Cph:Dox 2024
06. mar. 2024 | 13:17 - Opdateret 06. mar. 2024 | 17:20

Spring (Youth)

Foto | House on Fire

Anslået 300.000 indenrigs-migranter arbejder i sweatshops alene i denne kinesiske storby Zhili, hvor de under kummerlige forhold må arbejde hårdt og længe for lige akkurat at kunne tjene til føden. 

Kinas underklasse får en stemme i et majestætisk værk, der giver enestående indblik i tekstilarbejderes kummerlige hverdag og byder på uventet skønhed.

Af Rasmus Brendstrup

Titlen dufter af håb, og helt på månen er den ikke. 

For der er en nærmest naturstridig ukuelighed hos personerne i det fascinerende dokumentarværk Spring (Youth), skabt af den kompromisløse instruktør Wang Bing.

Det handler om sweatshops, de lavloftede og larmende lokaler, hvor tekstilstumper hives, drejes og skubbes gennem symaskiner. 

Arbejdet udføres af latterligt underbetalte arbejdere, der har forsaget familie og studier til fordel for en perspektivløs cyklus af skifteholdsvagter og pauser.

Det kunne have handlet om os i den vestlige verden, der nyder godt af tøjet, som er blevet skabt til obskønt lave priser under kummerlige forhold. Men i stedet har Wang Bing besluttet sig for at humanisere lemmingerne.

Han blander sig aldrig selv, men observerer på den måde, der var kendetegnende for 1960’ernes direct cinema, men som man næsten ikke ser i dag. Og selv om stilen er nærmest antiæstetisk – oplyst af smudsige lysstofrør og håndholdt uden dikkedarer, som filmen er – så er der alligevel en skønhed.

Kroppene mellem maskinerne er sansende og søgende. Der flirtes åbenlyst, diskuteres fremtidsplaner og vises TikTok-videoer.

De fleste af arbejderne er unge i deres bedste alder, 20 til 26 år, men med udsigt til mange års monotoni i kraft af den lave løn.

Wang Bing og hans kamerafolk har brugt tusindvis af timer her, og det har sine indlysende gevinster. Vi er fluen på væggen til drukfest efter vagtskifte med barnligt lagkagesmøreri, og man taber kæben over et langt, korporligt slagsmål med sakse, der udspiller sig for rullende kamera.

Ingen virker pinligt berørt. Heller ikke over at vise deres privatliv frem: Tremmesenge i tre-fire-femmands-rum, der ofte er placeret en etage eller ti længere oppe i samme betonblok som fabrikken.

Alt er grimt, tæpperne syntetiske, væggene ofte umalede. Ikke engang altanerne har nogen orket at feje. Her er ikke en urtepotte, en busk eller et træ at spotte.

Men alligevel er der liv, som nægter at dø. Antropologisk er det sjovt at se, hvordan kønskløften tilsyneladende kun er et problem, når der skal arbejdes på en scoring over stakken af joggingbukseben. Ellers arbejder piger og drenge side om side.

Ingen taler om hobbyer, og meget få har drømme ud over det at få en kæreste og stifte bo.

Et andet genkommende motiv er lønforhandlinger mellem proletarer og kapitalejere, det vil sige sweatshoppenes chefer, der naturligvis selv er små fisk i et brutalt konkurrencemiljø.

Her ligger ansatserne til en dramaturgi.

Nemlig når medarbejderne prøver at mande sig op til en fælles front med talspersoner og forhandlingsstrategier og træder ind til den stressede chef. Wang Bing har også fået lov til at være ubemærket til stede, og vi oplever ret forskellige typer af respons på den arketypiske konflikt i kapitalismens æra.

”Skræddere i helvede” havde på en måde været en bedre titel, for det varige indtryk er det statiske og udsigtsløse. At anslået 300.000 indenrigs-migranter arbejder i sweatshops alene i denne kinesiske storby, Zhili, er slet ikke til at fatte.

Youth (Spring) er optaget over fem år og varer tre en halv time. Men de er godt givet ud, hvis du vil have en enestående og overvældende autentisk adgang til en lukket verden og mennesker, som vi dagligt er med til at udnytte.

Men også hvis du vil opleve en af filmkunstens oversete enere, Wang Bing, der også på Cph:Dox er aktuel med dissident-portrættet Man in Black.

Trailer: Spring (Youth)

Kommentarer

Titel:
Spring (Youth)

Land:
Kina, Frankrig, Holland, Luxembourg

År:
2023

Instruktør:
Wang Bing

Medvirkende:
Arbejdere på tekstil-fabrikker i byen Zhili

Spilletid:
212 minutter

Premiere:
17. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko