I Ekko #49 gør sociolog Henrik Dahl os opmærksom på det, hvis vi ikke vidste det i forvejen: Ungdomskulturen er syg, høj på reality-tv, der prædiker de syv dødssynder. Hor, fråseri, hovmod, dovenskab og det, der er værre, er ikke synder, men dyder på Paradise Hotel og Sunny Beach.
Imens på MTV er gangster-rappens æstetik og ikonografi – tunede biler, store olieindsmurte røve og pumpede abs – blevet mainstream, pop! En fantasi, som de amerikanske college-studerende hvert forår tager mod Florida for at udleve under forårsferien, den såkaldte Spring Break.
Det er hippiernes idealistiske – og en smule egoistiske – find-dig-selv-hedonisme forvandlet til pik og patter, eskapisme og exces. Og i Harmony Korines portræt af reality-generationen, Spring Breakers, har selv lederen af bibelklubben fået afbleget hår og tudser op ad armene, og han spørger passioneret: ”Are you jacked up on Jesus?”
Korine er dog hverken forarget eller irriteret. Til det er hans fascination af bikiniklædte piger – lyssat i neon og med bankrøvermasker og maskingeværer –for ærlig og åbenlys. Alligevel er hans film gennemsyret af et vemod, der for en ikke-alt-for-voksen stikker i hjertet.
De fire collegestuderende Faith, Candy, Britt og Cotty keder sig. ”Alle er ens, alt er deprimerende,” som Faith, hende fra bibelklubben, klager i en voiceover. De vil flygte til en anden verden. Spring Break!
Faith er blevet advaret mod de andre piger. De er vilde, rigtig vilde. Nu skal hun til Florida med dem. De har bare ikke penge til det, så de røver en grillbar – med vandpistoler! ”Bare forestil dig, at du er med i et computerspil eller en film.” De stjæler en bil, og vi betragter scenariet udefra, på afstand. Først senere, da pigerne genopfører scenen for Faith, klippes der ind til grillbaren, hvor de nonchalant fører sig frem, som spillede de Grand Theft Auto i en virkelighed af arbejdende kvinder og mænd.
I Florida er det fest og sprut og stoffer, lige indtil de må tilbringe to nætter i detentionen, og paradisets slange dukker op og betaler deres kaution. Alien er en absurd karikeret, men også tragisk James Franco med guldtænder, cornrolls og tung sydstats-accent. Han er bad, og han ser Scarface. Konstant. Han har de dyreste solcremer, parfumer, skjorter og masser af guns. En ægte narkogangster. Den amerikanske drøm!
Det bliver for meget, for fremmed og for farligt, for Faith, der tager hjem – og med hende moralen. De andre piger trækkes ind i Aliens verden, og så er der ingen vej tilbage. Vejen til helvede er brolagt med populærkultur og ultravold.
Der er helt sikkert en pointe i at lade Candy og Faith blive spillet af tidligere Disney Channel-piger, henholdsvis Vanessa Hudgens fra High School Musical-filmene og den herhjemme knap så kendte Selena Gomez. En provokation og næsten en advarende, løftet pegefinger. Særligt Gomez skiller sig ud som den tøvende pige, der pludselig befinder sig på gyngende grund.
Harmony Korine er manden bag den frenetiske dogmefilm Julien Donkey Boy og sympatisk udsyrede white trash-beretninger som Gummo og Trash Humpers. Her har han lavet sin mest strømlinede fortælling til dato. Men selvom manuskriptet knækker halvvejs, da Faith, vores moralske fikspunkt, forlader historien, bæres filmen alligevel videre af stemningerne, billederne og musikken.
Spring Breakers er mere end noget andet en kollage, hvor billederne bliver ved med at underminere den drøm om frihed, der kommer til udtryk i det sagte. Korine tager ungdomskulturen på ordet og frembringer et mareridt, hvor unge piger går til grunde, mens de har det sjovt og finder sig selv – i den perfekte verden, som de bliver ved at sige til sig selv.
MTV-agtige billeder af dansende unge forstørres op og bliver grotesk påtrængende, og pixellerede mobiltelefonbilleder – de virkeligste billeder – flyder ud og opløser virkeligheden. Men samtidig får vi også de mest melankolske, blåtonede nat-motiver, og i takt med billederne veksler Cliff Martinez og Skillrex musik effektfuldt mellem rumlige melankolske klange og pumpende, aggressiv techno, der lukker os inde i et klaustrofobisk, lufttæt rum.
I modsætning til et lignende visuelt amokløb, Natural Born Killers, formår Spring Breakers at transcendere karikaturen og satiren. Korine, og fotograf Benoît Debie, har evnen og empatien til at skabe den reneste poesi ud af noget så corny som James Francos gangster ved et hvidt flygel, hvor han opfører Britney Spears triste Everytime, mens hans tre furier synger kor, og lyset fra den nedgående sol brænder på himlen.
Spring Breakers er ikke et generationsportræt, Spring Breakers er en feberdrøm, en rejse til nattens ende, et rekviem for ungdommen.
facebook
twitter
Kommentarer