Stalker

Isabelle Huppert danser rundt til klassisk musik med en bedøvelsessprøjte i hænderne. 

Det lyder som en ond drøm, man ikke vil vågne fra, men det er faktisk kulminationen på det psykologiske drama Stalker, som ellers er temmelig tynd på psykologi. 

Til gengæld får den levende franske legende over for Chloë Grace Moretz lov til at vise sig fra sin skingrende vanvittige side. Huppert vælter borde i manieret affektion og står dystert ubevægelig på et fortov, når hun som den ensomme enke Greta forfølger unge Frances McCullen, der for nylig er flyttet til metropolen New York. 

De to møder hinanden, da Frances afleverer en håndtaske tilbage, som hun har fundet i metroen. 

Den unge kvinde har mistet sin mor, mens den ældre kvinde fortæller, at hendes datter studerer i Paris. De indleder et venskab, men det handler selvfølgelig om moderbindinger. Og skulle man være i tvivl, så siger Frances’ bofælle Erica (Maika Monroe fra It Follows) det direkte. 

Hurtigt står det dog klart, at Greta ikke tilbyder moderlig kærlighed, men leder efter en reservedatter at kontrollere. Hun bliver mere og mere skræmmende, når hun efter flere afvisninger begynder at stalke den unge kvinde. Men hvad grunden til Gretas ageren er, bliver aldrig klart. 

Derfor er filmen lidt af en psykologisk rodebutik, hvor man ikke får forståelse for hovedpersonernes drivkraft. 

Det skurrer også, at to unge kvinder har en gammeldags fastnettelefon i hjemmet, når de samtidig meget moderne snakker om at få en tarmskylning med aspargesjuice – det giver ifølge Erica bedre korttidshukommelse! 

Den replik er i øvrigt en af filmens morsomme, og dem er der nogle stykker af, hvis man er til kitschet komik. 

Men filmens mangel på logik gør det svært at overgive sig til universet, som ikke kan finde ud af, om blodig komik eller neglebidende suspense er den bedste vej at gå. Og midt i forvirringen glemmer den irske instruktør Neil Jordan, at han faktisk skal fortælle en historie. 

Det gjorde han i 90’erne med fremragende dramaer som The Crying Game, En vampyrs bekendelser og The Butcher Boy. Hans film leger ofte med grænserne for god smag, men landede dengang altid på den rigtige side, fordi der faktisk var en mening bag udskejelserne. 

I Stalker er det nærmeste, vi kommer et budskab: Hvis din mor er død, skal du være varsom med at finde en erstatning! Det indledende fokus på moderbinding bliver ikke for alvor udfoldet, fordi de to hovedpersoner så hurtigt kommer i konflikt med hinanden, at man aldrig fornemmer en kærlighed imellem dem. 

Samtidig sparer Jordan ikke på noget, når underlægningsmusikken buldrer, og ildevarslende toner fylder lydsiden. Man er ikke i tvivl om, at der står en instruktør bag, som gerne vil vise, at han mestrer filmsproget. Men det bliver trættende i længden, når man på lang afstand kan se, hvilken retning filmen går i, efterhånden som Gretas besættelse vokser. 

Bare Neil Jordan havde droppet noget af staffagen og tænkt mere over, hvad han ville sige. Eller i det mindste havde arbejdet mere med sin manuskriptforfatter Ray Wright på at tegne Greta som en mere nuanceret figur.

Isabelle Huppert skabte en kompleks karakter i Paul Verhoevens voldtægtsdrama Elle, hvor tonen også pendler mellem alvor og humor. Dér fungerer det, fordi hun er et mangefacetteret menneske. I Stalker er hun ond uden formildende omstændigheder, og det er grotesk morsomt et stykke af vejen, men også ret begrænsende for historien.

Der er flere elementer at nyde undervejs i filmen såsom de overdrevne præstationer af voldsomt dygtige skuespillere og den opfindsomme fotografering med lån fra b-film-genren.

Stalker vil gerne være en psykologisk komedie-thriller, der overrumpler publikum. Men når man ikke på noget tidspunkt tror på, at Greta udelukkende har gode intentioner, mister det chokerende overraskelsesmoment det meste af sin pondus.