Der er den seriøse øko-dystopi om kunstig intelligens, den familiære dokumentar med et glimt i øjet og det melankolske intimdrama om en depressiv bager, hvis forsøg på at være sjov går helt i kagemand.
Og det er bare halvdelen.
Det er nemlig seks vidt forskellige førsteårsfilm, tiende årgang fra den alternative filmuddannelse Super16 har begået.
Alligevel er der et par fælles temaer, som går igen.
I flere af filmene krakelerer og forskyder virkeligheden sig. Hverdagen, som vi kender den, forandrer sig, eller vi kastets ind i sindets subjektive indre. Og så bliver forholdet mellem ensomhed og tosomhed undersøgt af instruktørerne in spe.
Niveauet er generelt højt, og ingen af filmene falder helt igennem.
Gaia
Zinnini Elkingtons ambitiøse Gaia er vel nok årgangens mest vellykkede og helstøbte værk.
På tyve minutter formår den at fortælle en på samme tid enkel og kompleks historie om den ensomme biolog Lilly (Kristine Kujath Thorp), der efter en klimakatastrofe opdyrker en plante med kunstig intelligens.
Gaia kan minde om et Black Mirror-afsnit i miniudgave med sin sans for teknologiens konsekvenser og et gennemført futuristisk udtryk præget af nøgen beton og foruroligende Vesterhavs-klitter.
Det er modigt og ambitiøst at begive sig ud i en krævende genre som science fiction, men Elkington og co. slipper overbevisende fra det.
En værdig mand
Anderledes intim og jordnær er Kristian Håskjolds En værdig mand, der har en indbydende og spændende filmisk æstetik, mens temaet om ensomhed gribes an på original vis.
Håskjolds film om den depressive bager Erik (Troels Lyby), der forsøger at bryde med sit ensformige liv ved hjælp af platte vittigheder, er nemlig en fortælling om ensomhed. Men vel at mærke ensomheden midt i en familie!
Kristian Håskjold har allerede gjort sig fornemt bemærket på Ekko Shortlist. Han vandt prisen for bedste klip i Pinde & Pistoler ved Ekko Shortlist Awards i 2016, og netop nu ligger han på top 10 med Forever Now, om et kærestepar, der slår op på en hel særlig vis.
En værdig mand har et fornemt filmisk udtryk, og da realismen halvvejs veksles til Eriks subjektive sindstilstand, er det veludført.
Filmen har dog et par udfordringer i sin karaktertegning, men den overbeviser til sidst takket være en slutscene, der er opfindsom og sublimt udført. En værdig mand cementerer, at Kristian Håskjold bestemt er værd at holde øje med i fremtiden.
Eftertid
Eftertid undersøger fænomenet sorgbearbejdning og viser undervejs intim skrøbelighed mellem to søstre.
Filmens problem er dog, at den har interessante ansatser til en spændende og menneskenær fortælling, men aldrig for alvor tager hul på dem. For eksempel diskuterer de to søstre undervejs, hvad der skal blive af deres afdøde fars Facebook-profil. En interessant refleksion over vores virtuelle liv, men det spørgsmål skydes hurtigt til side.
Hannah Elbkes film har øjeblikke af filmisk kvalitet og forsøger sig både med voice-over, slowmotion og kontrastfuld klipning mellem det helt stille og det larmende.
Man savner dog en mere klar retning i Eftertid, der flakser for meget og derfor ikke for alvor rører med sin skrøbelige tematik om søskendekærlighed og sorg.
Filmen er skabt, mens instruktøren selv var midt i en sorgproces efter tabet af sin far. At det overhovedet er lykkedes, er i sig selv en bemærkelsesværdig triumf.
Den anden
Jacob Krzysztof Glogowski står for årgangens kunstnerisk mest ambitiøse film.
Den anden er svær at få hold om, fordi den er bevidst spraglet, men derfor også ekstra pirrende og stimulerende. Filmen blander forskellige visuelle udtryk og fortæller en historie om en ung mand, der drages ind i et excentrisk og markant performance-kunstværk.
Tonen er gullig og brun, og kunstværket filmes ofte i kornet hjemmevideostil. Man fornemmer en klar visuel vision, og hver scene er nøje sat i æstetisk taknemmelige miljøer med sans for farve og former.
Faren er dog, at det hele bliver ren æstetik og kunstlet overflade. Den anden er langsom, fåmælt og drømmende. Svært tilgængelig, men også interessant.
Dobbeltgænger
Dobbeltgænger af Simon Mortensen er på den ene side en fortænkt og overgjort fortælling med overnaturlige horror-elementer og på den anden side en visuelt oplagt rejse ind i hovedpersonen Magnus’ dobbelte sind.
Magnus og hans kæreste opsøger en heksedoktor for at få afhjulpet Magnus’ kleptomani. Her hypnotiseres han til et parallelunivers, hvis visuelle udtryk og veloplagthed er filmens største plus.
Simon Mortensen leger med genren og dimensionerne, og filmen smager både af gotisk horror og fantasy. Forfriskende. Til gengæld er det dramaturgiske skrivearbejde knap så fortryllende. Her kan Mortensen og manusskriptforfatter Henrik Binger godt fremover skue lidt ned for det pjattede.
Sergenten & hans nevø
Sergenten & hans nevø er årgangens mest umage og overraskende oplagte film med sin dokumentariske fortælling om den unge Glen (filmens instruktør), der besøger sin excentriske onkel, eneboeren Niels, i en lille nordjysk by.
Niels med oberst Hackel-skægget bor i et kaotisk rodet parcelhus og opdrager over et par dage sin nevø i militære dyder. Glen skal både lære at navigere i naturen og håndtere en sabel. De to mænd knytter familiære bånd i en engagerende og pudsig film. Uden de store armbevægelser overrasker filmen ved at være personlig og charmerende.
Sergenten & hans nevø har en insisterende originalitet over sig. Når man først har overgivet sig til de to hovedkarakterer og deres forhold, er den ganske afvæbnende.
Og ligesom flere af de andre Super16-film er Sergenten & hans nevø en fortælling om, at mennesker har det bedre sammen end alene.
Kommentarer