C.L.E.” – United Network Command for Law and Enforcement. Gaby er med for at finde sin far.

Herfra flytter handlingen til Roms solbeskinnede aristokratmiljø, hvor de tre umage venner må forsøge at charmere sig til oplysninger.

Illya og Gaby arbejder undercover som et forlovet par. Og der går ikke lang tid, før de også kommer meget tæt på hinanden uden for rollespillet.

Alle replikker mellem Napoleon Solo og kvinder er drille-flirtende, men langt fra lige så cool, som de er tænkt. Da han får Gaby over på den anden side af jerntæppet, kokkererer han en portion trøffelrisotto til hende.

”Det lugter af fødder,” mener hun.

”Men meget dyre fødder,” replicerer han kækt.

Hans dække i Rom er at være antikvitetshandler. Han tilbyder en kvinde at hjælpe med at fuldføre en samling af gamle klenodier. ”Udfyld mine huller,” er hendes svar.

Svenske Alicia Vikander fra En kongelig affære er forførende i 60’er-klæder. Hun minder om Jefferson Airplane-forsangeren Grace Slick. Armie Hammer slipper mindre heldigt for sin præstation som Illya. Den tykke russiske accent får portrættet af den kommunistiske træmand til at virke overspillet.

Det er et gennemgående problem i filmen. Trinene mellem drama og komik er ikke afstemt ordentligt. Så det bliver ikke rigtig sjovt og kun momentvist spændende.

Actionscenerne er det mest interessante i Spionen fra U.N.C.L.E. Ritchie gør brug af frenetisk klipning og splitscreen i de intense sekvenser, hvor liv er på spil. Men resten af filmen er en komisk pastiche på spiongenren og i særdeleshed 007-universet.

Det giver nogle besynderlige optrin. Som når tortur og et menneske, der brænder ihjel, forsøges anvendt som komisk forløsning.

De lumre replikker og den komiske tone mellem de medrivende kampscener får store dele af Spionen fra U.N.C.L.E. til at virke som pligtskyldigt forspil, der hurtigt skal overstås, så vi kan komme til næste action-orgie.