Er Super16 den mest geniale opfindelse i nyere dansk film?
Da jeg som den første journalist skulle lave et større portræt af den alternative uddannelse i 2001, må jeg indrømme, at jeg i mit stille sind tænkte, at det var en døgnflue.
En forening stort set uden vedtægter, bestående af egenrådige filmskabere, der udskiftes hvert tredje år, havde ikke mange chancer i en rastløs filmbranche.
Men her sytten år senere er Super16 ikke bare stadig i live, men virker også mere levende og fandenivoldsk end nogensinde. Næste år kan foreningen fejre tyve års jubilæum, og det er virkelig værd at fejre.
For hvad ville dansk film have været uden Fenar Ahmad, Christina Rosendahl, Martin Zandvliet, Kaspar Munk, Ask Hasselbalch, Christian Dyekjær, Katja Adomeit, Rasmus Kloster Bro, Daniel Borgman, Jonas Arnby, Rikke Tambo Andersen, Tobias Gundorff Boesen, Marie Grahtø og mange andre, der har gået på uddannelsen?
Super16 udgøres af en flok die-hards, der er løbet panden mod Filmskolens mur eller bare foretrækker en mere fleksibel uddannelse, hvor de kan have et job eller tage en anden uddannelse ved siden af.
På nærmest mirakuløs vis er det lykkedes årgang for årgang at skabe en ramme for anarkiet og gåpåmodet, som gør, at vi i det seneste par uger på Ekkos hjemmeside har kunnet se afgangsfilmene fra årgang #9.
Stabiliteten er måske det mest forbløffende, ja, på et tidspunkt var det hele så stabilt, at jeg opfordrede foreningen til at ryste posen og forny sig selv.
Og uddannelsen, der fra starten bestod af otte instruktører og otte producere, blev hen ad vejen ændret. Man skar to instruktører og to producere væk for at få plads til fire manuskriptforfattere. Og niende årgang valgte som noget helt nyt at lave serier som deres midtvejsfilm, hvor forfatterne var i fokus.
Dette års afgangsfilm viser spændvidden – fra en dokumentar om mænds flydende seksualitet over en musical fra smilets by til en spillefilm om en tekno-dystopi. Og som prikken over rummeligheden har to manuskriptforfattere såmænd lavet deres egen bonusfilm!
Instruktørerne blev sat på passagersædet i midtvejsprojekterne som afviklere af manusforfatternes tv-serier. Det mærkes på afgangsfilmene, hvor instruktørerne i den grad tager revanche med de måske mest personlige afgangsfilm på uddannelsen til dato.
Emnerne er barnløshed, karrieredrømme, biseksualitet, teknologisk overherredømme, SoMe-kultur og sorg, som i flere tilfælde udspringer af instruktørernes egne erfaringer. Men det er i mindst lige så høj grad måden, historierne bliver fortalt på, der gør dem så personlige.
Men generøsiteten er stadig i højsædet. Og det er afgørende, når pengene er begrænsede. Alle låner og deler med hinanden. En komponist i én film, er skuespiller i en anden. En skuespiller i en tredje film, er fotograf i en fjerde.
Annas største drøm er at blive mor. Men da hun ankommer til Paris for at besøge sin gravide veninde Caroline, har hun lige fået at vide, at hun på grund af sygdommen endometriose godt kan opgive at føde sit eget barn.
Efter den første gensynsglæde begynder stemningen mellem veninderne at spidse til, indtil Annas jalousi bryder ud i lys lue.
Iza Mortag Freund spiller Caroline, men det er endnu engang Danica Curcic, der slår benene væk under én. Selv om det ikke er venindens skyld, forstår vi Annas følelse af uretfærdighed, og da veninden forsøger at trøste – ”det bliver nemmere med alderen” – piller Danica Curcic klichéen fra hinanden med en talestrøm, der er det mest hjerteskærende øjeblik i dette års afgangsfilm.
Curcic er naturligvis en gave for enhver instruktør, men manuskriptet bag lille a er også fremragende. Talentfulde Sine Vadstrup Brooker (Regnbuepiger, Melon Rainbow) fotograferer i stærke kontraster mellem lys og mørke og forfalder aldrig til at dyrke pittoreske Paris. Hun fokuserer på psykologien og modstillingen mellem den ydre idyl og den indre smerte, og selv om de suggestive slutbilleder af lange, øde tunneller ikke er subtile, så gør de alligevel ondt som en knude i maven.
Lydefri og nærmest perfekt fremstår denne kortfilm, hvis halve time harmonerer med handlingen. Intet bliver forceret eller trukket i langdrag, alt føles naturligt – også den ”franske” ørehænger Ca Va, skrevet af allestedsnærværende Lasse Aagaard m.fl.
Det er et brag af et gennembrud for 30-årige Cecilie McNair, som vi kender fra Ekko Shortlist-filmen Patienten. Hun er et af de kvindelige talenter, som ikke har fået den opmærksomhed og anerkendelse, hun fortjener. Med lille a viser instruktøren, at hun kan løfte tabuet barnløshed – et emne, hun selv har tæt inde på livet – til et gribende drama, og hvis ikke filmselskaberne og konsulenterne nu står i kø for at lave film med Cecilie McNair, er der ingen retfærdighed til.
