I to sæsoner har vi heppet på Kendall Roy (Jeremy Strong). Heppet på, at han ville bryde ud af sin fars jerngreb af fornedrelser og ydmygelser. At han ville få skovlen under Logan Roy (Brian Cox) og afsløre de mange forbrydelser, som familiens mediekonglomerat har begået i årtier.
Nu er det endelig sket! Og man kan ikke lade være at tænke på, hvornår han dog kommer ind under sin fars patroniserende vinge igen, så han stopper med at gøre verden ondt.
På uforlignelig vis vender serieskaber Jesse Armstrong endnu engang vore sympatier på hovedet, og gør os så rundtossede, at vi ender med at heppe på den magtbegærlige mediemogul Logan. Despoten, der ofrer sin familie for at redde sit eget skind, der spreder løgne og fake news på sin tv-kanal ATN, der har voldtægter og drab på samvittigheden, der kan vælge og vælte præsidenter, og måske er den største trussel for det vestlige demokrati.
Det er et greb, vi har set før. Den nye tv-guldalder blev i 00’erne kickstartet af usympatiske mænd som Tony Soprano, Walter White og Don Draper, der testede seerens loyalitet. Men det er, som om Armstrong har i sinde at skubbe os ud over grænsen hvad angår vores loyalitet og moral.
Kan man sidde og grine af en hjemløs, der har fået tatoveret et Roy-navn i panden? Jeg må med skam melde, at jeg var ved at falde ned ad stolen af grin.
Tredje sæson af Succession er blevet mere rå.
To år er gået siden sidste afsnit i sæson to, hvor Kendall afslørede cruise-skandalen på live-tv. Den nye sæson starter lige efter, mens alle er i panik.
Far er tydeligvis rystet. Men eftertænksomhed er ikke noget, der ligger til manden. I stedet ligner Logan Roy mere og mere en mand, der er skåret over samme læst som Donald Trump. Enhver handling er bedre end stilstand. Og vupti, så er resten af familien med rådgivere i Sarajevo, da Bosnien-Hercegovina ikke har en udleveringsaftale med USA.
På den anden side soler Kendall sig i berømmelsen. Han er urørlig, pansret med en rustning af woke-holdninger. ”Fuck patriarkatet!” råber han hult til en galla for beskyttelse af journalister.
Samtidig er hans søster Shiv (Sarah Snook) i skudlinjen for de værste ydmygelser fra hans side. Én scene i særdeleshed er så grusom i sin mesterlige udførelse, at den vil efterlade samtlige seere med et mavekneb af de helt onde. Sjældent er en populær sang blevet brugt så ypperligt i en tv-serie.
Alle personerne kæmper med det yderste af neglene for at fastholde den magt, de har tilranet sig, og alle kneb gælder. Det gør sæsonen til den mest brutale, men heldigvis også den sjoveste.
Fætter Greg (Nicholas Braun) og Shivs ægtemand Toms bromance når nye komiske højder, og heldigvis har de begge fået en mere fremtrædende plads i manuskriptet. Eftersom det umage makkerpar destruerede de hemmeligholdte cruise-papirer i anden sæson, er det store spørgsmål nu, om de ender i fængsel.
Tom (Matthew Macfadyen) håndterer angsten for et fængselsophold på sin helt særegne måde. Da han ikke kan lade være med at tænke på det – som han forklarer Greg – er det bedst at tænke på det hele tiden! En gentagen joke, som bare bliver sjovere og sjovere, er Toms adskillige undersøgelser og prøvelser, som han foretager for at ruste sig til det lurende fængselsophold.
Som altid er Succession en imponerende hvirvelvind af alliancer og handletråde. I tredje sæson får vi endelig det afgørende aktionærmøde, samtidig med at der introduceres nye figurer som en hipster-aktionær i form af Adrien Brody og en tech-millionær spillet af svenske Alexander Skarsgård.
Men det er og bliver en serie om den depraverede familie. På trods af den store afstand imellem dem, trækkes vi længere og længere ind i de fire søskendes sind af ødelagte barndomsdrømme.
Voksenlivets fernis preller af i takt med at presset stiger, og tilbage står fire børn, der ikke kan andet end at mobbe hinanden for at få farens gunst.
Til gengæld bliver det tydeligt, at Logan Roy ikke er noget uden sin families beundrende blikke. Han forsøger ihærdigt at få dem alle tættere på med magt og manipulation, og det er vel en formildende omstændighed ved uhyret – at han på sin egen, helt igennem forskruede måde, elsker dem.
Kommentarer