Stefan Zweig: Farvel til Europa

Der har i de senere år været en fornyet interesse for østrigeren Stefan Zweig, hans forfatterskab og sørgmodige skæbne. I mellemkrigsårene og nogle årtier frem var han en af de mest læste europæiske forfattere, også i Danmark.

Hans mange biografiske værker og især hans noveller, hvor drift og undergang gerne kulminerer på højdramatisk vis, fandt et enormt publikum. Og de lå tydeligt Wes Anderson på sinde, da han lavede sin Zweig-inspirerede The Grand Budapest Hotel.

Nu kommer altså en regulær biografisk film, der fokuserer på de sidste, smertefulde år i forfatterens liv.

Med sin jødiske baggrund og pacifistiske overbevisning måtte Zweig allerede i 1934 forlade Østrig. I første omgang flyttede han til London. Ved krigens udbrud fortsatte han til New York og siden til Brasilien. Men tabet af den europæiske kultur, hele den Verden af i går, som han var rundet af, og som er titlen på hans berømte erindringsbog, var for tung for ham at bære.

I 1942 valgte han at begå selvmord.

Han efterlod sig et afskedsbrev, hvor han sender hilsner til sine venner, som han håber vil opleve en ny tids morgenrøde (deraf filmens originaltitel: Vor der Morgenröte), mens han selv – sammen med sin nye, unge hustru – gik ind i mørket.

Det er denne sidste rejse mod afgrunden, der skildres i Farvel til Europa.

Det er fin, kultiveret filmkunst, som på den måde ganske godt matcher Zweigs litterære kunst, med dens lidt for kunstfærdige sprog og lidt for mondæne melankoli. Filmen er absolut smukt lavet og bestemt interessant, især hvis man har et forhold til tysksproget eksillitteratur.

Instruktøren Maria Schrader, der ellers mest har udfoldet sig som skuespiller, former historien ganske originalt ved ikke at fortælle i et episk forløb, men i stedet slå ned på seks distinkte situationer i skiftende lokaliteter: Rio, Buenos Airos, Bahia-provinsen, New York og endestationen Petrópolis.

Josef Hader er glimrende som den distingverede skønånd, der er træt af tom hyldest, endeløse receptioner og evindelige nødråb fra ildestedte kolleger.

Og i rollen som Zweigs første hustru ses Barbara Sukowa, som vi stadig mest forbinder med de store roller hos Rainer Werner Fassbinder, Margarethe von Trotta og Lars von Trier.

Her brillerer hun i en sørgmunter scene, hvor den fraskilte Frau Zweig efter en lille tøven hilser varmt på den nye Frau Zweig, mens diverse familiemedlemmer og en hylende hund kommer ind fra snevejret i New York.

Filmen har sin underforståede aktualitet i flygtningetemaet. En mindelse om dengang for ikke så længe siden, hvor Europa ikke var et sted, man flygtede til, men flygtede fra.

Filmen lider lidt under sin hovedperson, som ikke rigtig vækker vores sympati. Stefan Zweig er en elskværdig, men også lidt irriterende humanist, der i modsætning til kollegaen Thomas Mann ikke orker at engagere sig i den politiske kamp mod nazismen. Han vil bare have lov til at sidde i fred og skrive.

Med sin store, internationale orientering, inklusive beherskelse af hovedsprogene, skulle han være bedre rustet til eksilet end de fleste. Og som økonomisk uafhængig, fejret forfatter må han siges at være lidt af en luksusflygtning.

Men her, kort efter sin 60-årsdag, mener han, at han er blevet for gammel til at begynde på ny. Han orker ikke hjemløsheden, ikke engang i det paradisiske Brasilien. Han vil hellere gå i døden sammen med sin unge hustru, der ellers synes livlig og positiv og måske godt kunne have fundet på noget sjovere.

Og det er filmens problem.

Lige så spændende det grundlæggende er at følge personer, der kæmper for noget, lige så kedsommeligt er det at følge personer, der bare giver op. Men i det mindste fremstår den ældre mand og den unge kvindes dobbeltselvmord som en smuk, nærmest idyllisk Untergang.