Super16 afgangsfilm årgang #8

I år er det ikke umiddelbart nogen nysselig, minutiøst ordnet buket, afgangseleverne fra den alternative filmuddannelse Super16 præsenterer.

Fra årgang #8 er Gabriel Tzafka end ikke blevet færdig med sin spillefilm, og ligeledes er Kirstine Barfods dokumentar ikke klar til anmeldelse. Det er til gengæld de fire kortfilm, der kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside til og med fredag 25. november, og vi har også fået mulighed for at fælde dom over noget så ambitiøst som en afgangsproduktion i spillefilmlængde!

Det kunne lyde som en kaotisk, uregerlig årgang, der ikke lader sig begrænse af noget så reaktionært som konventioner. Men desværre træder det fandenivoldske for sjældent frem i selve filmene.

Det er ikke, fordi det er svært at få øje på det talentfulde i årgangen. Mange af filmene arbejder med billedskønne, velkomponerede tableauer, og flere instruktører har tilsyneladende fundet ud af, at kvinder i badedragter gør sig godt på film.

Tematisk kredser afgangsfilmene om hverdagen og menneskers vanskeligheder med at forstå hinanden.

Selv om pludselig død dog indtræffer, kan man alligevel godt sidde og længes efter mere hærværk. Hvor er den instruktør, der tør jagte det fuldkomment galsindige i jagten på det geniale?

Halvmand
Frederik Louis Hviid er kendt fra Ekko Shortlist med den sort-hvide undergrundskildring Palma og Nik & Jay-musikvideoen Novembervej. Jens Albinus spiller med i sidstnævnte, og det gør han også i Hviids afgangsfilm.

Den er skrevet af Morten Pape, der i fjor fik et litterært gennembrud med romanen Planen.

Halvmand er en letbenet, autofiktiv satire om en leddeløs skuespiller, der hellere vil genindspille serien Ørnen i Tyskland end være far. Albinus gestalter altså en udgave af sig selv, og det samme gør hans kone i det virkelige liv, Marina Bouras.

Filmen byder på flere skægge optrin. Fertilitetslægen i babyblå Ralph Lauren-polo er fremragende slesk, og Jens er usympatisk sjov, når han forsøger at snyde graviditetsbehandlingen ved at fylde det lille bæger med spyt fremfor sæd.

Men Halvmand mister bid, da den flytter til Tyskland. Filmen bliver mere dyster, men aldrig lige så sindssyg som Christoffer Boes Offscreen. Eller lige så morsom som Klovn-universet.

Søstre
Finske Toni Kamula dimitterer med søskendedramaet Søstre, som han har skrevet sammen med Laura Madsen. Emily (Simone Lykke) og Ida (Anne Reumert) har mistet deres far og må nu forsøge at arbejde sammen om de praktiske gøremål efter et dødsfald.

De to søstre er meget forskellige, forstår vi. Emily præstenteres som usentimental enspænder, mens Ida iscenesættes som familiemor i sine følelsers vold.

Tættere på søstrene kommer vi desværre ikke, og de stavrer blot rundt i farens efterladte hus som endimensionelle modsætninger. Toni Kamula arbejder med det usagte i sådan en grad, at spændingerne mellem Ida og Emily aldrig for alvor etableres. Det gør ikke ondt, når de råber ad hinanden – eller uddeler en lussing.

Sombra
Kristian Sejrbo Lidegaard er også en gammel kending på Ekko Shortlist, hvor ungdomsfilmen Millennium har været hans mest succesrige. I sin afgangsproduktion har han valgt årgangens bedste kulisse.

Ved mastodontiske Møns Klint slikker mor Sonja (Charlotte Munck), datteren Julie (ekstremt talentfulde Victoria Carmen Sonne) og veninden Anna (Emma Sehested Høeg) sol.

Vi fornemmer problemer imellem dem, også her antydes en snigende uhygge.

Mor Sonja er den mest ungdommelige af de tre. Hun elsker vin og popmusik – og hun tror ”hombre” betyder ”skygge” på spansk. Selv Donald Trump ved, hvad en ”hombre” er.

Det langsomme tempo ved klinten (igen anvendes få indstillinger), og de pligtskyldige samtaler om vind og vejr er lige ved at tippe over mod det kedsommelige, men så præsenterer Lidegaard og medforfatter Allan Hyde et kærkomment, voldsomt skift.

Pludselig er vi i et skyggerige, og den solbeskinnede natur begynder at rumstere og ulme af ondskab. Horror-dyr – insekter og fugle – sniger sig frem fra sprækker i verden, og man sidder tilbage med en herlig konsterneret følelse af at være blevet rusket i.

Aqua Mamas
En baby gør ikke nødvendigvis én lykkelig. Det må Pernille (Pernille Vallentin) sande i dokumentarist Zara Zernys (Shoot for the Moon) personlige fiktionsfilm.

Aqua Mamas arbejder med få indstillinger og kunstfærdige tableauer, der gennemsyrer filmen med stille, men virkningsfuld uro. Særligt et tableau af gravide, ophovne maver under svømmebassinets overflade anticiperer effektivt den forestående omvæltning: fødslen.

Pernille Vallentin portrætterer den anæmiske, søvnhungrende mor flot med sin umiskendelige skrøbelighed. Da hun får sit barn, oplever Pernille ikke samme lykke som de andre i mødregruppen, og skammen sidder som en sygdom i hende.

Hun fanges i et ulideligt vakuum af patroniserende råd om moderskab, og Aqua Mamas leverer et glimrende forsvar for de anderledes, grimme følelser. Så kan det godt accepteres, at skuespillerne omkring Valentin (de er fra Zernys egen mødregruppe) får afleveret de fleste replikker en kende fladt.

Kærester
Niels Holstein Kaa (Sidste weekend) afslutter Super16 med en film, der er en time længere end de fire andre i denne anmeldelse. Det er et ambitiøst valg at dimittere med en spillefilm, og Holstein Kaa kommer i mål uden at knække nakken.

Kærester giver mindelser om I blodet (Rasmus Heisterberg) og Copenhague A Love Story (Philippe Lesage). Her er en udpræget topografisk interesse for København og en masse forvirrede unge mennesker, der farer vild og drikker dåseøl.

Igen hedder karaktererne det samme som de skuespillere, der gestalter dem. Marie (Mailand), Niklas (Herskind) og Nina (Therese Rask) portrætteres i hver deres kapitel. Først forelsker Marie sig i Niklas, før han forelsker sig i Nina.

Det er utvivlsomt et bevidst valg, at filmen zigzagger sig af sted med et særdeles løst forhold til dramaturgi. Det rekapitulerer jo også i den grad ungdomslivet, der for ingen byder på snorlige kausalitet. Men valget gør også af og til Kærester temmelig ufokuseret, når forelskelsens perpleksitet igen og igen fremhæves.

Heldigvis viser instruktøren sig dog også som et stort talent ud i kunsten at skabe sansemættede scener, og overordnet giver Kærester et billedskønt portræt af ungdommens umulige balancegang mellem tryghed og frihed – en gang, hvor kropumulig liderlighed agerer lunefuld balancestang.

Og så er afgangsspillefilmen fuld af pittoreske billeder af Assistens Kirkegård, Søerne, de lyserøde kirsebærtræer ved Bispebjerg og flyene, der letter over Amager Strandpark. De varmer og gør glad her i grå november.