Stærkt personlig er Mathias Broes afgangsfilm også. Han har med Amfi kastet sig over dokumentargenren, men resultatet er lige så poetisk som hans stærke Ung mands dans, der ligesom dokumentaren er fotograferet af Nicolai Lok.
Amfi vækker mindelser om afgangsfilm fra den såkaldte flerkameralinje, som Filmskolen nedlagde sidste år. Konceptet er, at man samler nogle mennesker i et iscenesat rum for at skildre dynamikken imellem dem.
Kameraerne følger tre mænd – Anton, Adam og Sigurd – der i ruinerne af et amfiteater deler oplevelser og hemmeligheder med hinanden, mens de snakker om deres flydende seksualitet.
Den 26-årige instruktør træder af og til selv foran kameraet for at snakke med de unge mænd, som han åbenlyst føler et sjælebånd til. Og han giver de medvirkende en konkret opgave: De skal støbe en skulptur af deres kroppe.
Det er intimt uden at være grænseoverskridende, sympatisk uden at være tandløst. Mændene fortæller om skammen ved at være anderledes, om at fornægte sin seksualitet, om ensomhed og selvforagt. Men også om liderlighed og de erotiske oplevelser – at give sit første blowjob, mens en pige kigger på.
De stille samtaler spædes op med et symbolladet billedsprog, og i crescendoet danser mænd og kvinder med laserlys i rumpen, akkompagneret af elektroniske lydflader. Men det virker effektjagende – som æstetiske fiksfakserier, der slet ikke gør samme indtryk som mændenes åbenhjertige samtaler. Til gengæld er det smukke slutbillede ganske bevægende.
Mathias Broe siger til sine medvirkende, at han vil lave en film, som han gerne ville have haft, da han var yngre. Mange unge mænd vil kunne spejle sig i Amfi og opleve, at de ikke står alene. Broe er en spændende instruktør, der tør bruge sin egen seksualitet til at skabe nye mandebilleder i dansk film. Og det har vi brug for!
Hvordan viser man sorg og tab på film uden at forvandle følelsen til en banal og åndløs fortælling?
Natalia Anna Ciepiel gør det ikke nemt for sig selv, når hun i Den geniale epoke forsøger at skildre en families sorg over en far, der er gået bort i en alt for tidlig alder.
I den otte minutter lange åbningssekvens ser vi håndholdte, videoagtige billeder af en polsk familie, der spiser, leger og bader. Hårdt klip til en organist, der spiller ved en begravelse. Faren er død. Datteren græder. Alle er i chok.
Vi har ikke lært dem at kende, og derfor har vi også svært ved at indleve os i dem. Men i stedet for en historie vil Natalia Anna Ciepiel skabe direkte billeder af sorgen og fraværet af faren. Et skrivebord med en tom stol. Problemet er bare, at et skrivebord med en tom stol er, ja, et skrivebord med en tom stol. Det er filmmediets forbandelse, at det er bundet til det konkrete og har så svært ved i alene billeder at udtrykke følelser og abstrakte begreber.
Men den 25-årige instruktør insisterer på, at vi skal føle noget, når hun med sorgens langsommelige tempo viser de ritualer, der følger i kølvandet på døden. Farfaren viser billeder af faren, da han var ung. Datteren tager farens skjorte på. Familien går ned til havet og tømmer urnens indhold.
Instruktøren trækker store veksler på tilskuerens tålmodighed, og familien bliver holdt i strakt arm. Men efterhånden går det op for én, at kameraet må være den afdøde fars blik. Og hans sjæl er stadig til stede. Som i Gaspar Noés Enter the Void eller måske snarere den magiske, thailandske Guldpalmevinder Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv.
Vaskemaskinen går i gang af sig selv. Tricket virkede ikke på mig, men da et digt om døden af Wisława Szumborska præsenteres som undertekster, mens vi ser stumme aftenbilleder af de mennesketomme rum oplyst af en vibrerende lyskugle, får Den geniale epoke pludselig en spirituel dimension.
Større ros gives ikke.
Alexander Ohrts afgangsfilm er anderledes lys og let, men ikke uden menneskelig tyngde. Han viser, at musikken – og i videre forstand kunsten – betyder noget helt specielt for de fleste mennesker, og endnu mere for nogle særligt udvalgte.
Alma møder sin gamle bandkammerat Anders, der er på besøg i Aarhus, som hun flyttede hjem til, da hendes spirende musikerdrøm viste sig for svær at realisere.
De tilbringer dagen sammen med en gåtur i Aarhus, løse snakke og smukke sange, mens fortiden mellem dem udfoldes så afmålt, at man hele tiden er spændt på, hvad der har været på spil mellem dem.
Emilie Dam Ohrt og Lasse Aagaard er musikere, ikke skuespillere, og det kan man godt mærke. Men 29-årige Alexander Ohrt instruerer afslappet og lader parret improvisere. Stemningen er præget af romantik og mild melankoli, og tankerne ledes uvægerligt hen på La La Land, men også Richard Linklaters Before-trilogi.
