I en tid, hvor Hollywood-film skal være store og spektakulære, er der snart noget anakronistisk over en film, der lavmælt fortæller en kompliceret, psykologisk og politisk historie på bare to timer.
Samtidig er Spotlight meget tidstypisk i sin ærbødighed over for en svunden tid i amerikansk film. Den hylder 1970’ernes Hollywood – tør og nøgtern i sin visuelle stil, men båret af politisk bevidsthed og indignation.
Filmen er baseret på virkelige begivenheder, som er blevet afdækket i en række Pulitzerpris-belønnede artikler i The Boston Globe. I 2001 kommer avisen på sporet af en sammensværgelse i byens katolske kirkemiljø.
Tilsyneladende har katolske præster i flere årtier med kirkens vidende misbrugt børn uden konsekvenser. De er blot i særligt grelle tilfælde blevet flyttet til et andet distrikt. Ofte flere gange.
The Boston Globes Spotlight-redaktion er et lille team af dybdeborende journalister, som får til opgave at grave i sagen, der snart viser sig at omfatte næsten 100 katolske præster i Boston alene, og som trækker tråde helt op til kirkens top.
Avisens nye direktør, Marty Baron (Liev Schreiber), beslutter sig for et åbent opgør med kirkens ledelse. Et risikabelt, politisk spil. Og på Spotlight-redaktionen går redaktøren Walter Robinson (Michael Keaton) og hans reportere (Mark Ruffalo, Rachel McAdams og Brian d’Arcy James) i gang med at grave.
Spotlight er en film om journalister. En åben hyldest til den fjerde statsmagt. Og den gennemsyres af referencer til den ultimative Hollywood-journalistfilm, Alle præsidentens mænd (1976).
Journalisten Ben Bradlee Jr. (John Slattery) er søn af The Washington Post-redaktøren Benjamin Bradlee fra Alle præsidentens mænd. Og Spotlight er skabt ud fra samme dna som Alan J. Pakulas klassiker: en politisk thriller om journalister i clinch med en skyggefuld magt, som gør alt for at holde sandheden skjult.
Det er en film om mænd i skjorteærmer – og en enkelt kvinde – som arbejder døgnet rundt for at finde kilder, dokumenter og vidner, imens der højere oppe i systemet smedes rænker og udsendes mere eller mindre skjulte trusler. Journalistik på den sexede måde.
Hvor Alle præsidentens mænd var smedet af 1970’ernes diffuse politiske paranoia, tematiserer Spotlight en mere specifik frygt for, at betroede religiøse magtfigurer misbruger vores børn.
Den moralske skillelinje i Spotlight er klar. Her er ingen gråzoner. Kyniske kirkeledere beskytter onde og svage præster. Griske advokater tjener penge på at lægge sagerne døde. De misbrugte børn, som er blevet til sårede voksne, har kun journalisterne til at hjælpe sig.
Tom McCarthy har lavet en bemærkelsesværdigt kølig film. Sensationshungrende er den langt fra, selv om det er en historie, der taler direkte til følelserne. Filmens glimrende rolleliste træder i det meste af filmen på bremsen i forhold til de store følelsesudbrud.
Kun Mark Ruffalo – en af amerikansk films mest solide skuespillere – har et oplagt Oscar-moment, hvor han er oppe i det høje register. Ellers er det dæmpet og realistisk spillet over hele linjen. Måske lidt for dæmpet. Filmen er mere god, end den er ægte gribende.
Uskyldige børn som ofre for den katolske kirkes magt er stærke sager. Men følelsesmæssigt er Spotlight nok ikke helt så let at sælge i Danmark som i USA. Mere end hver femte amerikaner er katolik. I Danmark udgør katolikker mindre end én procent af befolkningen.
Der må således være en klangbund i Spotlight, som ikke rigtigt lader sig oversætte fra USA til Danmark. Herhjemme foregår vores børnemisbrug bag parcelhusets nedrullede gardiner, ikke i kirken.
Så for et dansk publikum bliver journalisthistorien det bærende i en film, der først og fremmest er et solidt politisk drama for voksne mennesker.
Kommentarer