The Spirit of ’45

Tro det eller ej, men i perioden 1945-51 havde England en regeringsleder, der uden tøven kaldte sin Labour-regering ”socialistisk”.

Han hed Clement Attlee, var grå og saglig og blev valgt i stedet for folkefavoritten, den karismatiske, konservative Winston Churchill, som af mange allerede (fejlagtigt, skulle det vise sig) blev betragtet som fortidens mand.

I en uforglemmelig arkivoptagelse ser man, hvordan kolossen Churchill bliver buet ud – ”We want Attlee” – og ikke aner, hvad han skal stille op.

Ken Loach har forladt fiktionen for con amore at lave en tydeligt dybtfølt dokumentarfilm om en unik periode i nyere engelsk historie. Et visionært Labour-parti opbygger i de fem første efterkrigsår en moderne velfærdsstat ved at nationalisere nogle af landets kernefunktioner: Sundhedsvæsenet, jernbanerne, minedriften plus stålindustrien og gas- og elektricitetsværkerne. Skatterne steg, og arbejdsløsheden faldt drastisk.

Når titlen taler om ”ånden fra ’45”, menes der den basis-solidaritet, der er grundlaget for socialisme.

De fleste Loach-film handler om de socialt udsattes kamp for overlevelse og menneskeværd. Disse ”tabere” har også ånden, men sjældent midlerne.

Filmen går grundigt til værks i beskrivelsen af, hvordan det lykkes midlertidigt at omskabe England. Kampen mod Nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig havde skabt en enorm fællesskabsfølelse og tro på, at sammenhold kunne flytte bjerge. Og de indkaldte styrker blev også bedre uddannet end før.

Men frem for alt var man ved krigsafslutningen nået til et punkt, hvor det simpelthen blev utåleligt at leve med mellemkrigstidens enorme arbejdsløshed og afgrundsdybe forskelle mellem rig og fattig. Hvor alt, som det hedder i filmen, ”blev bestemt af de rige til gavn for de rige”.

Filmen er en hyldest til datidens modige Labour-politikere, men det er ikke personerne højt på strå, der får ordet, når overlevende fra perioden udtaler sig. Loach koncentrerer sig om personer, der blev direkte positivt berørt af de politiske landvindinger – som sygeplejersker, minearbejdere og andre lavindkomstgrupper, der kan huske det enorme løft i deres liv, da staten trådte til med en hjælpende hånd og blandt andet skaffede menneskeværdige boliger.

Det er i disse udsagn, at filmen bliver mest Ken Loach’sk, for forskellen mellem de mange autentisk virkende portrætter i instruktørens spillefilm og disse bevægende, ligefremme og jævne udsagn er ikke særlig stor.

Man står stadig nede i den konkrete dagligdag med dens påtrængende materielle problemer. Hver enkelt af de overlevende fra perioden, der fortæller om denne storhedstid, kunne mageligt være hoved- eller bipersoner i en af Ken Loachs spillefilm – de har samme udemonstrative stolthed og jordbundne værdighed.

Det er folk, der fra en tilværelse på bunden af samfundet pludselig oplever, at de kan gøre en forskel i deres liv, for eksempel ved at arbejde på et kommunalt boligprojekt og derefter få deres første ordentlige lejlighed. Eller lægen, der nages af at have patienter, som ikke har råd til at betale for medicin og behandling.

En af dem besøgte han netop den dag, The National Health Service blev indført, og så kunne han meddele hende: ”Today, July the 5th, it’ll cost you nothing.” Som han siger i filmen: ”Det øjeblik har jeg aldrig glemt.”

Loach anvender virtuost arkivmateriale og dokumentaroptagelser fra tiden, så vi konstant har fattigdommens lugt i næseborene, flettet sammen med disse dybt troværdige vidneudsagn. Og Loach kan selvfølgelig ikke nære sig for at springe frem i tiden for at vise, hvordan de fleste velfærdsgoder blev forringet af den privatiserende Margaret Thatcher.

Som helhed fremtræder filmen som en velgørende påmindelse om, at socialisme og demokrati kan forenes. Hvis man vel at mærke har politisk mod, basal anstændighed og ægte solidaritetsfølelse til det.