Sangene er fine uden at kvalificere sig til evergreen-status, og Blåt lys kan bedst beskrives som en nedbarberet hverdagsmusical, fotograferet i nostalgisk skramlet vhs-billedkvalitet. Men frem for alt gør filmen indtryk som en behageligt slentrende kortfilm, et øjeblik i to menneskers liv, som vi nyder at dele med dem.
”Kortfilmens dyd er, at den slapper af, at den slentrer igennem verden med selvfølgelighed,” sagde manuskriptlæreren Mogens Rukov. Det er Blåt lys et lysende eksempel på, og den type kortfilm ser vi egentlig alt for sjældent i dag.
Truslen om en fugleinfluenza satte en brat stopper for Andrias Høgennis planlagte afgangsfilm om en kylling, der får en bevidsthed, før den skal slagtes.
I ellevte time måtte Høgenni skifte hest og så at sige hive en ny kanin op af hatten. Det har gjort Ikki illa meint til den mest skrabede og fragmentariske af afgangsfilmene, men det siger en hel del om den 30-årige instruktørs evner, at scenerne alligevel er blevet så stærke. Tilmed foregår de bedste i et så poesiforladt sted som et supermarked.
To færøske kvinder bosat i Danmark går tilfældigt forbi hinanden i Føtex, hvor den ene står og tager billeder af peberfrugter med sin mobiltelefon. De kender hinanden, men Elinborg (Mariann Hansen) prøver at luske væk, før hun bliver set af Marita (Sissal Drews Hjaltalin).
Det lykkes ikke, og de to kvinder har en af den slags pinagtigt ubehagelige samtaler, de fleste nok kan genkende. Samtalen handler om, at Elinborg har blokeret Marita på Facebook, fordi hun ikke bryder sig om hendes opslag.
Det handler om vores ansvar for hinanden, også når vi sidder bag tastaturet og færdes på de sociale medier. Forståelig hverdagsdramatik, men halvvejs i den kun tyve minutter lange film sker der noget voldsomt, som er uventet og desværre ikke helt troværdigt.
Troværdig er til gengæld samtalerne mellem kvinderne, hvor især Mariann Hansen – nomineret til Ekko Shortlist Awards 2017 for Høgennis Stina Karina – er overbevisende, da hun bliver konfronteret med sin blokering på Facebook.
Sune Kølsters a cappella-underlægningsmusik er kongenialt meddigtende, og selv om historien ikke bliver helt forløst, er Andrias Høgenni et af de talenter, man forventer sig meget af. Han må gerne lave den næste færøske spillefilm.
En rapport om festen og gæsterne
Søren Peter Langkjær Bojsen blev pludselig et af Danmarks mest spændende instruktørtalenter, da hans overrumplende originale førsteårsfilm, den techno-dystopiske Delphi, ramte både tidsånden og mavekulen.
Det affødte rekordagtige seks nomineringer og en pris ved Ekko Shortlist Awards 2017.
Man kunne frygte, at den 31-årige instruktør ikke ville gå lige så radikalt til værks i sin afgangsfilm, men det er bestemt ikke tilfældet. Han har skruet ekstra op for ambitionerne og lavet en spillefilm, En rapport om festen og gæsterne, der er endnu mere vild i sit udtryk – og svær at beskrive kort.
Filmen foregår i år 2028, hvor teknologien har sat sig på alle områder af menneskets liv. En mystisk skabning ved navn Rudolph går i land i Estland, hvor Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himlen i 1219. Han slæber på sin mors livløse krop og er på jagt efter noget. Undervejs på sin færd møder han en gruppe unge kunstnere, der måske symboliserer … noget?
Den forunderlige titel er lånt fra en tjekkisk film fra 1966 af Jan Němec, der måtte kamuflere sin samfundskritik i allegori og surrealisme. Langkjær Bojsen bruger formen i sit fremtidsmareridt, hvor det totalitære ikke er en socialistisk stat, men en ansigtsløs teknologi.
Også hovedpersonen Rudolph er styret af denne teknologi. Han spilles karismatisk af Simon Bennebjerg fra Delphi, som spillefilmen nærmest er en fortsættelse af. Men hvor Delphi i sin essens fortæller et menneskeligt drama om et makkerpar, der var ved at glide fra hinanden, er historien i den nye film en slags allegori, der fortaber sig i tågerne.
Men alene det, at det er lykkedes for instruktøren og hans producer, Maria Møller Christoffersen, at skabe en så ambitiøs spillefilm med så mange forskellige locations, er en imponerende og respektindgydende præstation.
En rapport om festen og gæsterne kan måske bedst ses som en lang psykedelisk rejse – også for publikum – med en frenetisk blanding af filmformater, et frontalangreb på sanserne, der nok skal skaffe filmen et kultpublikum.
Søren Peter Langkjær Bojsen er en original og uforudsigelig instruktør. Lad os krydse fingre for, at branchen forstår at bruge hans talent, mens vi i spænding venter på næste kapitel.
facebook
twitter
Kommentarer