Hvis ikke A Star Is Born, den største tearjerker af dem alle, kan få tårerne til at stå i kø, så er den ikke lykkedes.
Dette krav tilfredsstiller skuespilleren Bradley Coopers instruktørdebut, hvor han selv spiller en af de to hovedroller, over al måde.
Den nye film er ikke nogen fuldkommen dekonstruktion af fortællingen, og særligt interesserede kan genkende Judy Garland-udgaven fra 1954, William A. Wellmans allerførste film over emnet fra 1937 eller Barbra Streisands fra 1976 i strukturen og meget af dialogen.
Det er i tilpasningen til en ny kulturel virkelighed, at denne A Star Is Born fascinerer. Det er djævelen i detaljen, der fanger én. Det tager med andre ord ikke noget fra oplevelsen af filmen, som handler om en rock’n’roller, Jackson Maine, der er på højden af sin ydeevne, men som er plaget af tinnitus og druk.
Under en våd nat i byen møder han en ung sangerinde, Ally, der optræder på en drag-bar, og han falder for stemmen og kvinden. I takt med, at han lokker performeren frem i hende, synker han selv ned i et sort hul. Da de for længst er blevet et par, og hun skal på scenen og modtage sin første Grammy, skaber han en skandale. Hvad skal det dog blive til med dem?
Det er vidunderligt at opleve, hvor organisk Bradley Cooper inkorporerer den gamle historie i en helt ny, frisk kontekst.
Jeg gætter, at han har fundet på fornavnet Jackson for at ære en ofte overset singer-songwriter fra 70’erne, Jackson Browne, som Coopers numre lyder som parafraser af. Flotte parafraser!
Coopers Jack er ikke nogen has-been, som James Masons selvsmagende filmstjerne i musicaludgaven fra 1954. Man har hele tiden fornemmelsen af, at han kan rejse sig igen og børste misbruget af sig, og det giver historien større prægnans, at man fornemmer, at ikke alt er givet på forhånd.
Der er en dejlig fornyelse i beskrivelsen af misbrug på film, der i årtier, hvis ikke ligefrem altid, har været styret af den samme monotone håbløshed. Når først narkoen eller sprutten får fat, forsvinder karakterens særpræg ned i en kloak, og alt følger den samme trælse deroute. Her går A Star Is Born nye veje, fordi den får fat i Jack, inden alkoholen har slettet alle personlighedsspor.
Bradley Cooper springer ikke ud som auteur med sin debutfilm.
Som typisk for en skuespiller, der sætter sig i instruktørstolen, er han prunkløs i sin stil med fokus skarpt rettet mod karakterarbejdet. Han er en prosaisk mand og ganske liberal i sin insisteren på, at Jackson viser sin bare overkrop frem. Hvor hærget han end er af sit misbrug, bibeholder han det riflede mellemgulv.
Det siger en del om Bradley Coopers pragmatisme. Han er næppe mere forfængelig end flertallet af Hollywood-skuespillere, men han ved, hvad folket vil ha’, og han er ikke for fin til at give dem det.
Men filmen står og falder med Lady Gaga – popstjernen, som Bradley Cooper har formet til filmstjerne – der fermt spiller Ally, som bliver superstar ved Jacksons mellemkomst. Da vi møder hende første gang, synger hun Edith Piafs La Vie en rose, og da først Jack har bragt kunstneren i hende helt frem på scenen, bliver hun overtaget af en manager, en stylist – og en koreograf.
Fra nogle stærkt Carole King-inspirerede sange vrikker hun pludselig rundt som Britney Spears, og da hun tilsyneladende genfinder sig selv efter sin stilmæssige vildfarelse, er det med orange Gaga-hår, selv om musikken stadig er mere forankret i 90’ernes dansepop end i singer-songwriting.
Hvis der ligger en subtil popkulturel kommentar til Lady Gagas eget image, går den hen over hovedet på mig. Men hvad gør det, når blot scenekunsten nagler én fast og tragedien, og i al sin udsøgte, Hollywood’ske storslåethed får tårerne til at trille?
Intet overhovedet.
Kommentarer