Logan Roy er arrig. Og når den gråhårede medieexcellence er arrig, bliver han ondskabsfuld. Som en haj, der lugter blod, går han efter alt og alle.
De små fisk – Frank, Karl, Gerri samt de nytilkomne i indercirklen, Tom og Greg – kredser omkring ham i vandet, panisk angste for at blive bidt. Men også panisk angste for ikke at være tæt nok på. Der er paranoia i luften. Logan er lige dele hvidhaj og redningskrans for alle i nærheden.
”Hvorfor er alle så fucking glade?” udspyr han til sin egen fødselsdagsfest.
Man skulle ellers tro, at den 84-årige mediemogul ville være godt tilfreds med udgangspunktet i den afsluttende sæson af tidens bedste tv-serie.
Han er 48 timer fra at sælge sin koncern, Waystar Royco, for et astronomisk beløb til tech-milliardæren Lukas Matsson (Alexander Skarsgård).
Logan er også ved at lukke en aftale med konkurrenten Nan Pierce om at opkøbe hendes hæderkronede avis. Handlen gik ellers i vasken i anden sæson. Tilmed er han to uger fra at få sin kandidat, über-racisten Jeryd Mencken, placeret på posten som USA’s næste præsident.
Logan Roy har opnået ultimativ økonomisk og politisk magt. Men det gør ham rastløs, hvilket gør ham arrig, som igen gør ham ondskabsfuld.
For hvad skal han nu stræbe efter?
Han kunne forsøge at hele sårene i sin familie og blive en god far og bedstefar. Men den tanke strejfer ikke Logan.
”Han ville ikke engang kramme sine egne børnebørn,” siger sønnen Kendall Roy med lige dele grin og gråd i stemmen, efter at søsteren Shiv viser en avisforside, der ifølge broren Roman stempler Logan som pædofil.
Succession har helt fra begyndelsen været tragikomisk.
Men det er, som om tragedien fylder mere, jo tættere vi kommer på afgrunden. Hvad er der egentligt at grine af?
De tre depraverede, voksne børn, som blev dolket i ryggen af deres mor og far i forrige sæsonafslutning og efterhånden har så mange knive siddende, at det må være svært at holde sig oprejst, har besluttet at starte en ny global medievirksomhed.
Men den idé er ikke mange dage gammel, før de øjner muligheden for at ødelægge deres fars handel med Nan Pierce.
Vi har set det før. For det er deres go-to, som de har arvet af deres far – at smadre alt. Sprænge alt i luften. Alle skal bøde, når de bløder.
Særligt Kendall og Shiv – sidstnævnte ser ud til at ville brænde sin forræderiske ægtemand Tom op levende – higer efter hævn. Hvorimod Roman, den perverse anomali, der har vist sig at være hjertet i serien, har sværere ved at holde ord om ikke at kontakte deres far.
Logans ældste søn Connor er som altid indifferent og god for skæve visdomsord: ”Det gode ved at have en familie, der ikke elsker dig, er, at du lærer at leve uden.” Han gør sig klar til et kærlighedsløst bryllup med prostituerede Willa.
Selv om man næsten ikke kan forestille sig større skuespillerpræstationer, end hvad ensemblet allerede har præsteret, må man bare måbe over, hvad holdet formår i denne sæson.
Efter de fire første afsnit kan særligt Jeremy Strong (Kendall), Sarah Snook (Shiv) og Kieran Culkin (Roman) godt forberede en takketale til dette års Emmy-uddeling.
Men også Alan Ruck præsterer som Connor ypperligt i et sjældent følelsesladet øjeblik, hvor en skarpladt sandhed om de tre søskendes hævntørst kommer på bordet med denne skønhed af en replik:
”I er hungrende kærlighedssvampe! Og jeg er en plante, der bor på en sten og lever af insekter, som dør inden i mig!”
Serieskaber Jesse Armstrong placerer i de første par afsnit sirligt skakbrikkerne på brættet. Gamle rotter som Sandy og Stewy strømmer op af kloakken for at tiltuske sig den sidste flig af magt og rigdom.
Nu skal slaget stå. Og det bliver mellem selskabsledelsen, bestyrelsen og familien.
Vi er nok mange, der hepper på, at Tom og/eller den akavede fætter Greg kommer til at havne øverst på tronen. Måske kan et stykke papir fundet i Logans pengeskab vise sig at blive afgørende, men det vides ikke.
Der er dog ingen tvivl om, at Succession kommer til at slutte af med et brag af en finale. Og serien vil stå tilbage som et af de mest helstøbte hovedværker i nyere tid.
Kommentarer