Super Mario Bros. Filmen

Japanske Nintendo er spilindustriens svar på Disney. 

Selskabet har i årtier produceret kvalitetsspil, som børn og voksne kan nyde sammen. Og det har verdensberømte maskotter som selveste Super Mario i hovedrollerne. 

Derfor er det også overraskende, at Nintendo hidtil ikke har udnyttet den lavstammede blikkenslagers stjernestatus og skabt en gedigen børnefilm om den skæggede helt. 

Måske lod man sig skræmme af Super Mario Bros., der floppede katastrofalt i 1993. Spørgsmålet er, om animerede Super Mario Bros. Filmen har været ventetiden værd. 

Mario og Luigi arbejder som blikkenslagere i Brooklyn, men forretningen har endnu ikke opnået succes. De forkludrer deres opgaver og bruger opsparingen på fjollede reklamer, som ikke får opkaldene til at vælte ind. 

Brødrene mangler dog ikke gåpåmod. 

Da en vandlinje sprænges i Brooklyns midte, sætter Mario sig for at redde bydelen med deres blikkenslagertæft. 

Langt nede i Brooklyns kloaksystem falder brødrene over et magisk, grønt rør. De bliver suget ind i røret og transporteret til en anden verden: Svamperiget. 

Her regerer den seje Prinsesse Peach over det venligtsindede svampefolk. Mario bliver adskilt fra Luigi, og i sit forsøg på at genforene sig med sin elskede bror må han hjælpe Peach med at forsvare Svamperiget over for den ondskabsfulde Kong Bowser. 

Super Mario Bros. Filmen forstår at udnytte nostalgifaktoren. Brødrenes reklame bruger den legendariske Mario Rap, der stammer fra 80’erne og 90’ernes The Super Mario Bros. Super Show!, som underlægningsmusik. 

Filmen trækker på flere af spillenes ikoniske soundtracks, og Svamperiget er befolket af alskens venner og fjender fra både nyere og ældre spil. 

Allerbedst fungerer det, når filmen ukritisk lader sin verden være styret af videospillogik. 

Abernes rige, hvor gorillahelten Donkey Kong bor, består således udelukkende af træbaner, som aberne racer i gokarts på. Det skildres som helt naturgivent, og det er umuligt ikke at trække på smilebåndet, mens de racer afsted på abernes absurde veje i prangende biler. 

Illumination – kendt for film som Grusomme mig og Minions – står bag animationen. Den er bragende flot. 

Der er fuldt skrald på farverne. Figurerne er detaljerige, og deres overdrevne udtryk og bevægelser er karakteristiske. Action-scenerne får én til at glemme, at man sidder i en biograf. Det handler bare om at lade sig rive med af de fabelagtige fornøjelser. 

Desværre falmer underholdningen. 

Manuskriptet er mangelfuldt, og den gakkede spilverden får oftest ikke lov til at stå på egne ben. Da Mario ankommer til Svamperiget, bliver riget italesat med den her type kommentarer: ”Nåh, så mursten svæver bare her?” 

Det skader fantasifuldheden, når filmens egne karakterer kritiserer den. 

Filmens bedste dialog foregår i selskab med Mario og Peach, når de taler oprigtigt sammen. Men de gode samtaler overskygges af fortærskede og malplacerede jokes. En lille stjerne, der er fængslet sammen med Luigi, fortæller konstant vittigheder om, at der intet håb er. 

Sådan er filmens tone voldsomt svingende. 

Historien trækker på spillenes klassiske fortælling om, at Prinsesse Peach skal reddes fra Bowser, der vil giftes med hende. Peach er nemlig stærk, sej og selvstændig. 

Bowser er jaloux på Mario, der på eventyret står ved hendes side. Det er bizart at høre Bowser spørge, om Peach er tiltrukket af Mario. Mario prøver blot at være rar og venlig, men Peach får aldrig lov til selv at udtrykke, om hun er interesseret i et forhold. 

Bowsers besættelse er naturligvis negativ, men helten og heltindens forhold undersøges aldrig nærmere. Mere moderne er filmen alligevel ikke. 

Super Mario Bros. Filmen er et langt stykke af vejen en underholdende og flot børnefilm, men historien er ikke gennemtænkt nok til, at det bliver en fabelagtig animationsfilm.