De har haft fingrene godt oppe i filmrullerne, de gamle gangstas. Ikke nok med, at Ice Cube og Dr. Dre har produceret filmen, Eazy-E’s ekskone har også været med inde over, og så spiller O’Shea Jackson Jr. sin egen far, Ice Cube.
Der bliver ikke lagt skjul på salg af stoffer, våbenbesiddelse, vold og mafiavirksomhed. Det vil sige meget af det, N.W.A. (Niggaz Wit Attitudes) dyrkede og rappede om, og som er med til at opretholde deres egen myte. Men portrættet er helt og holdent på rappernes side. De hvide pladeselskaber og politiet er fjenderne, og rappernes kriminalitet er et resultat af deres opvækst.
”Vi er bare journalister, der rapporterer fra livet i gaden,” siger Ice Cube i et interview i filmen, da rapperne fra Compton, Californien, har nået stjernestatus.
Det går i glemmebogen, at Dr. Dre slog på kvinder, og at han i 1987 blev arresteret af politiet, fordi han skyldte tusinder af dollars for parkeringsbilletter, og ikke fordi han – som filmen hævder – retmæssigt forsvarer sin angrebne bror med næverne.
Rappernes egen indflydelse på dramatiseringen bør man have i tankerne, selv om der ikke kan herske tvivl om, at filmen grundlæggende svarer til den historiske virkelighed. De sorte blev i 1980’ernes Californien groft chikaneret af politiet, pladeselskaberne malkede dollars, og for mange sorte var skyggelivet på gaden eneste måde at klare sig på.
Fortællingen er typisk for en biopic. Hovedpersonerne mødes, de når toppen, der kommer konflikt, indtil noget får gryden til at eksplodere, og der findes en løsning. Tilmed bliver det fortalt med de gængse virkemidler, der appellerer til følelserne. Men det virker, for materialet er solidt.
Vi følger de fem rappere: Dr. Dre, Eazy-E, Ice Cube, DJ Yella og MC Ren. Musikken er deres overlevelse, og i filmen er der fokus på de tre førstnævnte. Eazy-E (Jason Mitchell) er den godmodige, der sikrer gruppen en pladekontrakt ved hjælp af manageren Jerry (Paul Giamatti). Dr. Dre (Corey Hawkins) er mors dreng, som ender op som en bad motherfucka. Ice Cube er mere aggressiv og finder sig ikke i noget.
Og de spiller faktisk så godt, at man næsten glemmer, vi har at gøre med skuespillere – også når de rapper sig gennem filmens glimrende soundtrack.
Man kommer uvægerligt til at tænke på nutidens uroligheder i Ferguson, Missouri, og man fryder sig, når fem unge knægte får en fyldt koncertsal til at synge ”fuck tha police”. Rapgruppen splintres dog, da først Ice Cube forlader gruppen, fordi han bliver snydt for penge, og siden Dr. Dre. Den bedst betalte Eazy-E, pladeselskabets darling, nægter at lade Dr. Dre slippe fra sin bandkontrakt, og snart er der offentlig splid mellem de tre, hvor der både kæmpes med rap og knytnæver.
Historien er opildnende, rørende og tragisk.
Man savner dog noget motivation – hvorfor er Dr. Dre for eksempel så sur? – og den psykologiske kant, hvormed den yngre Martin Scorsese gjorde sine gangstere til arketyper.
Men Straight Outta Compton – opkaldt efter gruppens berømte album fra 1988 – vækker tårer og giver en historisk indsigt i et miljø, der er fjernt for mange mennesker.
Ligesom Eminems 8 Mile er filmen ikke bare interessant for rapfans, men også for dem, som interesser sig for raceuroligheder, der også er en del af rappens historie. Det er historien om dengang, gadesproget nåede ud til hele verden og satte fokus på det sorte ghettolivs hverdag i forlængelse af slaveriet og siden borgerrettighedsbevægelsen i 60’erne.
facebook
twitter
Kommentarer