Suffragette

Kvinder er mænd underlegne.

Det bliver med al tydelighed slået fast i begyndelsen af Suffragette. Kvinder er dumme og svage, og magtfulde, britiske mænd fnyser hånligt ved tanken om, at kvinder har noget at skulle have sagt, om det så gælder politik, arbejde eller familie.

”Samfundets struktur vil ophøre,” lyder argumentet.

Det er lige til at grine af, hvis det altså ikke engang var virkelighed. For nogle er det stadig en sandhed, ja, der findes jo også stadig lande, hvor kvinder ikke har stemmeret.

Suffragette handler om kvinders kamp for stemmeret i England i årene 1912-13. Hovedpersonen er den fiktive arbejderkvinde Maud Watts. Hun spilles af Carey Mulligan, der i denne anmelders optik er tidens mest begavede unge britiske skuespiller. Hun formår at give sin rolle en rørende skrøbelighed, som hun trodser til fordel for kvindesagen.

Hun snubler ellers lidt ind i suffragette-bevægelsen, for hun har en ”god” stilling på et vaskeri, en venlig ægtemand og en vidunderlig, lille søn. Hun har umiddelbart ingen grund til at være på barrikaderne.

Men da hun bliver veninde med én på vaskeriet – en suffragette, altså en kvinde, som kæmper for kvinders stemmeret – kommer hun ad omveje ind i bevægelsen.

På dette tidspunkt har kvindebevægelsen været i gang i mere end 50 år i England, og en af hovedkræfterne bag, den autentiske Emmeline Pankhurst (kort, men fyndigt spillet af Meryl Streep), agiterer for handling.

”Krig er det eneste, mænd lytter til,” siger hun i sin korte balkon-scene, før hun atter går under jorden.

Næppe mange er i dag uvidende om kvinders kamp for stemmeret og ligestilling. Men denne anmelder blev overrasket over den voldsomhed, kampen antog. Det er chokerende at se, hvordan fredelige, kjoleklædte demonstranter bliver korporligt tævet af Londons politi. De tunge stave tager ikke hensyn til det svage køn.

Kvinderne bliver smidt i fængsel, hvor de bliver ydmyget og tvangsfodret, hvis de skulle finde på at sultestrejke i protest mod den grove behandling.

Maud og hendes medsøstre, der ud over veninden Violet Miller også tæller apotekerdamen Edith Ellyn og overklassefruen Alice Haughton, bliver jævnligt smidt i fængsel. De er under særlig overvågning af politiet.

Især Edith (Helena Bonham Carter) er de bange for.

”Hun er veluddannet, skruppelløs og derfor farlig,” siger inspektør Steed, der leder indsatsen mod kvinderne.

Modstanden giver for alvor Maud kampgejst, men det får høje omkostninger.

Hendes ægtemand Sonny bliver hånet af venner, naboer og kollegaer – mange, uanset køn, ser ned på Maud og suffragetternes handlinger. Så Sonny smider Maud på porten og lader hende ikke se deres lille søn. Da hun kun er en kvinde, har hun ingen rettigheder i forhold til sit barn …

Men faktisk kan man se, at det piner Sonny. Han holder af sin kærlige, dygtige og kønne kone. Ironisk nok er han bare så svag, at han ikke kan tåle at blive ydmyget.

Det kunne ellers have været en nem faldgrube at falde i: At alle mænd er dumme svin, der undertrykker kvinder. Men intet køn er ufejlbarligt i denne film.

Det grå England, den overbevisende tidstypiske påklædning og håndholdt kamera giver filmen et nærmest dokumentarisk præg. Det går godt i spænd med den følelsesladede historie, der dog aldrig kammer over og bliver patetisk, selv om en enkelt scene er tårefremkaldende.

Kvinderne i England fik stemmeret, men efter et kæmpe offer, der ikke kunne ignoreres af hverken presse eller politikere verden over. I 1918 fik formuende kvinder over 30 år retten, og i 1928 gjaldt det alle myndige kvinder.

Med danske øjne er det i øvrigt et godt år, Suffragette har premiere. Det er nemlig 100 år siden, at kvinder fik stemmeret i Danmark. Men kampen for ligestilling fortsætter.