Forfatteren Stieg Larsson kom i 1954 til verden i Nordsverige. 50 år senere dør han uventet af hjertestop, men leverer også på én gang tre færdigt skrevne krimier.
Resten er historie.
Mænd der hader kvinder blev hurtigt verdensberømt og på få år filmatiseret hele to gange. De to efterfølgende, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, fulgte trop med debuten.
Uden de store stilistiske sprogfærdigheder blev Millennium-trilogien med den fløjlsbløde og frække Mikael Blomkvist og superhelten Lisbeth Salander, der ifølge forfatteren har sociopatiske træk, en global sællert.
Bogserien er signifikant præget af Larssons livslange engagement i kampen mod racisme, nazisme og anden ekstremisme på den svenske og internationale højrefløj. Hans polemiske, journalistiske år med korstog særligt i det venstreorienterede magasin Expo er der kommet et interessant dokudrama om.
Manden der legede med ilden er en miniserie i fire afsnit af hver 45 minutter.
Serien er lavet i den trendy dokumentarstil, hvor der veksles mellem autentiske optagelser, private fotos og interviews med dem, der kendte Larsson og hans sympatiske sambo Eva Gabrielsson. Det bliver tilsat rekonstruktioner med skuespillere, som agerer Larsson og hans kammerater og kumpaner.
Hvert afsnit begynder med, at Stieg Larsson sidder og skal til at tale, men så ringer telefonen. Der kommer billeder fra Niels Arden Oplevs solidariske adaption af Mænd der hader kvinder med Noomi Rapace på en motorcykel og Michael Nyqvist ved en kopimaskine.
Og så går vi i gang med en flot helgenkåring af en journalist, der aldrig var bange for sit liv – og indimellem måtte gå under jorden – når han optrevlede fascisme og nynazisme i et Sverige, som reelt aldrig har gjort op med nationens sorte ugler i mosen fra mellemkrigstiden til i dag.
Nogle gange er vi tilbage i hans nordsvenske barndomsland, hvor han allerede i gymnasietiden begyndte at skrive og tegne om ondskabens kræfter et sted i Sverige til højre for demokratisk ret og retfærdighed.
Der er reportager om borgerkrigsagtige tilstande med drab og optøjer i en helt anden målestok, end vi kender til på den europæiske side af Øresund. Skinheads og stormtropper, nedskydning af politi, bilbomber og voldsomme sammenstød, som mere ligner scener fra en banarepublik end broderfolket med folkehjemmet.
Georg Brandes mente som bekendt, at Asien begyndte i Malmø. Serien styrker hans fordom.
Olof Palme-mordet i 1984 forsøger Stieg Larsson undervejs i Manden der legede med ilden forgæves at løse.
Sidste afsnit drejer sig om de bredende populistiske højrekræfter fra Le Pen og den nationale front i Frankrig til vor egen Pia Kjærsgaard, før hun blev stueren formand for Folketinget.
Ud over Larssons meritter som bekæmper af racisme og nazistisk terror, er sidste afsnit interessant som en logisk argumentation for, hvorfor svenske partier ikke vil samarbejde med Sverigesdemokraterne under nogen omstændigheder.
Organiserede bøller i sorte skjorter, strækmarch, hagekors og heil-hilsener et blevet omkalfatret til nydelige mænd i jakker i neutrale jordfarver, bukser med pressefolder, strøgne, hvide skjorter og parlamentariske slips. Men for den myreflittige og idealistiske hovedperson er det gammel, sort vin i nye, smarte jakkesæt.
Og som det bliver mere og mere klart, er det at være demokrat lig med at være venstreorienteret. Her er det, at min enighed og sympati smuldrer en smule.
For hvor stod Stieg Larsson selv sådan rent politisk?
Han testamenterede uden arvejura nogle af sine bogpenge til Kommunistisk Arbejderforbund – lige før kapitalismen slog ham ihjel med cigaretter, fastfood, ingen motion, overarbejde og et hjerteslag.
facebook
twitter
Kommentarer