Strange Darling

Læs ikke videre uden at have set filmen. Og se filmen!

Strange Darling starter med en rulletekst, der kopierer indledningen i Motorsavsmassakren. Så allerede her vidste jeg, at jeg havde at gøre med klassisk seriemordergyser, som efter de sædvanlige suspense-scener sandsynligvis ville udmunde sig i den sædvanlige duel mellem psykopaten og heltinden, den såkaldte Final Girl.

Ganske rigtigt klipper filmen derefter til en fortekstsekvens, hvor filmens Final Girl er på flugt (i slow-motion, til tonerne af Nazareths Love Hurts), hvorefter den springer tilbage til et tidligere punkt i plottet. Altså samme flashbackstruktur, der var fornyende i Steen Langstrups seriemorderroman Alt det hun ville ønske hun ikke forstod fra 2011. 

Her kunne jeg have forladt biografen i en rus af selvfedme over at vide alting. Men jeg blev heldigvis siddende, mens det gradvis gik op for mig, at jeg på den bedst tænkelige måde var blev snydt. 

På samme måde som Dario Argento snyder tilskueren med det indledende – og tematisk beslægtede – mord i sit seriemordermesterværk Fuglen med krystalfjerpragten fra 1970.

Dér tror vi ligesom hovedpersonen, at vi ser en mand overfalde en kvinde i et kunstgalleri. Men det viser sig, at vi har misforstået situationen, og at offeret var morderen. Præcis samme kunstgreb er essensen i Strange Darling, fortalt med tilsvarende originalitet og æstetisk overskud.

Som forvarsel på filmens leg med kønsrolledikteret vanetænkning snydes vi også i en sexscene, hvor vi ser en lænket kvinde blive stranguleret af sin elsker.

Først da kvinden pludselig udbryder ”hårdere!”, forstår vi, at der er tale om en BDSM-leg.

Kvælertaget skal forøge orgasmen ved kortvarigt at begrænse blodtilførslen til hjernen. Og kvinden har selv initieret rollespillet med medbragte håndjern. Da hun derefter håner elskeren, forstår vi motivet bag hans senere udåd mod hende. Eller gør vi?

I hvert fald udvikler filmens indledende engangsaffære sig i en aldeles blodig retning.

Barbara Hershey og Ed Begley har fine sideroller som aldrende hippiepar, men filmen bæres af Kyle Gallner og Willa Fitzgerald i de to altdominerende hovedroller som katten og musen – eller The Demon og The Lady, som de er navngivet i rulleteksterne.

Parrets farlige leg er skrevet og iscenesat af instruktøren JT Mollner. Hans western Outlaws and Angels blev vist på Sundance-festivalen men nåede kun til Danmark på streaming.

Strange Darling har nået os med et års forsinkelse, men har været værd at vente på. Sammen med Longlegs og MaXXXine er den blandt årest bedste seriemorderfilm i danske biografer.

En anden markant hovedkræft bag filmen er dens fotograf, Giovanni Ribisi.

Vi kender ham som karakterskuespiller i The Gift (2000) og Avatar (2009), og han er en ambitiøs herre. Jeg mødte ham selv for 24 år siden i Athen, hvor han netop havde uddannet sig som bilmekaniker for at spille en lille siderolle som mekaniker i actionfilmen Gone in Sixty Seconds.

”Man må fordybe sig i rollen, så jeg har netop skilt en hel bil ad og samlet den igen”, forklarede han.

Med Strange Darling debuterer han som spillefilmfotograf, og hold da op en debut! Ingen kan se filmen uden at hæfte sig ved dens markante brug af farverne blå og rød i både scenografien og (hvis jeg må introducere et nyt ord) cinematograferingen. 

I sin bog Classics of the Horror Film fra 1974 hævder William K. Everson, at ”Color, unless really creatively used, has never been a major asset of the horror film”, og affejer flere af genrens visuelt smukkeste farvefilm som sensationalistisk effektjageri.

Men selv Everson ville anerkende Ribisis billedmageri i Strange Darling som ”virkelig kreativ brug” af farver, stilmæssigt et sted mellem 1970’ernes giallo og 1980’ernes cinéma du look.

Til slut skal blot anføres, at Strange Darling ud over dens fine og fikse art cinema-kvaliteter også formår at være både småperverst sexet og elementært spændende, samt at den til fulde leverer varen i form af nervepirrende gys og blodige drab.