Super16, årgang #12 – midtvejsfilm

Der sker noget spændende på den uafhængige filmuddannelse i Valby.

Med en verden i opbrud af krige, klimakatastrofer og samfundsmæssig splittelse inspireres eleverne på tolvte årgang af 1990’er-magasinet En Skør Skør Verden, der fortalte skøre og mystiske fortællinger.

Hver film tager således udgangspunkt i spørgsmål, der starter med: ”Hvad nu hvis ...” 

Det udmønter sig til filmskabernes forestillinger om, hvad nu hvis alle voksne blev udslettet, hvis verden gik under i dag, eller hvis alle havde en kunstig intelligens som bedste ven.

En hel film bades i rødligt skær, en anden lader virkelige og følelsesmæssige eksplosioner foregå side om side, mens en tredje filmer en verden, der allerede ligger i ruiner.

Med en enkelt undtagelse, der foregår i et alternativt univers, forestiller hver af filmene sig en dystopisk fremtid, som er sigende for en tidsånd, der ikke har meget til overs for utopier.

Ikke desto mindre skinner årgangens interesse for den jordnære, menneskelige fortælling igennem. Det kan man ikke andet end tage hatten af for.

Companion

En ung piges svære forhold til moderne teknologi kommer til overfladen, når hendes bedste veninde forsager venskabet for en såkaldt Companion. En kunstig intelligens, der opereres ind i nakken og bliver ejerens nye bedste ven.

Konceptet er tankevækkende i en tid med ChatGPT, der efterligner menneskelig kreativitet. Men også fordi filmens digitale ven aldrig er uenig og følger med overalt.

Sleskheden står nærmest i kontrast til venskaber, som er berigende og opbyggelige, fordi rigtige mennesker kommer med perspektiver, oplevelser og viden, der adskiller sig fra dine egne.

De taler dig ikke bare efter munden, men giver modstand, hvis de er uenige.

Med rigtige vinkler, belysning og lidt regn forvandler instruktør Nivetha Balasubramaniam og fotograf Kristian Arbs en asiatisk restaurant og Københavns metro til kulisser, der kunne være fra Blade Runner.

Tilsat hovedpersonens tech-skepsis – levendegjort af fremragende Neesha Dewa, som også spiller hovedrollen i instruktørens førsteårsfilm Amala – er bunden lagt for et alternativt nærfremtids-mareridt.

Død af grin

Ole sørger efter, at søsteren Alma (Kimmie Liv Sennova) dør af brystkræft. Men det er han ene om i filmens parallelunivers, der på overfladen ligner virkeligheden. Og dog er begravelser en begivenhed, hvor man fejrer den afdøde.

Det er umiddelbart komisk at se gråd, mindeord og sort beklædning udskiftet med hurra-råb, festlige dekorationer og løjerlige viser skrevet til lejligheden ledsaget af pårørendes dårlige vittigheder.

Konceptet kunne let slippe afsted med at være en munter farce, men i instruktør Terji Mohrs hænder er filmen et tankevækkende eksperiment. Død af grin udstiller hyggens skyggesider og alt det, der forbliver usagt for ikke at spolere den gode stemning.

Jesper Ole Feit Andersen brillerer i hovedrollen. Præstationen strækker sig fra underspillet sorg til harme og påtaget glæde ved en absurd fejring af et levet liv.

Anderledes uhyggelig er Tina Gylling Mortensens mor, der lyser af glæde, som var hun til datterens bryllup og ikke begravelse. Konfronteret med datterens ensomme, smertefulde død bryder hun ud i latter.

En forudsigelig fortælling om magtesløse mænd

En ny pille kan forlænge kvinders – ikke mænds – liv med op til 500 år. Men snart får statsminister Kim Harding (Thomas W. Gabrielsson) øjnene op for, hvordan forskel i forventet alder betyder forskel i adgang til boligmarked, arbejdsmarked, økonomi og reproduktion.

Reaktionært kalder han opfindelsens tilhængere for en flok røvhuller, stormer ud af Christiansborg og vil starte en modbevægelse.

