Stumper og stykker

Broken er den velvalgte originaltitel på teaterinstruktør Rufus Norris’ spillefilmdebut – med manuskript af dramatiker og manuskriptforfatter Marc O’Rowe efter Daniel Clays roman fra 2008. For alt og alle i filmen bliver slået i stykker, går itu eller er gået i stykker allerede. Filmen er på en måde også lidt itu, men den prøver noget, den stikker ud.

Vi befinder os for enden af en vej, rent bogstaveligt, i forstads-England. Et pænt, ikke prangende middelklassekvarter er kulissen for et kollektivt sammenbrud i tre familier. Det starter med, at den ene nabo, enkemanden Mr. Oswald (Rory Kinnear), går amok på den anden nabos voksne, hjemmeboende søn, den sære, tilbagestående Rick (Robert Emms), fordi en af Mr. Oswalds ondskabsfulde døtre falsk har anklaget Rick for voldtægt. Den elleveårige pige Skunk (Eloise Laurence), som er Ricks ven, ser overfaldet, der får konsekvenser for alle beboere. Snebolden ruller herfra og udvikler sig til en lavine. Nye overfald følger, indlæggelser, selvmordsforsøg og det, der er værre.

Skunk tilhører den mest velfungerende af de tre familier. Men hendes mor er stukket af med en anden. Hendes elskede far, sagføreren Archie (Tim Roth i sin første britiske rolle i årevis) begraver sig i arbejde, og storebror Jed (Bill Milner) er pubertetsramt i svær grad. Selv lider hun af diabetes og skal passe sine indsprøjtninger, ellers dør hun, hvilket har udstyret hende med morbid livsvilje. Ukueligt gå-på-mod og dødsbevidsthed går hånd i hånd hos Skunk. Debuterende Eloise Laurence leverer en af de bedste børnepræstationer, jeg har set. Hun spiller lange forløb med så meget nærvær, at filmen næsten tilhører hende. Men alle i besætningen fylder deres roller ud med rå og sårbar troværdighed.

Stumper og stykker er et kollektivt drama, centreret omkring Skunk og hendes møde med verdens vanvid, sex, sorg og ondskab. En coming of age-historie, der lige så meget er et billede af kollaps et tilfældigt sted i ødelagte England. Filmen virker som et sammenstød eller et møde mellem hård engelsk realisme a la Mike Leigh og Ken Loach, Mit liv som hund og et overophedet, betændt sydstatsdrama som Omstigning til paradis eller Harper Lees roman Dræb ikke en sangfugl, som angivelig skulle have inspireret Daniel Clay til at skrive bogforlægget.

Som i en vaskeægte southern gothic tale, hvor følelserne koger, og verden viser sig fra sin groteske vrangside, er der ingen ende på ulykkerne. Det betyder, at man i løbet af filmens små 90 minutter bliver en smule immun. På et tidspunkt bliver det næsten komisk med alle de ambulancer, der bliver hidkaldt til enden af vejen. Det havde gjort godt for dramaturgien, hvis karaktererne var blevet udstyret med flere konkrete projekter til at drive handlingen fremad. Nu handler Stumper og stykker mere om mennesker, der er presset til at reagere, end om mennesker, der agerer.

Filmen kunne ret snildt og fint skrives om til et teaterstykke. De tre huse ville fungere som en glimrende kulisse, selvom Rufus Norris tager os med på mange afstikkere i omegnen. Faktisk fungerer Stumper og stykker bedst, når den vedkender sig slægtskabet med hyperrealistisk teater. Der, hvor det går galt, er, når Rufus Norris med vold og magt prøver at være filmisk i sin fortælleform. Når han vil skabe suggestive montager og symbolmættede drømme, der vel skal løfte det kunstneriske niveau, men desværre sænker det. Her bliver filmen overlæsset, alt for prætentiøs og tung.

Rufus Norris har skabt en talentfuld debutfilm, der vil for meget. Damon Albarns på en gang søde og fordærvede musik er et plus, men Stumper og stykker skal ses for ensemblespillets og ikke mindst Eloise Laurences skyld. Hun gør det umuligt for mig at give filmen mindre end fire stjerner.

Trailer: Stumper og stykker