Succession – sæson 4

Serieskaber Jesse Armstrong gjorde det nærmest umuligt for sig selv i fjerde og sidste sæson af Succession.

Ikke alene er finalesæsoner notorisk svære at eksekvere. Alle de skibe, man har sat i søen, skal i havn, og i seriens tilfælde er det ikke få.

Armstrong gav oven i købet sig selv det ekstra benspænd, at hvert afsnit er lig med en enkelt dag, så fjerde sæson kun strækker sig over omkring to uger.

Det var ikke kun i fiktionens verden, at man havde en presset kalender.

Skuespillerne fortæller om ekstreme forhold under optagelserne. Manuskriptet til afsnit blev ændret op til 30 gange og afleveret i sidste øjeblik. Det er yderlige problematisk, når man benytter hundedyr 35mm-film, hvor man ikke kan stoppe i tide og utide.

Grænsen mellem gal og genial er som bekendt hårfin.

De vanvittige produktionsforhold gav os tv-kunst som sæsonens tredje afsnit, Connor’s Wedding, der på brutal vis flår de fire søskendes sidste håb om anerkendelse fra deres far, magnaten Logan Roy, fra dem.

”Han kunne ikke engang lide mig,” lyder det fra den ældste søn, Connor. Og måske er det sandheden for dem alle.

Logans død er katalysator for de galaktiske sorg- og chokbølger, der former de resterende syv afsnit. Solen er væk, og fire ensomme planeter svæver nu rundt i intetheden.

Manuskripterne til alle seriens afsnit er med afslutningen blevet udgivet, og her finder man et vink, der forklarer en hel del om den efterfølgende sorgproces: spejlet.

Logan Roy holdt et spejl op foran sine fire børn, når de begyndte at græde. Så kunne de se, hvor dumme og grimme de så ud. Dermed stoppede gråden.

Metoden med spejlet refereres gentagne gange, men kom ikke med i serien. Det giver ellers god mening i forhold til de voksne børns forkrampede følelsesliv.

Yngste søn Roman mener, at han har sørget på forhånd, fordi han har frygtet scenariet så længe, at han må have taget sorgerne på forskud. Ergo har han det bare super efter farens død!

Hans søster Shiv skemalægger sin sorg. Hun tillader sig selv tyve minutter i et mødelokale, der sirligt bookes ind mellem hendes andre møder. Her kan hun stå i mørke og græde.

Imens har broren Kendall selvfølgelig hyret den bedste sorg-terapeut, som penge kan købe.

Ingen tør kigge i spejlet og se sorgen i ansigtet, fordi de ved, at det vil knuse dem. Og knust blev vi alle i niende afsnit, Church and State, der vil gå over i tv-historien.

Det samme vil det hæsblæsende afsnit otte, America Decides, hvor valget af fascisten Mencken blev afgjort af en nyhedschef på kokain, en analysechef blind af wasabi og to milliardærer med hævnmotiver og manglende selvværd. En sejr for demokratiet!

I Church and State går alt op i en højere enhed. Her får vi alt det, som gør Succession til den bedste serie i nyere tid.

I kirken er den økonomiske og politiske elite samlet for at tage afsked med multimilliardæren, der via sit Fox-lignende tv-netværk kunne skabe folkestemninger og vinde valg. Det er magten i sin krybbe – upåvirket af det ragnarok, som valget har udløst.

Men på vej til begravelsen banker realiteterne pludselig på de blankpolerede bildøre: øredøvende demonstranter, der protesterer over valget. Bilen med Shiv, Roman og Kendall må tage en omvej gennem folkemængden for at komme til kirken.

For første gang bryder serien sin milliardærboble, hvor intet har konsekvenser, og alt kan fikses med et par millioner. Det er som at bryde den fjerde væg. Virkeligheden presser sig ind i fiktionen og giver os mindelser om de to foregående amerikanske valg og ængstelse for det næste.

Sammensmeltningen er fuldkommen, da Roman til slut kaster sig ind i mængden og tigger om tæsk. Han prøver at dulme det følelsesmæssige sår, der springer op i kirken.

For Roman har ikke ”pre-grieved”, som han ellers selv tror. Da han skal holde mindetalen for sin far, bryder skuespilleren Kieran Culkin så troværdigt sammen, at Emmy-prisen er sikret.

”Er han derinde?” spørger Roman sine søskende, mens han bange peger på kisten. ”Kan vi ikke lukke ham ud?”

Det er et hjerteskærende callback til første sæson, hvor Roman fortæller om den leg, der ifølge ham selv gjorde ham underlig. Da han var fire år, låste broren Kendall ham inde i et bur og tvang ham til at spise hundemad, før han måtte komme ud igen.

Med to så exceptionelle afsnit efter hinanden er forventningerne til finalen tårnhøje.

Men det sidste afsnit går ikke ”nut-nut”, som Kendall ville udtrykke det. Det ender – som mange nok havde gættet – med Shivs uduelige ægtemand Tom Wambsgans på direktørtronen.

Finalen er seværdig på mange punkter. I særdeleshed den barnlige kroning af Kendall med en blender på hovedet, da de tre magtsyge søskende tror, at de har vundet.

Den eneste anke er, at de mange forviklinger og kovendinger, som er seriens adelsmærke, bliver skruet helt op i den afsluttende sæson, der som nævnt kun varer to uger.

At Shiv, der altid har tænkt ti skridt frem, kan vende to gange på under 24 timer, virker ikke troværdigt.

Læg dertil at den svenske tech-rigmand Lukas Matsson, der har købt Roy-familievirksomheden, kan fyre Tom når som helst. Dermed risikerer Shiv endegyldigt at miste sin tilknytning til firmaet, hvor hun ellers have fået nyhedsstationen ATN, udspillet Kendall med sin viden om hans drabelige fortid og dermed overtage direktørposten.

Fjerde sæson har manglet de afsnit, der i de foregående sæsoner har trukket tempoet ned og gjort kovendingerne psykologisk troværdige.

Det efterlader én med det kætterske spørgsmål: Havde det givet mere mening at sprede handlingen ud over endnu en sæson?

Det ændrer dog ikke på, at Succession vil stå tilbage som et monument i tv-historien. Så farvel, min kære, kære verden af en serie, for nu at parafrasere Shivs mindeord til sin far.