Split

Det er en rædselsvækkende og dragende tanke, at et menneske kan rumme det onde i sig som en særskilt identitet. Derfor kastes personlighedsspaltning ofte i gryden, hvis man vil servere en omgang pirrende uhygge.

I Robert Louis Stevensons roman Dr. Jekyll og Mr. Hyde og i Alfred Hitchcocks Psycho leveres lidelsen som et kunstnerisk kneb, der skaber komplekse skurke og sublime overraskelser.

Det kræver snilde at inkorporere personlighedsspaltning elegant. Den snilde besidder M. Night Shyamalan ikke.

Instruktøren bag Den sjette sans, Signs og The Last Airbender er nu tilbage med Split, en horror-thrilleren om en plaget mand, der bærer på 24 personligheder.

Det er mange identiteter – og det er dramaturgisk set også for mange identiteter.

James McAvoy kæmper en brav, men forgæves kamp som Kevin, der også er Dennis, Patricia, Hedwig, Barry etc. Den skotske skuespiller omfavner den umulige præmis og bringer enorme mængder energi ind i de karikerede personligheder, Shyamalan som manusforfatter har kreeret.

Split starter med en teenagefødselsdag. Da outsideren Casey (Anya Taylor-Joy fra The Witch) aldrig bliver hentet, får hun lov at køre med de populære piger hjem.

Men de når aldrig hjem.

En psykopat med besvimelsesgas på dåse overtager bilen, og da teenagepigerne vågner igen, befinder de sig i en gullig kælder. Psykopaten er Kevin (plus alle de andre), og hans lidelse forvirrer gidslerne.

En af personerne i psykopaten er et tiårigt barn. Casey plejer venskabelig omgang med ham, i håb om at den lille purk i den onde mand vil røbe en vej ud.

Casey har en værre ungdom end de fleste. I sit nye fængsel har hun flashbacks om en død far og en pædofil onkel, og selv om der altså er smurt tykt på med forfærdelighederne, så sidder man oprigtigt og hepper på den velspillende Anya Taylor-Joy, når hun giver sig i kast med desperate flugtforsøg.

M. Night Shyamalan forsøger sig af og til med humor for at lette stemningen i kidnapningshistorien. På et tidspunkt optræder han endda selv som en pedel, der elsker bryster.

Men instruktøren arbejder klodset med det gakkede, og Split er ikke rigtig sjov, men snarere ufrivilligt komisk.

I afsnittet City Sushi fra femtende sæson af South Park parodierer serieskaberne Matt Stone og Trey Parker de mange gyserfilm, som gør brug af personlighedsspaltning, når en kaukasisk mand af og til kniber øjnene sammen og bliver til en morderisk kineser.

Pludselige skift mellem flere identiteter kan nemlig fremstå ganske grinagtige, hvis man glemmer antydningens kunst.

Det begreb har Shyamalan aldrig arbejdet med, og Split er mere fjollet end uhyggelig. Når McAvoy går fra flamboyant modedesigner over striks kvinde til læspende knægt, ligner han mere figurer fra en sketch end en farlig mesterskurk.

En af identiteterne har OCD, rengøringsvanvid og en ubændig lyst til at se unge piger danse rundt uden tøj på. Så da de smukke teenagepiger får lidt snavs på bluser og bukser, er det af med tøjet.

Der gemmer sig også en blodtørstig satan i Kevin. Bæstet er den 24. personlighed, og således bliver filmen okkult. Indtil dette punkt har Shyamalan gennem en bedstemor-agtig psykolog ellers plæderet for det sandsynlige ved Kevins sygdom.

Split bevæger sig således usvigeligt sikkert mod de laveste egne af stjerneskalaen. Indtil allersidst.

Med Den sjette sans etablerede M. Night Shyamalan sig som en ferm plot twist-håndværker, og når han står bag en film, venter man i spænding på den store overraskelse.

Og det er netop slutningen, som løfter Split.

Mens store dele af filmen fremstår som et miskmask af overgreb, fjollerier og overnaturlig horror, så er slutningen anderledes snedig og fuld af overskud.

Med et overordentligt velkendt ansigt og en intertekstuel reference skaber Shyamalan et sidste minut, der med længder overgår de første 115 minutter. Det er i sandhed en splittet film.