Spirit – En fri sjæl

Hvordan balancerer man mellem kunstneriske ambitioner og åbenlys malkning af en populær franchise?

Animationsfilmen Spirit – Hingsten fra Cimarron fra 2002 blev en beskeden succes for DreamWorks uden at være i nærheden af de kæmpe summer, som Shrek hev inden året forinden.

I 2017 kom der så en animationsserie på Netlfix, der nytænkte historien om den vilde hest, som ikke vil lade sig tæmme for enhver.

Over otte sæsoner kunne man følge med i pigen Lucky og hendes venner Pru og Abigails eventyr i Det Vilde Vesten. Første afsnit hedder Lucky og den utrolige Spirit, og det er i bund og grund det, der nu i spillefilmformat bliver genfortalt.

Som i serien er fokus ikke så meget på hingsten som på pigen Lucky Prescott (Natascha Jessen).

Som spæd har hun mistet sin mor i en rodeoulykke. Knust af sorg sender faren (Nikolaj Kopernikus) Lucky tilbage til sin rige familie østpå. Han mener ikke, at den tolvårige piges vilde energi og evne til at skabe kaos går i spænd med det pæne borgerskab i storbyen.

Western-byen Miradero matcher bedre hendes temperament. På vejen dertil ser hun en flok vilde heste løbe ved siden af toget, og især en gylden hingst med den sorteste manke fanger hendes opmærksomhed.

Deres veje krydses igen, da hesten bliver indfanget af nogle skumle cowboys, som vil sælge den for at slippe ud af USA. Lucky føler et slægtskab med det vilde dyr og døber den meget passende Spirit, fordi den er en fri sjæl.

Det er en enkel og letfordøjelig historie, som manuskriptforfatter Aury Wallington, der også står bag serien, har strikket sammen.

Lucky har et anstrengt forhold til sin far og leder efter svar på, hvilken slags person hendes mor var. Læg dertil de to nye venskaber og de forbryderiske cowboys, hvis plan hun og veninderne skal forpurre, og formlen for en ukontroversiel omgang underholdning er klar.

Hvor den oprindelige film drager en parallel mellem Spirit og indfødte amerikanere, der bliver underkuet af den hvide mand, kigger man nu forgæves efter de indfødte såvel som asiaterne, som ellers var en stor del af jernbanebyggeriet på tværs af USA.

Det er, som om man har udvalgt de tre største etniciteter, fordelt dem på de tre piger og tænkt: ”Så er den multikulturelle-kvote klaret!”

Ærgerligt, for filmen arbejder med seriøse emner som sorg og følelsen af ikke at passe ind.

Dreamworks kunne med fordel have skævet til konkurrenterne fra Pixar eller såmænd bare deres egne Sådan træner du din drage-filmene. Hjertekulen bliver ikke for alvor udfordret, selv om der er anløb til det et par gange, når Lucky sænker skuldrene og kigger på billeder eller andre af morens gamle ting.

Det gør lidt ondt at få at vide, man ligner nogen, som man aldrig har kendt.

Animationen har også fået et betragteligt nøk op i forhold til serieforlægget. Der er fine teksturer og detaljer i de forskellige beklædningsstykker, uden at der er fare for at forveksle Spirit – en fri sjæl med en film fra den øverste animationshylde.

Det er en solid og flot tv-film, hvor det er tydeligt, at man håber, at såvel fans af den originale film og serien vil velfarte til biografen. Enten for et nostalgisk fix eller nysgerrighed for, hvilke nye eventyr den vilde hest og seje pige skal ud på.

Det er vitterligt underholdende og svært ikke at klukgrine af den charmerende lurendrejer Snips. Han er Abigails lillebror og forsøger sig konstant med småforretninger for at tjene en mønt sammen med sit egenrådige æsel Gulerod.

Stemmeskuespillet bidrager til den fornøjelige oplevelse, hvor især Lars Mikkelsen som den klassiske western-skurke-cowboy Hendricks udmærker sig med diabolsk overbevisning.

Men det er grundlæggende med en lidt underlig smag i munden at se en film i biografen, som i bund og grund bare er en genindspilning af første afsnit i en tv-serie fra 2017.