The Spy Who Dumped Me

I komedie-regi er der intet som veltilrettelagt toilethumor. Det er den laveste form for vittighed, men kan en komiker gøre det på en underholdende måde, er det så meget desto mere imponerende.

De to veninder Morgan og Audrey sidder på en Michelin-restaurant i Wien, hvor de venter på en spion. Mens de ser efter spionen, klager Morgan over, at hendes kage har givet hende diarré. Men i stedet for at smutte på toilettet bliver hun siddende, så veninden ikke skal være alene.

Kate McKinnon – stjernen fra satireprogrammet Saturday Night Live – rokker uroligt frem og tilbage i sædet samtidig med, at hun forsikrer om, at alt er, som det skal være.

Den komiske timing er så fremragende, at det er umuligt ikke at le.

Da vi møder de to veninder, fejrer de Audreys fødselsdag ved at brænde kærestens ting af, fordi han har slået op med hende via sms. Men dagen efter stormer han ind, mens kugler flyver om ørene på ham. Det viser sig, at han er spion. Han når lige at give Morgan og Audrey et mystisk usb-stik, før han får en kugle i panden.

Med et handlingsforløb, der kan koges ned til: ”Bond dør i første akt i stedet for Bond-kvinden”, og en uærbødig titel som The Spy Who Dumped Me skulle man tro, at filmen ville være en parodi på spiongenren. A la Paul Feigs fænomenale Spy, hvor Jason Statham latterliggør den brutale alfahan, som genren er kendt for.

The Spy Who Dumped Me har desværre ikke de samme, høje ambitioner. Den nøjes med at bruge kræfterne på at forene falde på halen-komik med actionsekvenser, der ville få Bourne-filmene til at rødme.

Den føromtalte restaurantscene ender i en massakre, som vækker mindelser om kirkescenen i Kingsman: The Secret Service – og fortsætter ud i Wiens gader i en vild biljagt, hvor en adrenalin-glad taxachauffør får pløkket hovedet af.

Lige så spændende som action-scenerne er, lige så slående er kemien mellem Kate McKinnon og Mila Kunis (fra That ’70s Show), som spiller Audrey. Hvis de finder et stille øjeblik, omfavner de straks hinanden og giver en peptalk. Der er noget forfriskende over en actionkomedie, hvor vennerne er der for hinanden fra start til slut.

Søsterskabet er kernen i historien, hvor usb-stikket, en charmerende MI6-agent og en brutal Terminator-kvinde kommer og går. En trimning af handlingstrådene kunne have gjort underværker.

Kate McKinnon passer som fod i hose til den sprælske Morgan. ”Du er en tand for overgearet,” bemærker Audreys kæreste, da Morgan beskriver, hvordan hun vil fodre ham med hans bedste vens pik, hvis han sårer Audrey.

På SNL er McKinnon kendt for sine hylende morsomme karikaturer af politikere som Hillary Clinton og Jeff Sessions, og i The Spy Who Dumped Me får hun lov til at lege med sit enorme talent for fysisk humor, grimasser og skøre accenter.

Hun starter og slutter filmen med en mikrofon i hånden, mens hun skråler fødselsdagssange til veninden. Og hun holder fanen højt gennem hele filmen med vittigheder om, hvordan Østrig er begejstret for at promovere, at Mozart er født i landet, men lykkeligt har glemt Hitler.

Da hun finder ud af, at CIA-chefen er en iskold kvinde (den uforlignelige Gillian Anderson), udbryder hun: ”Hvorfor sidder vi og snakker med alle de her mænd, når dette fantastiske væsen har været i bygningen hele tiden?”

Det er ikke alle vittigheder, der lander så godt. Det er morsomt, at Morgan bliver ved med at afsløre sit opholdssted ved at ringe til forældrene. Men scenerne mellem forældrene er tåkrummende, med mindre man virkelig holder af vittigheder om, at gamle mennesker ikke ved, hvordan fjernbetjeningen virker.

Men når Morgan så pludselig forklæder sig som en britisk chauffør med en overdreven upper class-dialekt, trækker man igen på smilebåndet. Endelig en komedie, som formår at udnytte Kate McKinnons enorme talent.