En familie, to venner og nogle arbejdskollegaer. Måske lidt uskyldig teenagekærlighed. Og så en kæmpetornado! Nej, vent, flere kæmpetornadoer!
Omtrent sådan har manuskriptforfatter John Swetnam nok tænkt, da han skrev manuskriptet til Into the Storm. Og her har han nok været på linje med instruktøren Steven Quale, der tydeligvis også har tænkt, at så længe, der er virkelighedstro tornadoer, kan alt andet være lige meget.
Filmen begynder hos en familie, som består af en enlig far og teenagesønnerne Donnie og Trey. Det er disse helt almindelige mennesker, vi skal sympatisere og identificere os med, når katastrofen rammen Silverton, som de bor i.
Men filmen er faktisk ikke specielt interesseret i familien, og snart springer den videre til knoldesparkerne Donk og Reevis. Med kameratelefoner og lommekameraer prøver de to på Jackass-maner at blive det næste Youtube-hit. Da Donk og Reevis ser den mægtige "Titus" køre forbi, følger de efter i håbet om endnu et adrenalin-kick.
Titus er en modificeret tank, bygget af stormjægeren Pete (Matt Walsh) og hans slæng. Stormjægerne har været på jagt efter tornadoer i tre måneder, men har endnu ikke fanget et af moder jords hærgende afkom på film. Det ændres, da gruppen når til Silverton, og snart er både alenefar, teenagerne, knoldesparkerne og de professionelle stormjægere fanget i et væld af ubehagelige tornadoer.
I 1990’erne kunne ethvert vejrfænomen bruges som katalysator for højspændt Hollywood-drama. Men katastrofefilmens storhedstid stoppede i 00’erne, hvor virkelighedens katastrofer overgik fantasiens. Orkanen Katrina og superstormen Sandy lagde en dæmper på morsomhederne, og katastrofefilmen tog en drejning mod de mere menneskeskabte katastrofer.
Into the Storm lægger sig imidlertid i kølvandet på blæsevejrsfilm som Twister (1996) og The Perfect Storm (2000), men filmen mangler både humor, finesse og charme.
Ingen af de endimensionelle karakterer er decideret behageligt selskab, og en eklatant mangel på en egentlig fortælling reducerer filmen til en opvisning i visuelle effekter.
Tornadoerne er dygtigt håndværk, men vi ser dem for sjældent i fuldt flor, og det er på grund af filmens måske værste gimmick: det håndholdte kamera. Det belemres vi med fra bondeknoldenes mobiltelefoner over teenagesønnernes mini DV-kameraer til den professionelle stormjægers større model. Og det gør det ikke bedre, at vi i bonus får Skype-billeder, overvågningsfilm fra skolen og nyhedshelikopterens kameraskud af begivenhederne.
Quale er fast besluttet på at vise os tornadoen indefra, og det kunne være en god idé, hvis det var veludført. Cloverfield bragte eksempelvis noget nyt til monstergenren ved at benytte det stilistiske greb med bravur. Det gør Into the Storm ikke. I stedet får vi en masse rystede billeder, som var det en kvalitet i sig selv.
Men mest irriterende er Quales insisteren på konstant at have enten en mobiltelefon eller et kamera med i billedet (gerne flere). Og som om det ikke var nok, bliver vi også i dialogen gjort opmærksomme på, at vi lever i en digital tidsalder.
Hvis det konstante fokus på iscenesættelse havde haft en morale, kunne det til nød gå. Måske at vi skulle fokusere noget mere på hinanden, huske at være nærværende, inden katastrofen rammer?
Men nej. Vi efterlades Donk og Reevis’ dumsmarte kommentar: ”Vi bliver Youtube-stjerner for resten af livet!”
Kommentarer