Særligt effektivt er sekvenser filmet i mørke med halvslørede ansigter på mænd med skumle hensigter. Det får dem til at ligne skurke i en spionthriller og afspejler den nyere tids gruppe af mænd, som føler sig svigtet af kvinder – såkaldte incels. 

Instruktør Frederik Paludan skifter sirligt mellem tør komedie og tragedie, men er øjensynligt mest interesseret i det teknologiske fremskridts destruktive potentiale.

For hver mand, der støtter Kims modstand mod kønsulighed, er der nemlig også én, der bare gerne vil undertrykke kvinder. Noget der på den ene side er foruroligende, men med filmtitlen in mente også tåkrummende komisk.

FOMO / Armageddon

Hvis jorden gik under, ville du helst tilbringe din sidste dag sammen med familien eller med én, du er lidt lun på?

Det dilemma fylder hos unge William (Justin Geertsen). Af pligt sætter han sig ved fødselsdagsbordet for at gøre sin udviklingshæmmede søster glad. Men i al hemmelighed har han aftalt et sidste rendezvous på stranden bagefter.

Fra dannebrogsflag og røde tulipaner til et rødligt skær i de fleste optagelser er det, som solen er ved at koge over og svider jordens overflade. Glassene ryster, så vandet plasker i dem på bordet.

Instruktør Michael Kunov har en forfriskende enkel tilgang til konceptet og et nysgerrigt, legende billedsprog. Men der mangler en dybere indlevelse i hovedpersonens indre liv, så man for alvor mærker splittelsen og længslen, der piner ham til det sidste.

Ritardando

Selma Sunniva høstede fem stjerner for sin førsteårsfilm Et eksempel: Dem på gulvet, der lige nu hitter på Ekko Shortlist. Ambitiøst kaster instruktøren sig over animation i sin midtvejsfilm.

Hun kalder selv filmen for ”work in progress”, men som Ritardando ser ud nu, er den en besnærende og helstøbt oplevelse.

Thure Lindhardt spiller hovedrollen som den hidsige harpespiller David, og hans animerede ”jeg” ligner skuespilleren til forveksling. Han afskærer sig fra omverdenen, helliger sin tid til musikken og irriteres af sine medmennesker på Zoom, mens bomber sprænger udenfor.

Det forbliver uvist, hvad der lige præcis foregår, og David er tilsyneladende selv ligeglad. Så længe han kan spille harpe i fred.

Det dystopiske fremtidsscenarie med krig og elendighed, som er filmens bagtæppe, forvandles i en smuk sekvens til et drømmende, surrealistisk univers, hvor raketter flyver – ja, nærmest danser – i sirlige cirkler i luften.

Møbler svæver, som befandt de sig i vægtløs tilstand, og blodet, der løber ned ad Davids arm, afspejler harpens røde strenge.

Wild Child

”Aldrig bliv voksen, befri din fantasi,” synger en gruppe børn, mens de slår ring om et bål i mørket, ”Gør kun det, du selv kan lide!”

De lever i en verden, hvor alle voksne er udslettet for ikke at have passet på planeten, mens de stadig kunne. Børnene siger selv, at de voksne havde godt af deres skæbne, omend nervøse blikke afslører, at følelserne nok ikke er så simple.

Når filmen er allerbedst, er den som en dystopisk udgave af Larry Clarks Kids, hvor utilpassede teenagere gør, hvad de vil løsrevet fra voksnes indflydelse og regler.

Tilsat håndholdt kamera, golde klippelandskaber og børn, der leder efter mad, sprut og smøger på lossepladser er instruktør Sif Lina Lambæks Wild Child den uhyggeligste af årgangens fremtidsfantasier.

Fordi dens overlevende går en uvis fremtid i møde.

Det bliver endnu mere skræmmende, fordi gruppens leder Barbie (Ida Skelbæk-Knudsen) i al hemmelighed får menstruation, inden børnene har besluttet, om de overhovedet selv skal have lov til at blive voksne.