Det begynder at ligne en anmelder-hetz, når endnu en film i DC Comics’ superhelte-univers hænges til tørre, mens Marvel evig og altid er klassens duks.
Men Suicide Squad er ligesom Batman V Superman: Dawn of Justice desværre bare ikke nogen god film. Og den kan slet ikke hamle op med konkurrenternes åndsbeslægtede Guardians of the Galaxy og Deadpool, som faktisk var sjove takket være henholdsvis anakronistisk musikbrug og overdreven meta-snak.
Modsat er der ingen frisk idé til at binde de mange flyvske tanker sammen i Suicide Squad.
Den er åbenlyst tænkt som et frækt modsvar til de heroiske Marvel-hævnere fra Avengers-filmserien, men også i den sammenligning blegner skurkene. Man skulle ellers tro, at en flok utilregnelige banditter kunne byde på lidt mere overraskende humor end det mere eller mindre lovlydige modstykke.
Desværre er det mest overraskende, at løjerne er så uforudsigelige.
Verden skal nemlig endnu engang reddes – denne gang fra ur-guddommen Enchantress, som tager bo i Dr. June Moones (Cara Delevingne) krop.
På en eller anden måde får den kyniske efterretningsofficer Amanda Waller (Viola Davis) overbevist den amerikanske regering om, at det er et job for en række af verdens farligste forbrydere. Rationalet er naturligvis, at de jo kan undværes, og så begynder rekrutteringen af blandt andre lejemorderen Deadshot (Will Smith) og Jokerens kæreste Harley Quinn (Margot Robbie), der er lige så psykopatisk som ham selv.
Harley er klart den mest interessante af skurkene: psykiateren, der forelsker sig i vanviddets menneskelige manifestation. Men filmen svigter hende flere steder, mest utilgiveligt i den sexistiske udnyttelse, der nok taler til et kernepublikum af teenagedrenge, men selv for dem i længden må blive mere pinlig end pirrende.
Imens forstår man nok, hvorfor Oscar-vinderen Jared Leto er krediteret helt i toppen blandt de medvirkende for sit bud på den ikoniske Joker. Rollen har altid haft en særlig fascinationskraft, der kun blev større efter Heath Ledgers præstation og efterfølgende død. Men Leto er kun en bifigur her, som derfor ikke bliver tydeligt nok defineret til hverken at være skræmmende eller sjov.
Der optræder også et par håndfulde andre karakterer, den ene mere forglemmelig end den anden. Værst bliver det, da en slyngel ved navn Slipknot bliver introduceret kun for at statuere et eksempel for skurkeflokken.
Instruktør og manuskriptforfatter David Ayer har tidligere stået bag mere eller mindre medrivende macho-film som Fury og End of Watch, men med Suicide Squad har han øjensynligt ladet sig rive med af det store persongalleri og budget.
En stor del af sidstnævnte er nemlig gået til et soundtrack, der byder på en række af musikhistoriens mest montage-venlige hits, fra Sympathy for the Devil til Seven Nation Army. Og har de fleste ikke allerede nået grænsen for dynamiske billeder klippet til de pumpende rytmer af Kanye Wests Black Skinhead?
Det hidsige lydtæppe giver dog ikke nogen mening i forhold til historien, men synes tilsat som makeup for netop at skjule den manglende fortælling. Samtidig drukner den medfølgende musikvideo-æstetik ethvert optræk til handling, som kunne give de flade papfigurer bare en smule personlighed. Som når Deadshot og Harley Quinn en sjælden gang imellem deler billedet og en charmerende replikudveksling, men konstant må se sig afbrudt af ansigtsløse monstre.
Den svage persontegning forsøges opvejet ved at tillægge skurkene små, ”morsomme” detaljer såsom en fetich for lyserøde enhjørninger og et glimrende golf-handicap. Det kunne muligvis have fungeret, hvis man faktisk troede på dem som personer i første omgang.
Enten det, eller også skulle der have været fuld fokus på holdaspektet, som også lider under den manglende konsekvens. Derfor er det hamrende utroværdigt, når de til sidst føler sig som en lille, dysfunktionel familie.
Kommentarer