State of the Union

”Du stemte for Brexit, gjorde du ikke?” 

Ordene leveres med dyb foragt i stemmen og et blik, der er lige dele bebrejdende og chokeret. 

Louise har netop fundet ud af, at hendes mand Tom ikke var på samme side som hende i afstemningen, der har fået det tidligere så stolte britiske imperium til at slå revner. 

Og unionens tilstand, som seriens titel henviser til, er ikke det eneste, der knirker gevaldigt. Problemerne i Louise og Toms ægteskab stikker dybere end politiske uenigheder, og det er det vaklende fællesskab, der kommer under lup i denne stille sprudlende serie. 

Hvert afsnit starter med, at det midaldrende ægtepar mødes på en pub for at vende, hvad de denne uge skal snakke med deres parforholdsterapeut om. Hun har været utro, men forsvarer sig med, at han ikke har vist seksuel interesse i hende over længere tid. 

Over en øl og et glas vin taler de om deres situationen med total åbenhed, så man bliver henført til en underholdende hudfletning af menneskelige problemer. 

Manuskriptforfatteren Nick Hornby er kendt for et livligt og præcist sprog i sit forfatterskab, der tæller den romantiske musikkomedie High Fidelity og filmmanuskripter som Brooklyn og An Education. 

Denne gang skildrer han med humor hverdagens usikkerhed og frygten for at tabe ansigt. Samtidig lægger han raffineret hele tiden små brødkrummer ud til bedre at forstå forholdet mellem hovedpersonerne. 

Men meget af æren for komikken tilfalder også Rosamund Pike (Kvinden der forsvandt) og Chris O’Dowd (The IT Crowd). 

På få minutter skaber de overbevisende mennesker i Louise, der tjener pengene i parforholdet, og irske Tom, som er arbejdsløs musikanmelder. Den ulige magtbalance mellem dem simrer hele tiden på overfladen og er genstand for stor moro, fordi ingen af dem er bange for at påtale realiteterne, som de oplever dem. 

Det største problem med State of the Union er det modsatte af de fleste andre serier: Der er for lidt spilletid! 

Hvor man i alt for mange serier kan mærke plothjulene dreje rundt i forsøget på at fylde nok minutter på et afsnit og en hel sæson, er den britiske serie med sine ti afsnit à blot omtrent ti minutter hver som en række petitfours. 

Det er lidt frustrerende, når man forelsker sig i Louis og Tom og vil se mere til dem. Men samtidig må man beundre den selvsikre mådeholdenhed, der ligger i at holde løjerne i et format, så man er sulten efter mere. 

Anmeldere har fået adgang til de første fire afsnit, og serien udrulles med to afsnit om dagen fra den 7. maj på HBO Nordic. Derfor er det næsten værd at vente til den 11. maj, før man går i kødet på herlighederne og fortærer dem som en episodisk historie i spillefilmlængde. 

Selv om der hverken er dragekrig eller gangsteropgør, er der så meget nærvær og sproglig ekvilibrisme i serien, at man lader sig rive ind i de intime snakke. 

De vittige dialoger, som er fulde af referencer til popkultur, er fortællingens drivkraft. Men den simple stil underbygger med dynamisk klipning de sjove replikker, når Tom og Louise skyder kærlige giftpile efter hinanden. 

Og når instruktør Stephen Frears – kendt for udsøgte og charmerende film som Farlige forbindelser og Hornby-filmatiseringen High Fidelity – så en sjælden gang zoomer ind på parret med en dollytur, giver det ekstra vægt til en særligt vigtig replik. 

Selv om ægteskab er under et gevaldigt pres, er man aldrig i tvivl om, at de virkelig elsker hinanden. Det fornemmes især, når de med stjålne blikke udspionerer et andet par, der er i samme båd som dem. 

Tom og Louise har ikke lyst til at ende i gråd og lussinger, men ligesom Brexit er ægteskabet en konstant kamp, hvor kompromiser er eneste løsning. Det er trist og absurd, men også umådeligt morsomt.